Havtorn på fælleden

havtorn-paa-faelleden-karin-skaarup

HAVTORN PÅ FÆLLEDEN //Foto: Karin Skaarup.

 

Hvis du er til udfordringer og derudover godt kan lide syrlig frugt, er havtornejagt på Amager Fælled et oplagt valg.

 

Det var en kold og stormfuld aften, ja endog så stormfuld, at selv mindre grene føg i luften, men havtornene lod sig ikke gå på af den brutale vind. ”Men hov,” siger den nysgerrige læser,” kom nu ikke for godt i gang!”, for hvad i himmerigs navn er havtorn egentlig? For at svare herpå kan vi passende foretage en simpel omrokering af ord og kalde bærret: tornen fra havet. Majestætisk! Den gastronomiske æstetiker vil sikkert påpege, at bærret lyder lidet indbydende iklædt dette kælenavn, men til gengæld drysser navnet et skær af mystik og oldnordisk naturkraft over bærret, som det retteligt fortjener. Havtorn har nemlig været kendt og anvendt som vidundermiddel i tusinder af år i b.l.a. Kina og Grækenland og er et særdeles delikat bær, som – ja, du gættede rigtigt – befinder sig langs kyster. Men hvis man er et heldigt asen, kan man også finde bærret lidt længere inde på land. 

 

For et halvt år siden havde jeg aldrig hørt om havtorn. Det ændrede et madprogram i Go’ morgen Danmark dog på, som må takke det Nye Nordiske Køkken for bærrets opblomstring de senere år. Jeg begav mig ud på internettets mærkværdigt snoede vejnet og fandt frem til, at der skulle gemme sig gyldne eksemplarer af dette vidunderbær på Amager Fælled. Som beboer på den romantiske betonblok Grønjordskollegiet, der ligger klods op af Københavns største grønne område, fælleden, var dette en mildest talt salig kendsgerning. Det var denne skæbnesvangre sommernat, mere præcist en time før midnat, at jeg – ramt af den kroniske københavnersygdom stille betegnet ’cykeltyverisoffer’ – på fod begav mig ud på Amager Fælleds vidtrækkende arealer i den alkymistiske jagt på guldbærret.

Jeg ledte og ledte i håb om at finde bærret, men ak og ve, det var en dødsdømt og tåbeligt hovmodig mission, thi det var næsten mørkt, og på trods af arealets naboegenskaber var mit forhåndskendskab til fælledens geografi lige så begrænset, som verden er stor. Sandt at sige fandt jeg intet lysende, guddommeligt bær i mørket, men jeg fik dog kilometer i benene, for i mit ivrige storhedsvanvid begav jeg mig længere og længere ind i det fremmede land, stiftede bekendtskab med mange nye planter og buske, faktisk samtlige andre end netop havtorn, og  – behøver jeg sige det? – farede vild. Jeg kom hjem en time efter midnat med en højoktan dosis arrigskab og adskillige beviser på angreb fra bestialske, blodsugende myg, hvor det blev klart, at mindst én ting var livsnødvendigt for at opstøve dette forbandede, antagonistiske bær: Et skattekort. Og, ja… dagslys måske. 

 

Og lo and behold: Det viste sig, at der var et skattekort gemt på nettet, der med stor præcision viste vej til et eftersigende kæmpemæssigt havtornekrat. Denne gang var det næsten for let. Så let, at en grad af forlegenhed over min første lidt for eventyrlystne mission begyndte at snige sig ind på mig. Men sådan er det jo: Når man ved, hvor man skal lede, går det ofte som smurt i kvalitetstestet lindolie. Også denne gang. Jeg fandt busken. Eller rettere sagt et væld af buske. Og ja, glæden ved at have fundet bærret var da til stede, men ingen tvivl om, at en del af attraktionen er selve jagten. Dette er næppe raketvidenskab, men tillad mig alligevel at give et eksempel: Brombær flyder på fælleden, som mælk og honning flyder i paradis, og det gør det på sær vis mindre attraktivt at plukke bærret. Det er sgu lidt som at være på kontanthjælp. De fleste vil hellere arbejde for føden. Eller: Hvis antilopen lægger sig ned for løven, står den blot forvirret og kigger: ”Hvorfor fanden løber du ikke, din usle antilope, det var sgu da utroligt!” OK. Lad digressionen slutte.

Under alle omstændigheder stod dér den sagnomspundne busk foran mig. Når nu havtornsbuske er så svært genopdrivelige håber man i sit stille sind på, at det er en rar proces at plukke dem. Men her må du tro om. Havtorn har ingen grad af venlighed gemt i sig. Ingen. Det er en busk og et bær i konstant, og på alle tænkelige måder, forsvarsposition. Man kan ikke plukke et enkelt bær, for de er kilet fast til grenen, og derudover er grenen befæstet med dræberpigge. Find saksen, eller nu du er i gang, øksen eller ørnenæbet og klip hele grenen af, gerne med vold og magt og blodstyrtede øjne. Derefter: Find dit bær-sadistiske mind-set frem og frys grenene ned i et par dage. Når tid er, tag dem op af fryseren og slyng dem med al din brutale hulemandskraft mod en hård overflade. Hvis du er heldig og jeg gentager, heldig, vil du se, at det kompakte bær endelig overgiver sig som en aristokrat, der omsider kaster sig på knæ for pøbelens urokkelige og revolutionære magtliderlighed. 

