Søerne

soeerne-nynne-thykier

SØERNE //Foto: Nynne Thykier.

 

Søerne, den store scene for selvpromovering

 

”Er du ensom. Jeg håber, du er ensom”.

Medinas indebrændte og retoriske spørgsmål ryger gennem mine ører, mens jeg prustende løber min ugentlige rute rundt om ”søerne”. Fem bassiner. Tre søer. Èn stor scene.

 

Er jeg ensom? Ikke her. Ikke hvis ensomhed defineres som ’alene’. Tag til søerne for at få frisk luft og plads til at boltre dig. Du vil komme hjem med lungerne fulde af forurening og en trang til at være dig selv. Ved søerne kan du ikke tage et chassétrin uden at ramme en løber (altså mig), en svane, det forelskede par eller falde i selve bassinet. For søerne er centrum i København, og det betyder masser af trafik.

 

Søerne er mit sted. Det er dit sted. Svanernes sted. Det er alles sted. Søerne forener Øster-, Vester- og Nørrebro, og derfor er alle indbyggerne i hver bydel også fint repræsenteret langs bassinernes grusklædte rammer.

 

Promover din sundhed – spis pandekager derhjemme

Søerne er naturens svar på en catwalk. Her kan jeg møblere min identitet med det, som jeg gerne vil forbindes med. De store smil går tur her. Det er her, de selskabelige barnevogne flashes. Her luftes caffe latterne og de lykkelige, unge, velplejede forældre. Det er her, de hippe hobbyer dyrkes.

I dine øjne, er jeg en løber. Men når rødmen har fortaget sig i mine kinder, og løbeskoene er blevet tørret af på dørmåtten, spiser jeg pandekager.

 

De ting, jeg gør, når jeg er ved søerne, udmåler min succes og former mine og andres normer. Derfor bliver pandekagen derhjemme. Derfor løber jeg her. Søerne er et sted, jeg kan løbe, og dét sted, jeg kan flashe, at jeg løber. Jeg vil gå så langt som at påstå, at søerne markedsfører min ”sunde livsstil” i samme grad, som hvis jeg promoverede den på de sociale medier.

 

Alibier og losseplads

Jeg løber også for at have en undskyldning for at befinde mig alene ved søerne. Jeg er ikke ensom. Folk skal ikke tro, at jeg er ensom. Jeg gider ikke spekulere i, om jeg faktisk er ensom. Og jeg gider slet ikke at gisne om, hvorvidt folk tror, jeg er ensom. Mine hastige skridt og mit løbeoutfit er mit alibi for at være her alene. Jeg ser også, hvordan andre, der er alene omkring søerne, lufter deres adgangsbilletter: Mobiltelefon, hunden i snor eller en bog.

 

Søerne er også det sted, jeg løber hurtigere, end jeg ellers ville gøre. Når jeg pludselig løber i røven af en tykkere, grimmere og ældre løber, der kæmper sig frem i samme tempo som jeg, bliver jeg nødt til at forhøje hastigheden. Jeg vil ikke være i samme båd, og jeg vil have bedre udsigt.

 

Svanerne er også en del af iscenesættelsen. Af Københavns iscenesættelse af søerne som et naturskønt område. Men svanernes egentlige opgave er at ’accessorize’ søerne, så vores opmærksomhed ledes bort fra den trafikerede vej langs søerne eller de små lossepladser i de vindblæste bassinhjørner, der afslører, hvordan nogle danskere voldtager søernes gæstfrihed.

 

Men det gør jeg ikke. Jeg masserer bassinernes kanter med mine små, hastige skridt, behandler mine søer ordentligt, og medvirker i det store skuespil. Et skuespil, jeg holder af.

 

Kærlig hilsen

Julie Schoen