Kornmarken i Dragør

maria-bruun-schmidt-kornmarken-i-dragoer

KORNMARKEN I DAGØR //Foto: Maria Bruun-Schmidt

Han bredte regnjakken ud, så kornmarken lagde sig som et blødt underlag. Han lagde sig ned og gjorde plads til mig. Vi kiggede op på den blå himmel, omringet af de gule strå. Aldrig havde der været højere til loftet, og aldrig havde forventningerne til vores præsentationer været større. Vi lå begravet i markens ro, midt i den mest turbulente tid på året. Vi havde skriftlige afleveringer, mundtlige eksamener og hinanden at passe på.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                 »Livet er i sig selv intet andet end bevægelse. Bevægelse er det som frembringer, opholder og fornyer alle ting. Et middel til bestandig bevægelse for sjæl og legeme ville være et middel imod døden.« Ordene skriver Jens Baggesen i sin selvbiografi Labyrinten, som blev udgivet i slutningen af 1700-tallet. Det er en skræmmende og utilfredsstillende, men samtidig poetisk, skildring af livet i sin helhed.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                       Vi kiggede på skyernes omrokering. Hvordan de øjeblikkeligt tog nye former til sig, mens de smed de gamle faconer væk. Vi fulgte deres udvikling og var forbløffede over, hvor hurtigt sky-giraffen både indtog scenen og gik derfra. De højtflyvende skyer havde ikke ramt en identitetskrise, men fandt sig blot til rette i at udvikle sig på deres egen bekostning.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                       Vi stræber konstant efter at være nogen og blive til noget. Vi læser, kæmper og slås for at få papir på, hvad vi kan. Det er en lang kamp, hvor man falder, snubler og slår sig undervejs. Vi maser os frem med albuerne først. Vi stræber efter studiejobs inden første semester er afsluttet, tror en karakterbog med udelukkende 12-taller på universitetet er realistisk og får dårlig samvittighed, hver gang vi ikke har snuden i bøgerne.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                       Jeg fik øje på en valmue mellem stråene, og hev den forsigtigt frem. Den stod som i en vase på sofabordet, men nu blot stadig i jorden, i udkanten af vores plads på marken. Solen var skarp og han kneb øjnene sammen. »Du er et smukt menneske«, sagde jeg, mens jeg lod min pegefinger køre over hans næse. Han er harmonisk og bemærkelsesværdig. Fyldige, brede læber, runde, forstående øjne og en hårfarve, som skifter med årstiderne.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                       Vi søger uafbrudt den dybere mening og efterstræber at træffe de rigtige valg. Vi vil altid gerne være et skridt foran, og vide hvad udfaldet af vores handlinger bliver. Vi har hele tiden nye mål for øje, og forestiller os hvordan og hvor hurtigt vi kommer derhen. Kornmarkens ro, hans åndedrag og den manglende bilstøj gjorde mig tryg. Han har fregner, på den underspillede måde. En positur, jeg ved hvert øjekast beundrer ham for. Og en social forståelse, som enhver bør misunde.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                       Tider, perioder og sæsoner kan være turbulente, hårde og svingende. Man kan miste troen på sig selv, man kan støde hovedet mod muren og man kan få varige mærker af livets bevægelse. Men det betyder ikke, at det ikke er det værd. Vi græder, vi elsker, vi griner, vi skriger. Vi maler graffiti og vasker tavlen ren. Vi er udfarende og gemmer os under dynen. Vi spiser fredagsslik og tager i fitness lørdag morgen. Vi er udefinerbare mennesker, som gemmer på hundredvis af mærkater. Vi er alle noget i kraft af os selv, og ikke i kraft af karakterbladets 2-cifrede numre.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                       Han sagde at jeg havde blå øjne. Han syntes de matchede himlen godt. Han forsikrede mig om deres klarhed og deres værd. Han kiggede ind i dem, som fandt han svar. Svar på hans egne problemer, mine problemer og hele verdens problemer. Jeg fandt alt ved øjeblikket magisk. Jeg undrede mig sågar over, hvorfor man ikke oftere ligger i kornmarker. Der var en ro og en selvfølgelighed ved, at netop han og jeg lå side om side. Mens vinden forsigtigt rørte kornets overflade, gjorde han mig øjeblikkeligt til noget og nogen, uden at give mig papir på det. Det var en forsikring og en konstatering. Mere behøvede jeg ikke.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                       Den euforiske stemning lod tankerne blive højtflyvende, og i baggrunden kunne man ane The Minds of 99 spille Stjerner på himlen:                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                       »lad os være nogen lige nu ikke vent på nogen men faktisk være nogen stjerner på himlen gøre noget aldrig håbe på noget men blive noget Måske skrive noget Så bliv til noget måske lave noget ja, være noget Stjerner på himlen«                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                       Jeg er træt af karakterhysteri, konstante konkurrencer og stræben mod fremtiden. Jeg er træt af min egen tendens til at sige »men det er fint nok«, når jeg har fået 7 i litteraturhistorie. Og jeg er træt af at føle mig defineret af tal. Kornmarkens gyldne strå spurgte ikke til mine karakterer, valmuernes røde blade var ligeglad med mit studierelevante arbejde og det konstant skiftende skydække fandt min mangel på papir betryggende.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                       Det jeg prøver at sige er: Hvis livet er, som Baggesen påstår, en langstrakt bevægelse mod døden, så lad os ikke vente. Lad os være både noget og nogen nu. Du bestemmer selv hvordan du vil defineres! Du behøves ikke lægge dig i Dragørs kornmarker for at blive til nogen. Men prøv det. Det er befriende og bedre end man umiddelbart forestiller sig.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                       // Signe Kronholm Kjær Rasmussen                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                       Hvor: En kornmark i Dragør. Hvornår: Når du har brug for det. Hvorfor: Fordi du garanteret har brug for det. Mønt: Gratis.                                                                                                                                                      

Jeg studerer dansk på Københavns Universitet, smider ofte billeder på instagram og er udpræget fan af indisk mad. Det fascinerer mig, når politiet beslaglægger digtsamlinger. Jeg er mest produktiv om morgenen. Og jeg drømmer om at deltage i billige keramikkurser.