Cosy Bar

//Foto: Karin Skaarup

 

I min omgangskreds er det en evigt tilbagevendende diskussion om, hvilken tidsalder man kunne tænke sig at have været ung i. Folkefesten efter Berlinmurens fald i 1989, 1950’ernes New Orleans med jazz, blues og rhythm eller slutningen af 1800 tallets opblomstring i Paris med tilhørende avantgarde fester. Drømmene er uendelige, men jeg finder altid mig selv ophøje de pompøse 1920’ere, hvor efterkrigstidens kultur lød genklang i et stålfast carpe diem.

Under CPH:DOX fik jeg på Bremen Teater set dokumentarfilmen om det legendariske Studio 54 i New York, der åbnede i 1927. De 98 minutter emmede af en konstant higen efter at forglemme og fortabe sig i øjeblikket. Leve for nuet. Glemme imorgen. Det famøse disko-paradis skabte et forum, hvor der var plads til alle individer og hvor alle udskejelser var velkomne – om de var af seksuel, avantgarde eller opportunistisk art.

Tiden var en anden, men følelsen kunne jeg kun nikke genkendende til. Tanken ramte mig; hvilket sted kender jeg der giver mig samme følelse i København?
Svaret kan kun være Cosy!

 

Det er mandag. Med en ven er jeg, ikke intentionelt, blevet godt snalret og vi bliver enige om at treate vores mandagstrætte kroppe med endnu en gulddame på McKluds. Klokken bliver 02. Sidste udskænkning. Vi kigger begge på hinanden. Næste øjeblik befinder han sig bag på min cykel og destinationen er klar. Cosy it is.
Studiestræde forekommer stille og de sædvanelige værtshuse og barer er lukkede. Vi ankommer i højt humør. Op af trappen, skubber til den halvfedtede dør og bliver mødt af en bartender med v-udskæring til navlen og et tykt lag glimmer der pryder brystkassen. Cosy er tom. Musikken er larmende. Jeg får spørgende råbt ind over bardisken om de lukker snart. Først klokken 06 lyder svaret. Om der er kunder i biksen eller ej. Et smil breder sig på mine læber.

 

Cosy har i mange år været mit faste go-to spot. Jeg ved det har været en god aften, når jeg har været på Cosy. I weekenden er baren proppet og er et sansebombardement af dimensioner. Jeg når sjældent at observere noget som helst, eftersom jeg befinder mig i en lykkerus af Cher-sange, diskokugler og et dansegulv så tætpakket og fedtet, at man næsten står fast. Stedet er småt, intimt og det store spejl på dansegulvet der giver illusionen af et større sted, har ofte snydt mig i brandert. Med et unisex toilet, kæderygning og omfavnelser i alle afkroge, gør Cosy op med den politiske kulturelle korrekthed der synes at sprede sig i samfundet. På Cosy er intet sort og hvidt. Intet er umiddelbart eller definerbart. Der er halvtreds paletter af gråzoner og her handler det ikke om hvem du er, men snarere hvor du er.

Cosy kan naturligvis ikke konkurrere med Studio 54. Cosy skal ikke konkurrere med Studio 54. Vi lever gudskelov ikke i en efterkrigstid, men mantraet fra Studio 54 om at leve for øjeblikket, vil nok lyde genklang i en uendelighed. Og selvom der aldrig er nogen der er ankommet på en hvid hest, haft en leopard i hundesnor eller en dynejakke fyldt med dollarsedler og coke, så er Cosy et frirum, hvor jeg kan være tilstede i nuet og putte lidt glimmer på tilværelsen.

 

/Ida Ågård

 

Hvor: Studiestræde 24, 1455 København K

Hvornår: Søndag-tors 22-06, fredag-lør 22-08

Hvorfor: Fordi du altid kan bruge lidt ekstra konfetti i dit liv.

Mønt: Garderobe fredag og lørdag på 10 kr. Derudover kan man blandt andet få en flaskeøl til 33 kr.

Studerende på KU der elsker ost, latter og sene nattetimer. Bryder ofte ud i sang, både i Netto, på cykelstierne og til privatfesterne. Dyrker at være tilstede i nuet, er kæmpe fan af specialøl og lever efter den overbevisning, at sushi kurerer både tømmermænd, sygdom og kærestesorger.