Den gule mur

//Foto: Alexander Jespersen

Du strækker dig fra Kapelvej til Jagtvej som en lang gul sol. Du får mig altid til at smile, når jeg cykler forbi. Du er gammel og slidt, men du får hele Nørrebrogade til at lyse af historie og farve, som den umage tante i familien med de farvestrålende tørklæder og ringe, der altid skiller sig ud og fortæller historier, og som aldrig kan undværes. Du gør mig glad, og jeg cykler gerne ad Nørrebrogade i stedet for Tagensvej bare for at kigge på dig, selvom den københavnske cykeltrafik er langt værre her og irriterer mig så grusomt.

Du kan fortælle historier om Nørrebrogade helt tilbage til 1760’erne, hvor du blev bygget for at omgrænse en nyanlagt  kirkegård tiltænkt de fattige og pestdøde københavnere, som ikke kunne få plads på de øvrige gravpladser. Du kan fortælle om både pesten, da Nørrebro fik sporvogn og om dengang, jeg gik lidt for tæt på dig, og du gjorde min lyse sommerjakke helt gul.

Om efteråret er du smuk og melankolsk, når din gule farve spiller så flot sammen med de orange, brune og røde blade på Assistens kirkegårdens efterårsblade. Du minder mig om æblekager, varme kaffer og gåture. Om sommeren er du Nørrebros sol, og jeg har lyst til at kigge på dig hele dagen, fordi du gør mig glad.

Men mest af alt elsker jeg dig, fordi du er gammel, slidt og uperfekt. Du står i kontrast til den effektiviserede hverdag, der præger københavnerlivet. Vi skal stresse og perfektionere hvert eneste minut væk. Når vi cykler, skal det gå hurtigt, når vi går, skal vi næsten løbe, og når vi bager boller, skal det helst være de koldhævede, så de kan hæve, mens vi sover.

Men du står bare der midt i murstens-København – gul, slidt og ikke til større nytte.

Det er forholdsvist nemt at snyde sig uden om dig, hvis man vil besøge din kirkegård om natten.

Du er ikke særlig pæn med din slidte puds, og med din gule farve skiller du dig grusomt meget ud, men du er alligevel så rigtig.

Jeg håber aldrig, du ændre dig. Du er et af mine holdepunkter i min stressede hverdag. Du minder mig om det gode i det uperfekte, slidte og gamle, og du bekræfter mig i, at alt ikke behøver have en større mening. Du er mit sted, når jeg har brug for bare at være glad og være til.

Læser journalistik på RUC og elsker ord, har let til latter og mister mindst et par luffer pr. vinter.