Knippelsbro

knippelsbro-augusta-caroee

KNIPPELSBRO //Foto: Augusta Carøe

 

En klump af skrøbelige cykelister afventer signalets grønne lys som tændte travheste, der afventer startskuddet. Lyssignalet skifter til grønt, og klumpen kæmper sig op over Knippelsbro, der leder dem ind til Københavns kerne. De træder ivrigt i pedalerne, som var de på flugt fra øen bag dem.

Jeg har selv taget flugten ind over Knippelsbro adskillige gange. I mine teenageår var den irgrønne bro vejen ind mod den eventyrlige Indre By. Jeg husker suget i maven, når byen åbnede sig på toppen af broen, hvor jeg fra bussens sæde kunne skue ud over København. Byens centrum var fascinerende i sin kontrast til hverdagen på Amager, og Knippelsbro agerede indgang til Indre By, der lokkede med menneskemylder, dyre forretninger og smukke bygninger.

De irgrønne udsigtstårne står standhaftigt og betragter det rolige liv i Københavns kanal og mylderet af cyklister, biler og busser, der fragter byens beboere, oppe på broens asfalt. Turister gør ophold på broens midte for at forevige hinanden på en baggrund af København, mens trafikken suser frem og tilbage over broen. Sommetider bliver det hektiske liv på broen brudt. Knippelsbro knækker på midten, og de to store asfalterede vejbaner rejser sig lodret i luften og tvinger en pause ind i den hektiske trafik. Sidst jeg holdt deroppe og ventede på, at en båd sneglede sig gennem broens sluse, kom jeg til at tænke på min gymnasietid, hvor broens uforudsigelighed fungerede som fremragende undskyldning på de søvnige morgener. En forsinkelse kunne undskyldes med ”Broen var oppe”, og så satte læreren en streg over fraværet. Broen var ufattelig tit oppe i de år.

Hver eneste gang jeg når toppen af Knippelsbro, mærker jeg stadig et sug i maven. En følelse af at være på toppen af byen, en følelse af at have byen i min hule hånd i nogle få sekunder. Jeg suger sekunderne ind og skuler ud over den smukke by, der kommer til syne deroppe. Operaen ligger stolt i det fjerne, på den anden side glimter Den Sorte Diamant, og tårnene på Børsen og Christiansborg står ranke for enden af broen. Jeg lader cyklen trille ned ad broen og ind i byens kerne. Det kilder i maven.

//Helena Benedikte Pallesgaard

Hvor: Knippelsbro, København K

Hvornår: Hele dagen

Hvorfor: Fordi det altid er smukt og øjenåbnende at krydse Knippelsbro

Mønt: Gratis