 

Lad mig sige det på denne måde: At plukke havtorn må være den opgave, man sættes til ved indgangen til helvedes port. Når bærret først er bedrevet fra grenen og dens fjendtlige pigge, er der tale om velsmagende små bomber af gode sager. Din gane bydes velkommen til havtornens rige med en gedigen knytnæve af syre, der mest af alt minder om et blend mellem autocitron* og passionsfrugt. Og de kan bruges til forskellige ting, men det ved jeg intet om. Jeg spiser dem rå. Og jeg tygger kernen, der er hård som ind i helvede, men når man har skænket halvdelen af sin livskraft for at åbne op for de gode sager, tager man fandme det hele med. Alt andet er blot arrogant og first world-agtigt. Nuvel, lav da en marmelade, hvis du har lyst, men for mig at se er det en lidt for åbenlyst romantisk tilgang til et ubetinget ikke-romantisk bær. Havtorn plukkes desuden bedst efter den første frost – findes der et mere himmelråbende tegn på, at dette måske er den mest bæstagtige frugt, der findes?

 

Så, for at samle op: Hvis havtorn er et entydigt genstridigt bæst, og måske endda ikke smager endegyldigt fantastisk, hvorfor så elske dem med hele dit (sorte) hjerte? Hvorfor er busken på fælleden mit sted? Tjo. En brombærbusk – for nu at videreføre analogien – slutter sig ud, lader sig plukke nemt, men med havtorn har man altså erobret den mest hard to get-kvinde indenfor bærregimet. Når man således ser tegn på afklippede grene, der afslører, at endnu ukendte, ligesindede havtorns-pirater har været der før mig – og måske endda har stjålet de bedste grene – kan man ikke andet end at blive blot en smule fornærmet. For dette er jo min private kamp. Og ens private kamp overdrives altid. Så, ja, selvfølgelig har jeg overdrevet i denne artikel. Tag derud og se det an. Måske havtorn blot hader mig. Måske de for dig falder af grenen, som dråber falder af istapper, når plusgraderne melder sig, måske ikke. Men hvis sandsynlighedens terning rammer rigtigt, kan det hænde, vi ses der en dag. Vores øjne vil i så fald mødes i en skæv blanding mellem et fordækt smil og ren og skær kostbar arrigskab – og hvis det eventuelt skulle komme til en kamp om retten til havtornebusken, kan vi jo passende bruge en barbarisk-stikkende havtornegren som våben. Kælenavnet, som jo i virkeligheden ikke kan betegnes som et kælenavn, thi dette lyder alt for romantisk – tornen fra havet – indbyder åbenlyst til brutalitet og blodig kamp. 

 

Og hvor ligger den så, denne kæmpemæssige busk, spørger du måske? Tja. På fælleden. Et eller andet sted. Find et skattekort. 

 

Og nu til første del af en kort epilog. 

 

De bedste udtryk har snert af en klagesang. Menneskets vilje overfor verdens uvilje. Men havtorn har, på underlig vis, en art vilje, som bliver næsten menneskelig. Som indbyder til kamp. Man kan stå og skrige op af et træ, fordi det blot står der i sin nøgenhed. Men havtorn står der aldrig blot. Det er aldrig nøgent. Det siger med en bitter, sur stemme: ”Tag mig hvis du tør, men du tør ikke!” I viljen er også uviljen gemt. Således: Hvis naturen har en vilje, hedder den havtorn. Jeg vil i denne ånd skrive et lille klagesangs-digt til havtorn. Et lille sadomasochistisk elsk/had-digt om havtornens vilje. Bare for at være fucking underlig og for måske at være den første til at gøre netop dét i verdenshistorien. Og ja, titlen er vel passende: Here goes, og god jagt!:

 

Tornen fra havet

 

Oh, du djævelske havtornebusk, hvorfor stikker dine pigge så hårdt?
Jeg er jo bundet til at komme til kort!

Du gemmer dig gerne langs kyster, ja, du gemmer dig for alle og enhver
Man skulle tro du var født til besvær!

 

Havtorn, du naturens svar på Fort Knox, bærrets svar på Parthenon
Sænk ej paraderne, for du får at smage, din usle ånd!

 

Tal til mig! Hvem er antagonisten, dig eller mig?
Kan vi bytte roller, er det hele blot en leg?


Lad mig bryde ind af dit riges port, lad os dele i fællesskab!

Lad os starte et sadomasochistisk ægteskab!

/Daniel Skipper Rasmussen

Hvor: Uspecificeret destination på Amager Fælled.

Hvornår: Året rundt, men hvis du vil kæmpe mod bær, så kom fra september og frem mod jul.

Hvorfor: Fordi du har det for godt.

Mønt: Det koster ingen penge, men det kan koste dig dit liv.