Busstoppestedet i Brønshøj

busstoppestedet-i-broenshoej-sarah-friis

BUSSTOPPESTEDET I BRØNSHØJ //Foto: Sarah Friis

 

Mange siger, at Nørreport er Københavns knudepunkt. For mig er det et lille simpelt busstoppested i Brønshøj. Helt præcist to stop efter Brønshøj Torv. Stoppestedet hedder Veksøvej.

Det er Brønshøjs knudepunkt. Mit ståsted. Stedet hvor jeg nyder min ventetid.

I dette knudepunkt mødes tre af de mest brugte buslinjer, 5A, 350S og 2A. Disse linjer går hver i sær mod Husum, Ballerup og Tingbjerg. Den anden vej ender de på Amager. Kort sagt: fra den ene ende af Storkøbenhavn til den anden.

Her elsker jeg at stå og iagttage mine medventende. Stoppestedet samler nemlig “hele” Brønshøjs befolkning. Både den originale “Brønser”, som er født og opvokset i denne lille forstad og som kender bydelen som sin egen bukselomme. Den unge københavnerfamilie, som er flyttet hertil for at få mere natur stadigt tæt på byen. Og ikke mindst folkene og familierne fra det berygtede Tingbjerg.

Disse (groft optegnede) grupper ser jeg hver dag samles om det samme ­ nemlig at vente på deres bus, som skal føre dem videre på deres vej. Måske er det her knudepunkt i virkeligheden det mest integrerende i Brønshøj? Alle er vi plantet i en fælles situation, alle samles vi om ét. Nemlig at vente på vores bus.

 

Du kan ikke vælge dine venner her 

Vi lever i en hurtig tid. Er der mere end 5 minutter til næste bus kommer, giver vi op og tager en Über (gælder nok især os københavnere).

Vi stræber efter at bruge tiden med de rigtige mennesker, nogle vi selv har udvalgt nøje. Og det er jo det sjove ved busstoppesteder. Her vælger vi ikke, hvem vi venter sammen med, her er vi ikke herre over, hvor lang ventetiden er.

Måske vi skal være bedre til at omfavne dette øjeblik? Nyde roen i ventetiden og ikke være så bange for at vente med folk, vi ikke selv har valgt til.

Jeg prøver selv at nyde ventetiden ved busstoppestedet. Du burde måske gøre det samme?

//Sarah Friis