En Park til Folket

//Foto: Anna Huynh

//Foto: Anna Huynh

 

”Vores Steder” kalder vi på redaktionen denne form for skriv. Vi kalder det ”vores”, fordi vi føler et ejerskab over dem, og vi omtaler dem og publicerer det, fordi vi vil dele dem med vores læsere. Der er efterhånden mange små artikler om Københavns skønhed; alt fra den smukkeste udsigt til den lækreste latte.

 

I denne uges skriv vil fokus være på et meget kontrastfyldt sted. Det kan tage sig ud som en skønhedsplet på Nørrebros ansigt, men skønhedspletter er ikke altid kun skønne.

 

Stedet er en park, der rummer Københavns samlede diversitet på et relativt lille område. Den blev renoveret for et års tid siden, så den nu mest af alt ligner en forvokset legeplads. Farverige søjler stikker skråt op, som en underlagt kommentar til gentrificering og mondænitet, der blandt andet har ramt naboen, Folkets Hus. Mens kommentaren står usagt, render børn rundt med forældrene i halen. De svinger, hopper, falder og bløder. Men legen fortsætter altid. Børnene tager sig ikke af menneskene, der altid sidder i det samme hjørne af parken. De sidder med store, sorte sække, der ofte er sprængfyldte. De sidder med en masse gamle cykler omkring sig, og de taler oftest et sprog, som mange københavnere ikke forstår. De venter. For de har ikke et hjem, så de håber på, at de denne aften får en seng på herberget ved siden af. Men indtil mørkets fald sidder de i parken og snakker. Og venter.

 

Børnene bemærker ikke de hjemløse. Det gør de unge, smarte studerende, der slubrer latte og gourmetsnacks i sig på det andet hjørne af parken, heller ikke. Her sidder vi og nyder vores Foucault-referencer og seneste tatar-oplevelse over en vellavet toast hos Fætter Fætter. Her kan vi få specielle, eksotiske kaffebønner, der er ristet på en helt bestemt måde, fra Depanneur. Men min personlige anbefaling, hvis man gerne vil have lidt kolorit på tilværelsen, er at besøge den etiopiske restaurant længere nede af Griffenfeldsgade. Den er så autentisk, som noget overhovedet kan blive i København. Jeg har ikke smagt noget lignende andre steder – og slet ikke til den pris.

 

Folkets Park er smeltediglen af Københavns kulturer. Folkets park er for børn, for flaskesamlere og for unge, der skal prøve den efterhånden gamle nye hipsterspise, Ramen – selvfølgelig i samarbejde med det absolut ikke-japanske ølbrand, Mikkeller.

 

Folkets Park er i sandhed folkets park.

Kulturentusiasten, der elsker at formidle, dele og skabe kultur i København. Daglig leder på VINK er min primære funktion, men ideudvikling, research og skriblerier lurer altid i skuffen.