Kösk Kebab

kosk-kebab-andrea-sigaard

KöSK KEBAB //Foto: Andrea Sigaard

 

Øv, hvor er det ærgerligt at få en halvkold durum bestående af knastørt brød og sørgelig, slasket icebergsalat – vi har alle været der! Og lad mig bare være ærlig; jeg frygtede, at Kösk var én af disse uoriginale steder, for set udefra skiller den sig ikke gevaldigt ud i mængden. Der gik dog ikke mere end et par dage, før jeg indså, at Kösk Kebab ikke bare er en helt tilfældig fedtet shawarmabiks.

Jeg observerede stedet flere dage fra mit nye nordvesthjem. Hver eneste dag var restauranten fyldt op til randen med mennesker, endda ofte med lang kø udenfor. ”Jeg er nødt til at give dem en chance” tænkte jeg efter nogle dages udspionering. ”Folk kommer jo rendende langvejs fra i bil og på cykel alle tider af døgnet!” Jeg skyndte mig at gå derind og bestille en durum med kylling og humus. Den var både krydret og saftig, og uden for meget overflødigt fyld kom smagen af humus til sin ret. Det blev bestemt ikke sidste gang, jeg satte min fod der.

Jeg har altid haft en svaghed for det mellemøstlige køkken. Denne svaghed er ikke just blevet mindre, efter jeg er flyttet til København. Tværtimod. Med Kösk Kebab få meter fra min hoveddør er min mave evig fristet. Når du træder ind på restauranten, bliver du mødt af duften af autentisk tyrkisk mad og varmen fra deres åbne køkken. De har et bredt sortiment på menukortet, som blandt andet byder på sjove yoghurtdrikke, hjemmebagt fladbrød og kæmpe falafler. Foruden deres falafler kan jeg anbefale deres forskellige grillspyd, som smager fortræffeligt inde i deres bløde fladbrød. Du er også nødt til at prøve deres tallerkenretter med bulgur og tzatziki, deres humus og deres pita, som du i øvrigt ikke behøver at slippe mere end 25 kr. for.

Kösk Kebab er mere end blot et spisested for mig. Vi taler nærmere om en trofast ven for livet. Ved alt fra tømmermænd til semihøjtidelige anledninger har Kösk været der for mig. Men de træder også til, når jeg lige mangler et par sprøde falafler til at peppe min onsdagsaftensmad op med.

Især én aften var jeg særlig taknemmelig for Kösk. Det var januar, der var sne og minusgrader, og dum og træt, som jeg var, valgte jeg at smække mig ude af min lejlighed i alt for lidt tøj og Birkenstock-sandaler. Min roomie og hendes husnøgle befandt sig i den anden ende af landet, og jeg søgte straks ly hos Kösk. I deres lune omgivelser lod jeg mig opmuntre af en cremet, rød linsesuppe, mens jeg ventede på låsesmeden. Den var lækker, og jeg fik varmen.

Vores lejlighedsopgang og cykelgård har en permanent appetitlig duft af krydret mad og grill, og ofte når jeg om morgenen lister ud for at hente min cykel i gården, kan jeg ikke undgå at bemærke lyden fra Kösks baglokaler, hvor personalet synger arabiske sange i vilden sky. Jeg drømmer mig i et splitsekund til Tyrkiet, inden jeg med et bredt smil stiger op på cyklen og begiver mig ud på Københavns cykelstier.

// Stine Astrup Saugmann

Hvor: Frederikssundsvej 23, 2400 København NV.

Hvornår: Mandag-fredag: 11-24. Lørdag-søndag: 12-24.

Mønt: Fyldt pitabrød fra 25. kr. Linsesuppe 29 kr. Falafelret 64 kr.