Kvindesmedien

Kvindesmedien

Foto: Kim Granli

I min familie har vi ikke de klassiske traditioner. Bevares, vi besøger da Tivoli til jul, vi ser et bål til Sankt Hans, og vi siger da heller ikke nej til et påskeæg. Ofte ender det bare med, at vi holder mere fast i de lidt utraditionelle traditioner frem for de traditionelle.

Jeg husker tydeligt mit første møde med Christiania. Jeg var 15 år gammel og var taget til København med min veninde. Når man er født og opvokset i en lille by på Fyn, så er sådan en tur til hovedstaden ret eksotisk! Der var især et mål for øje med turen: vi skulle besøge Christiania!

Der var specielt to ting, der optog mit 15-årige hoved: lighed for alle og retten til at skille sig ud fra mængden. Jeg var derfor ikke sen til at kaste al min kærlighed på Fristaden, og da vi tog toget hjem den aften, havde jeg den der helt særlige teenagelykke i kroppen. Christiania var alt, jeg drømte om! Det faktum, at stedet eksisterer, kunne berolige min lidt for voldsomme higen efter at flytte til København. ”Stedet ligger der nok også om et par år,” tænkte jeg.

Det, der fascinerede mig, var mangfoldigheden, de alternative kunstinstallationer og muligheden for at købe alt med inkamønster, men der var et bestemt sted, der fik en særlig betydning for mig: Kvindesmedien! Først og fremmest bryster kvindesmedien sig af at være ligestillingens værksted. Her møder et maskulint erhverv de feminine håndværkere, og det hele forenes i en fin kombination, hvor håndværket er gjort til sit eget.

Sommeren efter jeg havde besøgt Christiania for første gang, var jeg tilbage, og her købte jeg muligvis den bedste gave, jeg har foræret nogen. En sølvring med en stor, lyseblå sten, som jeg gav min mor. En ting er, at ringen er smuk og lavet med en utrolig præcision og ynde, noget helt andet er tanken bag. Det er noget særligt, at kvinderne i smedien formår at fremstille alt fra stumtjenere i jern til smykker i sølv. Det er især denne fusion af den grove, spændende brugskunst og de helt små, sirligt fremstillede smykker, der får mig til at komme igen.

Kvindesmedien skulle også vise sig at blive en af de føromtalte utraditionelle traditioner, som min familie og jeg tog til os. Da jeg langt om længe kunne pakke mine ting og flytte min adresse over Storebælt, var min familie ikke sen til at komme på besøg. Det første sted, vi besøgte sammen, var Christiania. Her startede en ny tradition, og vi besøger derfor altid Christiania mindst en gang om sommeren og en gang til jul. Vi kommer for stemningen, mangfoldigheden og for en kop kaffe på månefiskeren, men først og fremmest kommer vi for at besøge kvindesmedien!

Her får vi et fælles fiks af synsindtryk og respekt, når vi nærstuderer butikken for både små og store skatte. Her kan min søster finde al den nips, hun ønsker sig, min mor kan købe smykker og ting til hjemmet, og min far får stillet sit behov for at opleve og se noget andet end den lille by, min familie bor i. Min mor taler stadig den dag i dag om en adventskrans, vi så et år til jul, og jeg cykler troligt derind hvert år til december for at se, om de ikke lige har lavet et ekstra eksemplar. Vi ved begge to, at det ikke sker, for det er noget af det andet fine ved stedet – alt er unikt og lavet i meget få eksemplarer. Det er også en af grundene til, at ringen var så god en gave.

Jeg vil derfor anbefale dig at tage et smut forbi Fristaden og besøge Kvindesmedien. Selv hvis du ikke er til Christiania og alternativ levevis, så vil jeg næsten garantere, at du vil finde noget i smedjen. Om ikke andet skal den besøges og opleves, fordi den så fint og stille understreger de udviskede grænser for kønsopdelte erhverv. Der er ikke noget, der virker opstillet eller påtaget ved kvinderne, der arbejder i smedjen. Tværtimod virker det som om, at smedjen er deres passion og hjertebarn, og hvis der er noget, der kan inspirere mig, så er det mennesker, der er passionerede omkring det, de laver! Jeg er fan, og jeg glæder mig allerede til sommerens besøg på Christiania.

//Anne-Sofie Bau Madsen

Hvor: Christiania, Mælkevejen 83E, 1440 København K

Hvornår: Mandag-Fredag kl. 9-17. Lørdag kl. 11-15.

Hvorfor: Fordi der er højt til loftet, spændende kunst og mulighed for unikke køb.

Mønt: Lige fra 5 kr. til 5000 kr. Det varierer efter sortiment.

Bylivsredaktør med hang til Cava og tatoveringer. Har en skjult IT-dronning i maven og elsker når folk tænker anderledes end mig selv. Studerer journalistik og laver gerne overtræk for en ekstra rejse. Er dårlig til vinter men god til skaldyr.