Forbrændingen i Albertslund

Forbrændingen i Albertslund // Foto: Asger Skovdal Jepsen

 

Lige ved siden af Albertslund Station står det gamle forbrændingsanlæg. Med dets tårnhøje, nærmest knejsende skorstene og matte vinduer stod anlægget engang for forbrændingen af hele Albertslunds skrald og affald. Nu er affaldsforbrændingen og -sorteringen flyttet, og den betongrå bygning står nedlagt og alene tilbage.

 

Det er på alle punkter – på nær ét – et tilsyneladende normalt, gammelt, nedlagt forbrændingsanlæg, ikke meget anderledes end andre nedlagte anlæg eller anstalter fra den danske industris beton- og stålbeklædte fortid. Forbrændingen i Albertslund er et normalt anlæg – bortset fra, at det nu er hjem for et af Vestegnens mest populære og hippe spillesteder. Det er faktisk så hipt, at en stor del af klientellet kommer fra Københavns mere centrale, brostensbelagte kvarterer og gader, og kendte kunstnere som Phlake og Marvelous Mosell enten har eller kommer i fremtiden til at lægge ruten forbi Forbrændingen – med sine iøjnefaldende høje skorstene – og spille koncert.

 

Det er egentlig et lidt mærkeligt sted at have et spillested, tænker jeg for mig selv, mens jeg går igennem tunnelen op fra stationen og ind på den store, gamle industriplads, hvor anstalten ligger. Hvem placerer en forbrænding så tæt på byens centrum med dets butikker, offentlige pladser og gågader? Da jeg nærmer mig indgangen, bemærker jeg først nu, hvordan bygningen egentlig ser ud. Med sine skyhøje skorstene, udvendige varmerør, matte vinduer, tunge metaldøre og rustne svalegange bibeholder Forbrændingen udseendet, der præger typiske industrielle bygninger; rustikt og råt. Ikke et særligt oplagt sted for kulturtilbud, ville nogle måske tro, men netop dens aparte udseende gør den til en oplagt og fremragende placering for et kulturhus – og samme tanke har andre borgere i Albertslund også fået.

 

Koncerter, live events, you name it! I dag huser bygningen nemlig en stor palet af aktiviteter og livemusik. Her kan man høre og se alt fra hip-hop, heavy metal og country, og store navne som Suspekt, Danseorkesteret, The Savage Rose og Shaka Loveless har alle spillet inden for anlæggets grå, rå og tunge betonvægge. Samtidig er det hjemsted for en masse af byens lokale kulturarrangementer, såsom fællesspisninger, temafester, foredrag og oplæsninger. Forbrændingen huser endda en klatrevæg, der er meget elsket af børn såvel som voksne og barnlige sjæle.

 

Dog tænker jeg stadig: hvordan hændte det, at en så spøjst placeret industribygning blev til et af de mest alternative kulturhuse på Vestegnen – og i København? Ifølge deres hjemmeside fik Forbrændingen sin ilddåb i 1990’erne, da en kulturkåd gruppe unge vest for København i lang tid havde sat deres øjne på det gamle anlæg. Da de fik tilbuddet fra kommunen om at grundlægge et kultursted i byen, slog de til. Med støtte fra Albertslund Kommune og de frivillige kræfter i Foreningen Bag Forbrændingen er den gamle betonklods af et anlæg nu et af de mest kendte og populære ikoner og kultursteder i Albertslund. Frem for at samle affald sammen og brænde det, samler Forbrændingen nu folk sammen fra nær og fjern for at brænde dansegulvet.

 

Jeg opdagede Forbrændingen for nylig, da de store navne, den alternative beliggenhed og de skæve tilbud tiltrak mig; så jeg besluttede mig for at sætte mine fødder inden for Forbrændingen for første gang ved at tjekke det ud. Jeg træder indenfor, og det første, der slår mig, er, hvor højt til loftet, der egentlig er. 420 kvadratmeter og ni meter til loftet lyder ikke som meget på papiret, men inden for bygningen opdager man hurtigt, hvor meget rum og hvor meget plads, der kan være i et gammelt forbrændingsanlæg. Gitre i stål dækker gulvene, varmerør i metal stikker ud hist og pist fra væggene, og jernbelagte catwalks og gange hænger over rummet. Klatrevæggen sidder fast nær en af væggene. Den hænger nærmest truende ind over rummet, som om den vil bekræfte sin dominans over bygningen. Det er en næsten overvældende tanke for mig, selvom det også er lidt fjollet, men for børnene i Albertslund er det mere end en kærkommen udfordring.

 

Hovedattraktionen for én som mig, en stor koncertgænger og udforsker af alternative steder, er selvfølgelig selve scenen, der står centralt placeret inde i et af de massive mure i bygningen. Udformningen af den får mig til at tænke på et helligt og vejledende religiøst relief, som om den her scene hele tiden har været en del af forbrændingsanlæggets fundament. Den er tom nu, men i dette øjeblik, hvor der bliver gjort klar til at fyre op for den næste store fest, kan jeg stadig mærke den energiske varme og kraft, som tiltrækker folk. Hvor mange mennesker mon også har følt varmen her? Hvor mange har valfartet hertil i en søgen efter at feste – eller bare for at blive kultiveret? Nogle kunne fristes til at spørge, hvor mange er blevet tændt op til en koncert i Forbrændingen? Jeg ved det ikke. Men i stedet for at gruble over tal, vil jeg glæde mig til at lægge ruten forbi Albertslund Centrum igen. Måske når Marvelous Mosell spiller den 27. januar næste år.

 

// Foto: Asger Skovdal Jepsen

 

Hvad: Alternative kulturoplevelser og koncerter på Forbrændingen, Albertslund.

Hvor: Vognporten 11, 2620 Albertslund.

Hvorfor: Tag til Forbrændingen, hvis du vil opleve en anderledes kultur- og koncertoplevelse i rustikke og unikke omgivelser i bedste industristil.

Hvornår: Næste arrangement er julekoncert med Stine Michel, som finder sted søndag den 10. december kl. 15:00. Andre arrangementer og koncerter kan findes på hjemmesiden.

Mønt: Varierende priser, men koncerten, som jeg glæder mig mest til – Marvelous Mosell – koster 199 Kr.

 

// Alle fotos: Asger Skovdal Jepsen

En nævenyttig medienørd, der til dagligt læser journalistik på Roskilde Universitet. Kronisk storforbruger af litteratur, film, musik og øl. Tænker alt for meget over, hvordan forskellige medier påvirker vores tilværelse i samfundet og i hverdagen.