PALADS

Foto: Karin Skaarup

 

En by som København er konstant i udvikling. Et sted sidder der folk og får nye idéer, idéer der skal forny og forbedre byen. Nye steder opstår, og andre forsvinder. Det nye opstår på bekostning af det gamle. Lige for tiden diskuteres det, om det farverige Palads skal rives ned til fordel for noget nyt. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, men jeg ved, at det er vigtigt at have et kendskab til og en indsigt i, hvad ting er, inden de er væk. For når ting forsvinder, har de det med at blive glemt. Dette skriv er en fortælling om et sted, som var, er og som måske bliver.

Det er en kold decemberdag i 1911. Vi er i København og står ved Axeltorv. Forude ligger en stor og tom bygning. En bygning der ind til for ganske nylig var Københavns Hovedbanegård. I enden af hallen ligger en drejeskive, hvor københavnerne kunne se de store lokomotiver blive roteret og kørt tilbage. Nu er der tomt. Inde i banegårdshallen larmer et par fulde øldrikkere, som holder til i bygningen. Og et stykke væk kan man høre lokomotivets fløjte på den nye Hovedbanegård.

Jeg står foran Palads og kigger mod de farvestrålende mure, for det var netop her, den gamle banegård lå. I 1911 åbnede Københavns nye Hovedbanegård. Den gamle banegård kunne ikke holde trit med udviklingen. Så nu lå den gamle og smukke banegårdshal øde hen. Det var en barsk og kold vinter i 1911-12, så på Københavns Kommunes initiativ blev bygningen til varmestue for byens hjemløse. I sommeren 1912 blev banegårdshallen lejet ud til den driftige Constantin Philipsen, en af byens førende biografejere og underholdningsentreprenører. Philipsen havde besluttet sig for at prøve at åbne Nordeuropas største biograf med 3000 siddepladser i den gamle hal, og hvilket navn var da mere passende end Palads Teatret. Salen var utrolig smuk, og foran lærredet var der en orkestergrav med plads til 30 musikere. En biografbillet kostede mellem 1,05-1,75 kr., og i foyerens restaurant kunne man for 37 øre få en pilsner og en fersk røget laks.

Til venstre for mig ligger banegraven. Da den blev bygget i 1916, måtte man rive det gamle Palads Teater ned, fordi det lå i vejen. I 1918 åbnede det nye Palads Teater. Bygningen havde klare træk fra barokken med antikke former som søjlelignende udsmykning. Når jeg kigger op mod taget, kan jeg se Uranus og tyren, en skulptur af billedhuggeren Kai Nielsen. På den anden side af bygningen ses det karakteristiske tårn. Inde i foyeren var der en elegant trappe i italiensk renæssancestil, som førte op til biografen og restauranten.

10 år efter Palads Teatrets åbning blev biografen en del af Nordisk Film Biografer. I 1970’erne begyndte omsætningen at falde, og man valgte at lave en række mindre biografsale med inspiration fra Concorde Marignian-biografen i Paris. I 1978 var der 12 sale i Palads, og biografen var dermed en verdenssensation med besøgende fra hele verden – selv fra Sovjetunionen.

Det er sjovt at tænke på, at de karakteristiske farver først kom på bygningen i 1989. Den hvide bygning blev dekoreret af den danske kunstner Poul Gernes, som blandt andet er kendt for sin omdiskuterede udsmykning af Herlev Hospital. Den farverige facade som vi kender i dag, fik danskerne til at diskutere smag i kunsten som aldrig før. Gernes syntes, at det var vigtigt at nå ud til folket med kunsten. Han mente, at den moderne kunst var forbeholdt de højere sociale klasser, og denne barriere ville han nedbryde gennem den offentlige kunst. Gernes troede på, at det enkle og umiddelbare udtryk havde mest gennemslagskraft. Udsmykningen forvandlede bygningen til et unikt eksempel på postmodernisme i Danmark. En stilart hvor man blander arkitektoniske træk, former og farver. Gernes var imod idéen om museet, da han mente, at det byggede mure mellem kunsten og borgerne – kunsten skulle ud i byen. Derfor brugte Gernes mange år af sit liv på at sætte farver på velfærdsstaten.

Jeg kigger på de mange farver en sidste gang og bevæger mig videre i København. Farverne sidder fast i mig, og jeg får fornemmelsen af, at de stadig vil forblive på stedet, hvis huset forsvinder. For sådan er det med steder, som repræsenterer noget vigtigt og specielt. Palads repræsenterer en anden tid i et København, som efterhånden mister alt det, der skiller sig ud. Jeg håber, vi vil blive bedre til at omfavne vores historie og værdien i det anderledes og lade Palads stå som et stort og farverigt monument over dette.

 

Hvor:  Axeltorv 9, 1609 København V

Hvornår: Altid – men især om aftenen lyser bygningen fint op i mørket

Hvorfor: Fordi vi alle har brug for noget, som skiller sig ud

Mønt: Gratis