Fisketorvet

//Foto: Stine Merrild

VORES STEDER: Du knejsende gråsorte storcenter-eksistens, hvorfor er jeg så vild med dig? Dit lys er skarpt, din luft er tør, og du er firkantet i faconen. For mig er du hverken særlig varm eller køn, så hvorfor i alverden bliver jeg ved at vende tilbage til dig?

Du er altid lige på vejen. På vej til skole, på vej hjem fra arbejde, på vej til Amager, på vej fra Vesterbro, og lige nær ved Dybbølsbro Station. Din placering ved siden af den populære, københavneremblematiske cykelslange (læs i øvrigt hyldest her) er belejlig og måske en af grundene til, at jeg ofte slår vejen forbi dig og slentrer gennem dit knitrende, overoplyste indre. Du er altid lige på vejen, Fisketorv.

Der er noget ironisk over dit navn: ”Fisketorvet”. Noget, der peger i retning af en organisk og historisk natur. Men jeg ved, at det ikke er deri, din charme ligger. Man kan tyde det af din kantede statur: Her håndterer ingen hårdtarbejdende handelsfolk fisk, som de nok har gjort det på dit fundament for år tilbage. Det er som om, ingen har skelet til din oprindelse, da de navngav dig. Sommetider griber jeg mig selv i at tvivle på, at det overhovedet er sandt, at der engang blev handlet med fisk på samme underlag, som du nu knejser på. Med dit moderne glasparti, hippe møbelinventar, der pryder gangene indendørs, og dit forfærdelige engelskklingende tilnavn ”Copenhagen Mall” er du mil fra at være et jordnært knudepunkt for travle handlende. Det eneste der nu forbinder dig med fisk, er den kæmpemæssige fiskeskulptur i pudset stål, der som et livsvigtigt organ markerer dit centrum.

Fra dette fisketorv i midten af dig udgår alle dine bevægelser: Pølsehorn fra Føtexbageren gnaskes, skruer og sprit fra Silvan forhandles, cremer, lærredsbukser og bøger puttes i poser, og dyre kopper lattekaffe slubres af papkrus. Her står jeg og kigger op mod fiskene i stålskulpturen. Jeg har ikke lyst til pølsehorn, ikke brug for skruer og bliver kvalm ved tanken om klistrede cremer.

hvorfor behager du mig sådan, Fisketorv? Hvorfor vender jeg igen og igen tilbage til dig?

Fordi her er ro. Herinde i dit overoplyste inderste, hvor mit hår bliver elektrisk, tøjet knitrer på kroppen og pølsehornsduften uvægerligt sætter sig i næsen, forstyrrer akkurat ingen mig. Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen i min omgangskreds, der ville drømme om at sætte sin fod her. På denne måde bliver Fisketorvets moderne og upersonlige eksistens mit tilflugtssted, når jeg har brug for et afbræk på vej fra A til B. Her er jeg næsten sikker på ikke at møde nogen. Og det kan fra tid til anden være rart nok at færdes et sted i København uden frygten for at støde tilfældigt ind i en bekendt. At kunne nyde fiskene i stål på torvets midte helt for mig selv.

Jeg bliver glad og let ved tanken om, at mit flugtsted camoufleres af sin egen prangende glasfacade og centrale placering; det anonyme ydre, der afskrækker de fleste jeg kender, og får dem til at søge mod mere charmerende shoppingsteder. Fisketorv, du forsøger ikke at være andet end dét, du er: Et storcenter med alt hvad det indebærer af upersonlighed, rene linjer og praktiske løsninger. Netop dét er jeg dig taknemlige for. Det gør din funktion som socialt ly uigennemskuelig, så jeg hos dig kan være helt for mig selv. Det er min lille hemmelighed midt på Dybbølsbro. Jeg bliver stående ved stålfiskene lidt endnu. Fisketorvet, mit fristed.

 

HVAD: Fisketorvet / Copenhagen Mall.

HVOR: Kalvebod Brygge.

HVORNÅR: Når du har brug for at møde ingen.

MØNT: Gratis. Altså bortset fra de penge du kommer til at bruge på pølsehorn fra Føtex-bageren eller dimser i Glitter.

Danskstuderende teaterskribent med kærlighed til sprød efterårsluft, wienerbrød, udklædningsfester og site-specific-teater.