Grand Teatret

grand-teatret-kim-granli

GRAND TEATRET. //Foto: Kim Granli

 

Grand Teatret står for mig som noget magisk.

Med undtagelse af den lørdag aften jeg som tiårig trådte ud af biografsalen, bjergtaget efter at have været på eventyrtur med Polarekspressen, og den nyfaldne sne indhyllede byen i hvid magi, som om filmens fortryllelse ikke var hævet helt endnu, har mine bedste filmoplevelser fundet sted i teatret på Mikkel Bryggers Gade. Og har gerne været i mit eget selskab.

Tidligst husker jeg, hvordan det emmede af noget ubestemmeligt uopdaget at købe en enkelt billet til en formiddagsforestilling af Her. At blive anvist en plads i en af kældersalene og sidde sammen med de andre formiddagsgængere, mens jeg masede rundt med mit overtøj og ikke vidste, hvor jeg skulle kigge hen. At mærke lærredet tryllebinde mit blik, mens lyserøde bølger strømmede over mig.

At føle mig blive indviet i en hemmelig klub.

Det var næsten ødselt at starte dagen ud på den måde, når København led i sin flade februargråhed udenfor. Det var en luksus, jeg dengang vægrede en smule ved at unde mig selv, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle tage imod den, men som nu står som den ultimative, u-undskyldende selvforkælelse.

Sidst jeg var i Grand var en tidlig onsdag eftermiddag i februar for at se Youth. Billetpigen solgte mig en billet midtfor på den række, hvor, som hun bemærkede, sæderne kunne lænes tilbage. Det var næsten for meget.

Efter at have købt en kop kolbekaffe til at skylle min medbragte ostemad ned med, fandt jeg en plads langs en af biografcaféens bespejlede vægge. Et bord til to, min ostemad og jeg. Resten af caféen var tætpakket, ganske tydeligt udelukkende af pensionister og en enkelt ung ledsagerske. Nogle for at se Himlen over Havana eller Kollektivet, andre for som jeg at se Youth, tro det eller ej.

Inde på sal tres plyssede sæder sad mine medpublikummere, 40 pensionister, og jeg og lod os rive med. Til højre for mig sad en herre, der noget så ejendommeligt grinte gennem næsen og brummede ganske sagte. Til venstre for mig sad to ældre damer, hvis latter undertiden mindede om forstummede hvin. Selv lo jeg ubekymret. Hvordan kunne jeg lade være.

Og da filmen var slut, summede jeg af velvære.

For en tur i netop Grand Teatret er en oplevelse, der starter, inden filmmagien laver sine krumspring over lærredet, selv inden jeg har min billet i hænde eller overhovedet er trådt inden døre.

Det er følelsen af at digte med og digte til. Altid at huske teatrets hall henlagt i et mere glødende lys end egentligt. At bilde sig ind at kunne fornemme en rungen af hundrede års biograflatter. At lade sig henrykke som en førstegangsbiografgænger. At det gamle kan bestå og magien med.

Af fordums glans.

I Grand Teatret bliver biografen magisk igen.

 

//Christine Melau Risager

 

Hvor: Mikkel Bryggers Gade 8, 1460 København K.

Hvornår: Udelukkende på forestillingernes præmisser. Billetsalg og café åbner senest kl. 11 og holder sig vågne til hhv. 21.30 og 22.30. Tjek teatrets hjemmeside.

Hvorfor: Fordi film ikke bare skal ses i biografen, men i den bedste biograf.

Mønt: Gennemsnitligt 80 kr. for en biografbillet købt ved skranken.