Jernbanecafeen

På Jernbanecafeen kan du lade dig omfavne af røgen, drukne dine sorger eller debattere livet. Og hvis du er ligeså heldig som VINKs skribent, får du måske et skulderklap og et par vise ord med på vejen.

 

For er det ikke sådan et sted, vi alle sammen indimellem længes efter? Jeg gør. Et sted hvor jeg kan gemme mig mellem alle legetøjstogene, dukkerne, avisartiklerne på væggen og bamsen, der kører op og ned på sin gynge i vinduet. Det er som om, at jeg kan dvæle i hundrede år ved hver enkel lille detalje, men samtidig også som om, at mine øjne ikke kan finde ro, fordi de har travlt med at få det hele med. Jeg kan falde i et med tapetet og bare lade røgen og mørket omfavne mig. Her kan jeg sidde i fred og nyde min øl fra fad eller ukendte rødvine. Kvalitetsstemplet på vinen bygger udelukkende på, om den kan bælles – ingen dømmer årgangen på druen. Ligesom der heller ikke er nogen, der dømmer mig, for her kan jeg sige, hvad det passer mig. Her kan jeg være for meget eller for lidt, afhængig af mit humør.

Men selvom stemningen er rar og bidrager til fællesskab, ynder jeg ikke at gå alene på Jernbanecafeen. Jeg kan lide at sidde her sammen med mine venner og blive et med røgen. Så kan vi sammen drukne vores sorger over et tabt ægteskab eller lade øllen hjælpe os med at glemme de moralske tømmermænd fra weekendens udskejelser, hvor en af os igen var lidt for fuld, blev uvenner med en veninde eller tog hjem med den forkerte fyr. Vi kan snakke ud om tingene og more os over konsekvenserne. Men det er også stedet, hvor vi nogle gange kan få støtte og opbakning fra uventede kanter. For her ved alle jo, at ingen er tjent med hverken utro ægtemænd eller moralske tømmermænd, for ingen af delene kan du bruge til noget. Ligesom alle her ved, at vi i livet kun fortryder det, vi ikke fik gjort.

På Jernbanecafeen er det tilladt at nyde en rigtig bodegadiskussion, baseret på usaglig argumentation, mens indlevelsesevnen kan misundes af de fleste skuespillere i filmen Fifty Shades of Grey. Om diskussionen handler om rettigheden til ytringsfrihed eller en kvindes ret til sex, er ligegyldigt, entusiasmen er lige høj. Her er ingen emner for små eller store. Her er ingen joke for søgt eller under bæltestedet; det sørger bodegaens tilladte hårdkogte humor for. Og den imponerer mig! Da jeg henter en øl i baren, hører jeg en af kvinderne fortælle, at hun hver uge spiller Lotto, da hun jo har ligeså store chancer som alle andre. Ingen i baren kan undgå at grine, heller ikke jeg, da en af mændene besvarer hendes statement med: ”Så længe det ikke er i en bikinikonkurrence.”

Og fra børn og fulde folk skal vi vel høre sandheden, og eftersom der sjældent er børn på Jernbanecafeen, så bliver det oftest fra relativt fulde mennesker, sandheden opstår. For på Jernbanecafeen er der også plads til filosofiske vise ord om livet. ”Husk, vi bliver ikke målt på, hvordan vi snubler, men hvordan vi rejser os igen,” var de vise ord, jeg denne dag fik fra en uventet kant. Så selvom vi ikke altid tror, at vi kan få noget med hjem fra en af byens bedste bodegaer, andet end selvfølgelig et tungt hoved og røglugten i tøjet, så synes jeg alligevel, at denne kommentar sendte mig hjem med hovedet højt og et klap på skulderen.

De kærligste hilsner

Kathrine Karlshøj

 

Hvor: Samme sted, som den har ligget siden 1933; Reventlowsgade 16, 1651 København V

Hvornår: 7 morgen – 2 nat, som de selv siger.

Hvorfor: Fordi Jernbanecafeen er en klassisk bodega med vin, øl og røg i lokalet. Husk at kigge efter bamsen på gyngen i vinduet og legetøjstoget, der indimellem kører. Her er der i den grad plads til alle.

Mønt: Bællevin 33 cl eller fadøl 40 cl 52 kr.

 

//Fote: Holger Svend Anderson

 

 

Madglad og madstønnende madredaktør for VINKkbh, som elsker solbriller og god rødvin. Jeg er fraskilt og nyforelsket og arbejder som editor for Microsoft.