Det store palmehus

Det store palmehus

Foto: Augusta Carøe

Når der er noget der nager mig, søger jeg som regel ud af min lejlighed og ud i byen. Her finder jeg  ro i at se, hvordan livet går videre for resten af københavnerne, og hvordan de ikke tager den fjerneste  notits af mig, selvom jeg selv føler, mit problem er meget vigtigt! Der er især et sted, der formår at tømme mit hoved og give mig ro i kroppen – det store palmehus i Botanisk have.

 

Jeg er stor fortaler for at se, og nyde, de små ting omkring os. Den første kop kaffe om morgenen, det lys der sniger sig ind mellem mine gardiner i mit soveværelse, solen i mit ansigt, et smil fra en tilfældig på gaden eller forårets første blade på træerne. Måske især det sidstnævnte betyder noget særligt for mig. Der er i virkeligheden ikke tale om en lille ting, men nærmere en af de helt store. Her tænker jeg på liv, og ikke liv blandt mennesker, men det liv som summer ud af planterne omkring os. Træer, blomster, kaktusser, urter, buske og alt hvad der ellers findes af grønne skabninger. Jeg er uendelig fascineret af den kraft, der ligger bag en plante og dens evne til at gro i alt fra potter til grusstier. På en måde uendelig skrøbelige, men samtidig i stand til at bryde igennem asfalt i vejen.

Jeg er på ingen måde botanisk anlagt. Jeg bor i en lejlighed, jeg studerer et litteraturfag på universitetet, og jeg arbejder på et kontor. Det er ikke sådan, at jeg bruger al min tid på at forstå og studere planter, jeg finder bare en enorm ro og glæde i dem. Der er noget ærefuldt i at betragte noget, der er lige så spillevende som jeg selv, men som ikke er destruerende eller gør opmærksom på sig selv. Jeg tror ikke, der findes hverken jalousi eller krig blandt planter, de har fundet deres eget misundelsesværdige system, hvor der er plads til alle.

Det er denne ro og fascination, der gør, at jeg altid tager forbi det store palmehus i Botanisk Have. Ikke nok med dette sted er ustyrligt smukt, så er det også gratis at komme forbi. Du skal blot ned igennem Botanisk Have, op af den store trappe, og så står du foran det smukkeste drivhus i Danmark. Foran dig breder sig nu en 94 meter lang glasskønhed, som byder indenfor. Det er her, magien opstår!

En ting er den meget koncentrerede mængde af blomstrende liv, men palmehuset kan også gøre noget andet for dig. Når du træder ind ad døren i det store drivhus, rammes du af en trykkende varme. Dette skyldes, at de forskellige drivhuse er indrettet med klima fra forskellige steder i verden. I det store runde hovedhus findes alle palmerne, og der er derfor subtropisk regnskovsklima. Du befinder dig med andre ord pludselig i et helt andet land, og hvem har ikke længtes efter troperne, når vejret i København viser sig fra sin værste side? Bevæger du dig længere ind i planternes stille ro, finder du en lille hvid vindeltrappe, som tager dig niveauet længere op. Du træder her 7-8 meter op i højderne og har nu mulighed for at gå rundt langs glastaget i det runde drivhus. Helt deroppe blandt palmetoppe og trækroner kan det være svært ikke at føle sig både flyvende og meget eksotisk.

Netop derfor er palmehuset et særligt sted! Det er her, jeg søger hen, når jeg har brug for at se liv, der gror uhindret og uden bekymring. Det er her, jeg søger hen, når jeg får brug for fjernere kyster, men min bankdame siger nej. Det er her, jeg søger hen, når mit hoved skal have ro, og det er her jeg søger hen får at se på noget smukt, som ikke er bygninger og urbanitet i sig selv.

Det er derfor palmehuset forener både de helt små glæder, men også leder mine tanker på noget, der er meget større end mig selv. Dette sted giver mening for mig, og når jeg står under glastaget og ser på et palmeblad, så virker mit eget knudrede hoved ikke så krøllet alligevel. Palmen gror midt i byen, og jeg vil forsøge at gøre det samme.

På anbefaling herfra, nyd det tropiske klima, de smukke omgivelser og planternes forunderlige verden. Nyd mit palmehus!

//Anne-Sofie Bau Madsen  

Hvor: Botanisk Have – Indgang via Gothersgade 128, 1123 København K eller Øster Farimagsgade 2C, 1353 København K

Hvornår: Palmehuset – 1. april – 30. september: 10-17 (alle dage) – 1. oktober – 31. marts: tirsdag-søndag 10-15

Mønt: Ganske gratis

Bylivsredaktør med hang til Cava og tatoveringer. Har en skjult IT-dronning i maven og elsker når folk tænker anderledes end mig selv. Studerer journalistik og laver gerne overtræk for en ekstra rejse. Er dårlig til vinter men god til skaldyr.