Den lykkelige familie – Amager

Den lykkelige familie på Amager//Karin Skaarup

Den lykkelige familie på Amager//Karin Skaarup

 

Jeg gennemroder min mentale harddisk efter et sted i København, der er hypermoderne, og som kan vise et fedt sted, jeg kender i København. Men så går det op for mig, ja det står pludselig soleklart. Hvorfor skal jeg egentlig prøve at forcere noget? For jeg skal da selvfølgelig fortælle jer om det sted, hvor jeg kommer allermest. Det er min guilty pleasure, men det er et sted, der altid gør mig lykkelig, og hvis man skal gøre mig lykkelig, ja så er det gennem maven.

 

Det sted, jeg vil fortælle dig om, er Den lykkelige familie på Amager, en kinesisk restaurant, der ligger på hjørnet af Englandsvej og Sætersdalgade. Men for at fortælle dig om Den lykkelige familie, så må jeg først gå tilbage i historien. Jeg vil tage dig med tilbage til dengang, hvor det hele startede. Det var på en kinesisk restaurant i Hvidovre, at jeg første gang smagte en fantastisk ting. Jeg var omkring 11 år gammel, og det var første gang, at jeg var ude og spise med min familie. Aftenenes retter susede forbi mine grådige øjne, men det, der for alvor fik mine tænder til at løbe i vand, var en helt speciel suppe. En kyllingesuppe med sprøde bambusskud, sesamolie, friske forårsløg, lige med et pift af noget stærkt, og med en konsistens så tyk, at skeen næsten kan stå lodret. Jeg var solgt! Hvad jeg ikke vidste dengang var, at denne oplevelse var starten på min afhængighed!

 

Og som man siger, nissen flytter med, men den her nisse er ikke af det onde. For ja, afhængigheden af suppen har fulgt mig, så da jeg som teenager flyttede til Faaborg på Sydfyn i 2003, var et af de mest fremhævede punkter på min liste, at jeg skulle finde denne lækre kinesiske specialitet. De næste mange år var det på torvet i Faaborg, at jeg fik mit ugentlige skud af lækker kyllingesuppe. Men videre går det, for som nyudklækket student i 2010 gik turen til Odense. Til min store rædsel og efter en længere eftersøgning, bød min studietid i det odenseanske, ikke på et godt kinesersted at få min suppe fra. Mine smagsløg visnede, og jeg frygtede, at de aldrig ville blomstre op igen.

 

Vi spoler nu hurtigt frem til nutiden og Den lykkelige familie på Amager, fordi det er her, at mine smagsløg blev genoplivet. Jeg flyttede til Amager i 2013, hvor mit suppeeventyr begyndte på ny, og i dag lever i allerbedste velgående.
Tro det eller ej, jeg bor på Englandsvej i nummer 34, og Den lykkelige familie bor i nummer 32.

 

Når jeg får brug for suppe eller sushi, er der, som du nu ved, ikke langt til paradiset. Når jeg tripper ned til restauranten forbi de to store drager, der står truende ved indgangen, og træder ind ad døren, mødes jeg af en mur af sødlige dufte blandet med den stærke os af friture, der hænger tykt i luften. Restauranten er fyldt til randen med diverse figurer og billeder i alverdens farver, grønne Buddhaer i plasticjade pryder rummet, og røde arabesklignende-figurer snor sig på væggene. I loftet fanger forskellige farver af neonlys min opmærksomhed. Der er altid noget nyt, der fanger øjets opmærksomhed. Når jeg skal bestille min mad, sidder en stor fed gylden kat på skranken og vinker lystigt til mig, han får mig til at boble indeni af glæde, glæden skyldes nok mest, at jeg ved, at nu er maden nær.

 

Jeg står ivrigt ved skranken, og nogle gange spørger de søgende, inden jeg får sagt et ord: ”Pekingsuupppe?”, som så mange gange før siger jeg ja, og en rødlig farve blusser op på mine kinder, jeg er alligevel lidt pinlig over, at jeg kommer her SÅ tit, at de ved, hvad min mave er på jagt efter. Men i ny og næ overrasker jeg dem, for når det bliver weekend, så skejer jeg ud og køber lækker rå fisk på ris.

 

Når jeg utålmodigt sidder og venter på min mad, ofte i natbukser eller nussede slacks, så føler jeg mig altid som Miranda i ”Sex and the city”, der skamfuldt, men alligevel næsten dagligt bestiller kinesisk take-out. Mine tanker vandrer, og jeg tænker, om de egentlig er lykkelige her på Den lykkelige familie? Ja, for jeg ville være lykkelig, hvis mit liv var omgivet af suppe og sushi.”

Miranda Hobbes i Sex and the city

En typisk aften for min chinese take-out sister – Miranda Hobbes i Sex and the city.

 

De dage hvor min krop er træt eller tømmermændsramt og slæber sig ned på Den lykkelige familie, så er følelsen modsat, når jeg nærmest svæver hjem igen, for i posen i min hånd, der har jeg den gyldne skat, der altid redder min aften.

 

Vi er nu nået til slutningen, og jeg tænker, hvorfor skal vi (i hvert fald mig og Miranda) skamme os, selvom kinesisk buffet er i samme boldgade som bøf-og-bowl? Konklusionen må da være, Den lykkelige familie gør min mave lykkelig, og derfor er det et dejligt sted. Så måske er det ikke så slemt at have en guilty pleasure, og måske er det ikke så slemt at afsløre den, for hey, har du ikke også et sted som Den lykkelige familie?

 

Når jeg sidder her og skriver, så mærker jeg en nagende fornemmelse, ja, næsten en trang, min mave knurrer som en sulten tiger. Hmmm måske det er lidt lang tid siden, ja, det er næsten for galt, min hals er også en smule øm, synes jeg. Er jeg måske ved at blive syg? Jeg tror, at jeg bliver nødt til at smutte ned efter en suppe, hrrmff altså for halsens skyld selvfølgelig. So long. Spise her eller med hjem?

 

Hvor: Englandsvej 32, 2300 København S (Hvor Amarkanerne bor).

Hvornår: Mandag-torsdag 13-22 og fredag- søndag 12-22.

Hvorfor: Den lykkelige familie er hyggelig, og de vil gøre din mave glad, derfor fortjener de et besøg, hvis man er til den slags.

Mønt: Pekingsuppe (Er her bedre end kyllingesuppen) 38 kroner, plus 20% rabat ud af huset (Yay). Sushi omkring 100-110 kroner for 1 person take-out (Ingen rabat). Buffet mandag-torsdag 128 kroner, torsdag- søndag 148 kroner.

Her er en filmskribent, der læser Dansk og Medievidenskab. Hun har et rødglødende filmelskende hjerte - specielt for ungdomsfilm fra 1980-1990erne. Hun er også vild med Jane Austen både på skrift og lærred, til gengæld er hun ikke så vild med Kevin Costner eller rullepølse.