Slagtergårdene: Et vemodigt slutfløjt

Slagtergårdene
Foto af Hanne Fabricius, tyra.dk

Solens eftermiddagsstråler når lige akkurat igennem de mørke skyer, der er på randen til at sprække, da jeg ankommer til min destination. Lige dér hvor Enghavevej slår sit knæk. Her ligger der en karré med lave bygninger, der afgrænses af Vesterbrogade, Enghavevej og Sundevedsgade. Denne dag har luften lagt sig som en kompakt, mælket tåge, der ruller over vejen, kun afbrudt af de susende bilers skarpe lygter, der spejler sig i de isglatte vandhuller. Jeg er ved at falde.

Med varsomme, men bestemte, skridt trasker jeg mod en nærliggende gyde ved Enghavevej. Jeg har hørt og læst meget om dette sted. Men glemt at kigge op hver gang, jeg har cyklet forbi. Med blikket stift rettet mod vejens stiplede linje er jeg gået glip af kvarterets særegenhed og et umage fortidslevn, der snart vil blive udsat for en af kommunens blodige amputeringer.

Den vindstille gyde er en del af de charmerende og lettere faldefærdige bygninger, der i talemunde har fået navnet Slagtergårdene, hvis porøse bystruktur udgør et særligt sted i en by af lukkede karréer. De nærliggende funktionalistiske Bauhaus-lignende lejlighedskomplekser står i kontrast til de gamle slagterperler, men tilsammen udgør de en mosaik af byrummet, der rummer adskillige lag af kultur og historie.

Slagtergårdenes små huse er de eneste bygninger, der giver et nys om, hvordan Vesterbro så ud før byfornyelsernes gentrificering af brokvartererne. Dengang Enghavevej var ude på landet. Husene er omtrent 150 år gamle, og danner rammen om et kulturmiljø, hvor både Storm Petersen og Tove Ditlevsen har sat sine fodspor.

En stærk dunst af benzin fra det nærliggende værksted river i min næse. Jeg bevæger mig om på den anden side af gydens skæve, gule mure. Nær Tove Ditlevsens mindehave og op ad værtshuset og restaurant Klubben ligger der i baggården en toetagers fabriksbygning fra 1887, som stadig står intakt med hejsebom og de oprindelige dannebrogsvinduer. Det ene vindue står på klem, og ud strømmer elektroniske, vuggende rytmer og varm poesi fra en anden verdensdel. De klare, næsten meditative toner er det eneste på stedet, der fortæller mig, at jeg stadig befinder mig i en pulserende by i et århundrede langt fra Slagtergårdenes fødselsår. Jeg spejder mod udgangen, og trasker videre.

/Selma Algot

Hvor: Slagtergårdene på Vesterbrogade og Enghavevej.

Hvornår: Altid.

Hvorfor: Fordi de kulturhistoriske bygninger snart ikke er der længere.

Mønt: Gratis.

LÆS FLERE ARTIKLER AF SELMA HÉR ELLER OPDAG FLERE AF VORES STEDER

Skriv en kommentar

kommentarer

Kunstredaktør på VINK