Københavns Hovedbibliotek

Fotograf:// Alexander Hjort Jespersen

 

Hovedbiblioteket midt på Krystalgade er gået hen og blevet et sted, hvor jeg finder en form for ro, og hvor alt er tilladt. Det er lidt spøjst, for jeg er aldrig kommet der indtil for et års tid siden, hvor jeg begyndte at skrive mine eksamener der. Siden da er jeg kommet der trofast hver evig eneste gang en eksamensdato nærmede sig. Eksamen er jo ikke just en rolig periode, men der er nu noget over at sidde fordybet i sin opgave på læsepladserne, der skuer ud over hele den åbne midte og samtlige fire etager i det store bibliotek, og vide, at jeg ikke går derfra, før jeg er færdig. Hvis jeg alligevel går, er det højst sandsynligt blot for at hente kaffe og selvmedlidenhedscroissant nede i Democratic Coffee i stueetagen. Hvis dagen virkelig er lang og bliver til aften, forfalder jeg til Netto på Fiolstræde og kommer tilbage med alt for mange snacks i tasken, mens jeg beder til at min gode plads, som rumpetten har været solidt plantet på i de sidste mange timer, stadig er ledig. Det er den heldigvis oftest.

 

Hovedbiblioteket er ikke det bedste studiested. Der er lidt for få gode pladser og lidt for dyr kaffe og lidt for meget larm – både fra den konstante rulletrappesummen og fra de mange børn og cafegæster, der taler højlydt og kun er der for at prøve Danmarks bedste croissant fra Democratic. Men det er den første læsesal, som har fungeret så godt for mig, til at jeg faktisk gider vende tilbage og ikke kun gør det, fordi man ‘bør’ studere på et bibliotek eller en læsesal. Jeg kan lide den uformelle hverdagsstemning. Jeg kan lide at sidde og kigge på alle de mange mennesker, der bare lige dropper ind og ikke kommer for at begrave hovedet i faglige bøger i timevis, og samtidig glæder jeg mig over, at den frihed snart er min igen.

 

På hovedbiblioteket findes tid ikke. Jeg går, når jeg er færdig. Ordentlige måltider, økonomisk sans og nærende mad findes heller ikke. Jeg spiser croissanter og drikker dyr kaffe i massevis uden en snært af dårlig samvittighed. Måske er det netop det, jeg kan lide. I et struktureret liv, hvor alt bliver ført ind i kalenderen, er det rart med sådan en dag, der kun byder på eksamensfordybelse og eksamenssnacks, lige til jeg er færdig og siger adjø og vi ses til mit eksamensbibliotek.

/Sigrid

Hvor: Københavns Hovedbibliotek. Krystalgade 15, 1172 København K.

Hvornår: mandag-fredag kl. 08:00-17:00, lørdag kl. 08:00-17:00.

Hvorfor: Et godt bibliotek, en livlig læseplads og en god croissant.

Portemonnæ: Gratis indgang, men risiko for højt snackforbrug.

Svenskofil studerende ved Lunds Universitet, som både drages og forarges af medier, men gerne vil skrive for dem alligevel. Kardemummabullar og Ismageriets Amageris er mine ultimative treats. Evig tidsoptimist, der stensikkert mener at alt kan nås på 5 minutter.