Søpavillonen

// Foto: Marie Djernes Broström

Jeg går ud af min opgang på Gyldenløvesgade og skrår over gaden. På min højre side knejser Grevinde Danner og forude ligger Søpavillonen. Som et forladt domicil troner bygningen frem i tusmørket og skærer en perfekt symmetrisk akse gennem Københavns søer. Fra Sortedamdosseringen til Peblingesøen.

I weekenderne pibler det frem med tørstige voksne, der med længselsfulde blikke spejder ud over dansegulvet. De mange fester har med tiden givet bygningen et blakket ry og det flatterende øgenavn Klamydiaslottet eller Søpølsen. Men denne tirsdag eftermiddag er bygningen tom og ruderne er dækket til med farvestrålende reklamer for den kommende weekends fest. Men sådan har det ikke altid været.

I 1870 begyndte Københavns Skøjteløberforening at bruge søerne til skøjteløb, der på grund af de kolde vintre gav 42 skøjtedage den første sæson. I 1885 fik foreningen lov til at etablere en skøjtebane den sydlige del af Peplingesøen. Det har været et utroligt syn, for i vintermørket blev isen lyst op af fakler og kulørte lamper, mens et orkester akkompagnerede de skøjtende. For at forbedre forholdene for de mange skøjteløbere, skiftede man i 1896 de opsættelige skure ud med et smukt klubhus og restaurant. Bygningen fik navnet -Søpavillonen.

Søpavillonen blev tegnet af datidens populære arkitekt Vilhelm Dahlerup (1836-1907) som blandt andet også har tegnet Glyptoteket, Pantomimeteatret, Statens Museum For Kunst, Det Kongelige Teater og Dronning Louises Bro. Jeg står nu foran hovedindgangen og studerer nysgerrigt bygningen. Den er slidt og træplankerne trænger til en ny omgang maling. Søpavillonen er bygget i maurisk stil, som var sidste skrig i slutningen af 1800-tallet. Den mauriske stil er betegnelsen for arabisk og islamisk arkitektur og ses især ved de to smukke tårne, der minder om tyrkiske minerater. Selve pavillonen er bygget i træ, hvilket er klassisk for pavilloner fra denne tid. I samme periode blev søsterpavillonen Langeliniepavillonen bygget, men den blev allerede revet ned i 1902.

Jeg står ved bredden af søen, og prøver at forestille mig alt det liv, der har været her. Hundredvis af skøjteløbere, musik og latter fra børn og voksne. Den populære restaurant bag mig fyldt af liflige dufte og klirrende bestik. Tilbage i nutiden er vandet blikstille og et par ænder skutter sig i det begyndende mørke.

Den 121 år gamle bygning blev fredet i 1987 efter mange år som nedrivningstruet. Mange arkitekter og bygherrer har haft store planer for den attraktive grund, både et utopisk projekt om et nyt Eiffeltårn, en motorvej og en Jørn Utzon tegnet svømmehal har truet den gamle pavillon, der med skiftende ejere lige akkurat har klaret sig gennem skærene. Der er ingen tvivl om at Søpavillonen har haft en hårdere skæbne end sine søskendebygninger.

Der hviler en sørgmodighed over den smukke bygning med den triste skæbne. Vintermørket omslutter nu bygningen, hvis silhuet til forveksling ligner en strandet hjuldamper. Jeg kan ikke undgå at føle, at dette sted må være et af de mest uudnyttede steder i København. Og sådan forbliver det højst sandsynligt, for stedet er både dyrt, fredet og har et dårligt ry. Men jeg tænker også, at vi skylder bygningen den tjeneste at se den, ikke blot i lyset af nutiden men i særdeleshed i lyset af fortiden.

Hvis det er svært, så klik her.

 

/Marie Djernes Brostrøm

Hvor: Gyldenløvesgade 24, 1369 Kbh. K.

Hvornår: Altid.

Hvorfor: Fordi bygningen trænger til en renæssance.

Mønt: Gratis.

Kunstredaktør på VINK og bachelorstuderende på RUC