Hviids Vinstue (på en hverdagsaften)

 

//Foto: Stine Merrild

 

De københavnske hverdagsaftener er af rolig karakter. Nyd stilheden, roen og de oplagte timer til fordybelse. Hviids vinstue på Kongens Nytorv, landets ældste værtshus, har siden 1723 budt gæster på den helt rigtige stemning.

 

Af og til deler vi oplevelser af en helt speciel karakter; uventede, store indtryk fra eksperimenterende dansestykker i Skuespilhuset eller sus i maven, der bare ikke vil forsvinde, efter balletter i Operaen. Sådanne oplevelser tager dig med ind i nye og spændende universer og er ikke fuldendte uden en lille en bagefter. Sidstnævnte skal selvfølgelig foregå i de helt rigtige omgivelser.

Hviids Vinstue er Danmarks ældste værtshus, og sporene fra 1723 får en virkning af , at du, ligesom når du er i teatret, træder ind et andet univers. Et univers hvor der måske nok bliver serveret mere øl end vin.

Når du træder ned af de få trin, der fører ned i Hviids Vinstue, er det som træde et skridt ind i Københavnerhistoriens varme huler. De lave, dunkle ølstuer danner bodeganostalgi og skruer op for københavneressensen. Her er perfekt til dybe samtaler i krogene. Samtaler om fremtiden og om fortiden. Hvad skal der ske med dig og mig? Samtaler om kunsten og samfundet. Stemningen er meget afslappet, og det giver ro til at få styr på, hvad end der måtte trænge til at blive vendt.

Inde i ”Smøgen”, som stedets rygeafdeling hedder, er der i weekenderne fuldt hus – unge som gamle, tykke som tynde. De sidder albuehvilende ved de gamle borde under de runde lamper – alle dekoreret af tidens tand og kuglepind.

På de stille hverdagsaftener møder du måske en enlig norsk mand, der har set Skam i håbet om at forstå sin datter en lille smule bedre. Måske er der et ældre par, der i stilhed nyder et glas vin eller en øl som afslutningen på en god middag. Mange flere er der såmænd ikke til stede.

De stille hverdagsaftener på Hviids Vinstue giver dig roen til at grave dybere ned i byens og københavnernes historie. Historier om kærlighed, intimitet og kampe. Der er intet bedre sted at gøre det end lige netop her, hvor vinstuernes vægge har så erfarne ører. Foruden at have oplevet både Københavns brande og Københavns bombardement, er halse blevet fugtet med alkoholiske drikke til aktuelle samtaler om Slaget på Reden, De Slesvigske krige og begge verdenskrige.

Alt dette og meget mere er nemlig fundet sted efter år 1723. Selvom vi i dag lever i et forholdsvist stille og roligt København, så kæmpes der stadig kampe på Hviids Vinstue. Emner som feminisme, racisme og politisk korrekthed bliver diskuteret rundt om bordene.

Du er måske ikke selv lige kommet ud fra en forestilling i det Kongelige, men du har altid en god grund til at tage på Hviids Vinstue. Måske er der noget på dit arbejde, der skal tales igennem med en betroet ven. Måske er der knas i dit forhold, som gør, at du må overveje din fremtid lidt mere grundigt. Måske er der et afsluttet speciale, der skal skylles ned. Øllet her serveres altid friskt af søde bartendere i uniform. Oplev Hviids på en hverdagsaften, og nyd stedets uforstyrrede stemning. Tag derned til lidt københavnerhistorisk bodegameditation, og nyd roen.

 

Hvor: Kongens Nytorv 19, 1050 KBH K.

Hvornår: Mandag – torsdag fra 10.00 – 01.00, fredag – lørdag fra 10.00 – 02.00 og søndag fra 10.00 – 20.00. De rolige timer er for det meste mandag – onsdag fra 22.00 – 01.00.

Hvorfor: For at opleve den der helt specielle rolige stemning gå hånd i hånd med en kold fadøl. Det har du brug for af og til.

Mønt: 40 cl. pilsner på fad: 48 kr.

 

 

 

Cand.mag i Dansk og Bylivsskribent med hang til bodegaer, glimmer, sankning og arkitektur. Er både for og imod gentrificering. I øvrigt spiser jeg kun grønt.