Amager Strand

Amager Strand // Foto: Kjartan Hansen

 

Ikke for at udfordre Dronning Louises Bro, som også er et dejligt sted. Men Amager Strand er et fantastisk alternativ på en varm fredag eftermiddag, når der ikke er plads på broen til alle byens børn og deres fredagsøl. For få år siden var der relativt stille og nogle gange næsten mennesketomt. Nu er det blevet til et vandhul, hvor københavnerne kommer for at køle ned i sommervarmen. Stranden har i mange år været mit tilflugtssted, når byens skønne klang bliver for intens og bliver til larm.

 

Amager Strand med sine vindblæste, græsbevoksede sandbakker, hvor solbadende gæster gemmer sig for forbipasserendes indtrængende blikke. Bakkerne danner også et fantastisk læ for vinden og en god nakkestøtte, når man lægger sig med lidt sommerlæsning, imens man bliver brun, solskoldet eller fregnet. Men netop vinden tiltrækker også helt andre typer end os, der har en bog med på stranden. Allerede før man når frem til stranden, kan man se faldskærme i alle regnbuens farver suse rundt i luften. Hvis man kigger nærmere, opdager man snart, at det er vindsurfernes sejl, som pynter i horisonten.

 

Jeg kunne nemt skrive en liste af aktiviteter og oplevelser, som er tilgængelige på Amager Strand. I min omgangskreds har vi ofte snakket om at bruge nogle af Amager Strandparks populære tilbud som gokart, minigolf, kajaksejlads og vandpolo. Men det er altid blevet ved snakken. Måske skulle man bare gøre det eller indse, at man ikke er et atletisk friluftsmenneske. I hvert fald har jeg i årenes løb haft en helt anden oplevelse af Amager Strand, hvor jeg kun har svedt af solens varme og ikke af fysisk aktivitet.

 

Som mange andre opdagede jeg stranden, fordi en tur på stranden med solcreme og et badehåndklæde hører sig til om sommeren. Amager Strand var det oplagte valg på netop den dag for efterhånden seks år siden, fordi jeg lige var flyttet ind ti minutter derfra, og Bellevue Strand var alt for langt væk fra byen. Det blev til en hyggelig dag med kugle-is, latter og en kold dukkert i havet. Lur mig, om vi ikke også havde en engangsgrill med. Siden har det været et af mine foretrukne steder at gå ture, og jeg køber altid (undtagen i år) årets første is fra den fine, mintgrønne isbod på strandsiden af Lagunebroen, som ligner en amerikansk campingvogn fra 1950’erne.

 

Det er måske åbenlyst, at der er tættest befærdet om dagen. Men Amager Strand i skumringslys og tusmørke er mit yndlingssted i København. Jeg kan miste al fornemmelse for tid, når jeg går rundt i sandet med musik i ørerne, imens solen går ned. Jeg kan se lysene fra København glimte på den ene side og fra Sverige på den anden side. En frisk og saltet havbrise glider over mig, og før jeg aner det, er det blevet bælgmørkt. Kun skæret fra byen viser mig, hvor jeg går henne, og lyden af endnu et omkvæd overdøver stilheden. Det er som at være alene på sin helt egen planet. Følelsen af at være uden opsyn ligesom Palle i Jens Sigsgaards børnebog Palle alene i Verden (1942). At gå rundt i mørket med blød sand under fødderne i en stille verden overdøvet af lige præcis den sang, du selv ønsker at høre, er utrolig befriende og surrealistisk. Jeg ved faktisk ikke, hvor i København jeg kan føle mig så fri som på Amager Strand efter solnedgang.

 

Hvor: Amager Strand Promenaden 1, 2300 København S.

Hvornår: Døgnet rundt alle dage.

Hvorfor: Fordi det er et skønt sted at nyde sommeren eller holde en pause fra byens larm.

Mønt: Gratis indtil du køber en is.

Kjartan er filmredaktør og skribent med masser af plads i hjertet for nostalgiske Hollywood klassikere, Tarkovsky-film og aktuelle film i biffen. Når han ikke er opslugt af billeder i bevægelse, har han også en svaghed for pasta, en afsky for bladselleri og har angiveligt pænt krøllet hår.