Madglad – cafeteria og take-away

madglad-karin-skaarup

MADGLAD //Karin Skaarup

Er du på udkig efter et uformelt, billigt spisested for både kødspisere og vegetarer, du kan tilføje din samling, så kig ikke længere. Madglad er kommet til din undsætning!

 

Jeg fik lidt af et kulturchok, da jeg første gang gæstede Madglads cafeteria på Vesterbro ledsaget af en ven, der påstod, at han over en lang periode havde betrådt cafeteriets gange dagligt. Mit første indtryk var, at det mest af alt lignede en vuggestue for voksne. Var det nutidens København det her eller et levn fra en svunden tid? Det viste sig blot, at jeg ikke havde været på Vesterbro endnu, som sidste år blev kåret som verdens fjerde-mest hipster-agtige bydel af det amerikanske kulturmagasin Thrillist. Og ja, du har gættet rigtigt. Madglad er hipster på den onde klinge, men på en langtfra selvbevidst måde. Det er et af de mest naturlige og ærlige steder i byen. Du ved, hvad jeg taler om, når du selv sætter fødderne i cafeteriet. Og gør det igen dagen efter. Og dagen efter… og dagen efter…

 

Madglads cafeteria, som ganske sigende bliver kaldt ”folkekøkkenet”, ligger på Eskildsgade, og derudover har Madglad en separat take-away afdeling på Oehlenschlägersgade. De siger selv, at de gerne vil være ”et friskt alternativ til færdigretter og Mac D”. Frisk er næppe en ’bulls eye’-beskrivelse af cafeteriet, hvor du, efter du er gået igennem det indledende butikslokale og en lidt for smal gang, straks mødes af pangfarver, vægge prydet med gamle malerier, malede tallerkener, danmarkskort, sjove figurer og ophæng samt et loft med firkanter malet i hver sin farve – alt i alt en kravlegårdsagtig æstetik, der byder alle, der tør, indenfor. Her hersker ingen dresscode: solur eller Rolex, hjemløs eller Bill Gates – alle er velkommen.

 

Konceptet er enkelt. Det hedder: find selv vej ind til cafeteriet, tag selv din plastiktallerken og dit plastikkrus, øs selv din mad op fra buffeten, tag så mange gange din mave kan holde til, og mere til, og sæt dig ved et af de rustikke borde, der, sammen med de øvrige genstande i lokalet, ligner et levn fra 70’erne. Det er dejligt, for en gangs skyld, ikke at få smidt et servitrice-ansigt i fjæset, inden du har nået at smide jakken. Derudover: Bliv så lang tid, du har lyst, fyld så meget du har lyst, køb en billig kop kaffe eller et stykke kage efter din middag og sæt dig ned og læs i en god bog eller nyd den afslappende, chill-agtige stemning. Hos Madglad går tiden langsomt. Herligt langsomt. Og folk spiser langsomt her af samme årsag. Det kan være et dejligt afbræk fra den travle hverdag.

 

’Og hvad med maden?’ tænker du nok. Der er én varm kødret og én vegetarret hver dag samt en fri, utraditionel salatbar. Frokostretten, der serveres indtil kl. 15.30, er den ret, der blev serveret aftenen før. Der er således ikke noget stort udvalg, men maden er altid glad og af god kvalitet. Det ugentlige udvalg præsenteres hver uge på deres Facebook-side, så man på forhånd kan udse sig en eller flere dage, hvor dagens ret passer til ens smagsløg. I sidste uge var retterne mandag-fredag eksempelvis (vegetar i parentes): langtidstegt oksekød (mungryde), mager nakkekam (kållasagne), lammefrikadeller (veg. tagine), lakselasagne (grøntsagstærte) og kalvesteg (selleribøffer). Ummemum!

 

Hvis du er Noma-entuasiast og drikker Möet til morgenmad, er Madglad højst sandsynligt ikke et sted for dig (jeg ville dog tage et smut forbi alligevel…). Til alle jer andre kan jeg kun sige: Smut for helvede forbi en dag og se, om det ikke er et kig værd. Det gjorde jeg, og jeg er kommet der lige siden.

 

 

Hvor: Madglads cafeteria:  Eskildsgade 13, 1657 København V; Take-Away: Oehlenschlägersgade 53, 1657 København V.
Hvornår: Cafeteria: Mandag-fredag 11.30-20.30 samt lørdag 12-20.  Take-Away: Mandag-fredag: 16.30-20.00.
Hvorfor: Fordi det er det mest afslappende, laid back, cosy og chillern, spisested i KBH. Og så er der herligt studievenlige priser.

Mønt: Cafeteria: Frokost (11.30-15.30): 40 kr. Aften (16.30-20.30): 75 kr.  Lørdag: 65 kr.
Take-away: uden salat: 45 kr.; inkl. Salat: 70 kr.

Og nu jeg nævnte det i artiklen: Kaffe: 10 kr. Kage: 5 kr.

 

Uddannet journalist fra Journalisthøjskolen i Aarhus. Har tidligere studeret idræt på KU, det varede et år. Har været i praktik på Politiken og på udvekslingsophold i San Francisco. Er i øjeblikket sundhedsjournalist på Egmont. Er også grundlægger af kulturmagasinet VINKaarhus, iværksætter af brevværkstedet ’Post A Letter’ og har tidligere været ansvarshavende redaktør på magasinet CITAT. Glad for chokoladecroissanter.