Den sorte blæksprutte på Den Sorte Plads

//Fotografi: Karin Skaarup. Den sorte blæksprutte på Den Sorte Plads

 

Den matterede asfalt smyger sig over den bølgede sorte plads og brydes af hvide striber, der viser naturlige bevægelsesbaner på pladsen. Mellem palmer, borde og Nørrebros brogede forsamling befinder jeg mig. Jeg er stor og slynger mig på pladsen med mine lange sorte arme – jeg er en blæksprutte. Rejst den lange vej fra Japan og befinder mig nu på Den Sorte Plads. Jeg er blevet en del af Superkilens tre områder, som udover Den Sorte Plads også består af den røde og grønne plads på Nørrebro. Jeg er en legeplads, en skulptur, en attraktion, et venligt væsen om dagen og et spøgelse om natten. Jeg er elegant med min blanke hud, der om natten reflekteres i månens skin, og på samme tid er jeg bombastisk og tung. Jeg er varm om sommeren og kold om vinteren. Jeg er, hvad du gør mig til.

Måske tænker du, hvad laver du dog her? Ja, jeg skiller mig ud med mine japanske rødder. Jeg både smelter ind i mine sorte omgivelser og stikker ud. Men når jeg ser mig omkring, er jeg ikke alene om dette. Der er mange, der både passer ind og skiller sig ud, hvilket også er en af grundene til, at jeg aldrig keder mig. Der er så mange spændende mennesker at kigge på. I flygtigheden og travlhedens tid står jeg stille og observerer mennesker i alle afskygninger, der alle lever livet side om side.

Jeg kunne blot have været en helt almindelig rutsjebane, et klatrestativ, ja en helt almindelig legeplads. Min eksistens havde øjensynligt været nemmere, hvis dette havde været tilfældet. Ingen ville kigge med mærkværdige, undrende og skeptiske øjne. Folk ville højst sandsynligt blot cykle forbi uden at ænse mig. Men på den anden side – jeg fornemmer og mærker folks nysgerrige og interesserede blikke, deres målrettede gang mod mig. Jeg ser beundringen og fascinationen i deres øjne. Jeg mærker deres hænder mod min krop. Jeg får deres opmærksomhed.

Om dagen leger børn på mig. De griner højlydt, når de suser ned ad mine arme og klatrer op ad mine sorte krop. De aer mig med deres fedtede fingre, hvisker hemmeligheder til mig, og af og til sparker de til mig, når livet driller. Det er okay, jeg er robust. Jeg kan klare det hele, og jeg favner både dine glade og triste tider. Om aftenen mødes unge omkring mig, spiller musik og griner af hinandens jokes.
Af og til tilbringer jeg nogle timer blot med én person. Jeg husker engang, hvor en mand lænede sig op ad en af mine store arme og lukkede øjnene. Han skiftede mellem at blunde og slukke sin tørst med en gulddame, alt imens han med mig, eller nok nærmere sig selv, fik ordnet verdenssituationen. Som en stille lytter står jeg til rådighed, og alle kan vel i disse tider have brug for en stille stund som manden med gulddamen.

Jeg er en ener og en afstikker, der på vidunderligvis passer perfekt ind i mine omgivelser. Jeg er der til hver en tid. Jeg elsker børn, men også voksne. Jeg elsker alle hudfarver, kulturer, religioner – alle jer, der gør min hverdag og min verden spændende – alle jer, der forvandler Den Sorte Plads og mig til et farverigt sted. Og bare rolig, jeg har arme nok til at holde om jer alle.

 

//Fotografi: Karin Skaarup

Filmskribent og kandidatstuderende på RUC i Dansk og Performancedesign.