Virkelighedsteater vol. II: En ubekvem aften med virkeligheden

// Illustration: Lisamaria Laxholm

 

SERIE: På VINK Teater har vi nu kastet os over en ny serie, denne gang om modefænomenet at bruge ikke-skuespillere i teatret. Hvad kan de, de der autentiske mennesker, hvorfor egentlig bruge dem, og er det fedt? Her er andet indspark i serien, hvor Signe har besøgt Teater Sort/Hvid og oplevet forestillingen ROMA om og med romaer i København.

 

Virkelighedsteater: Teaterform, der iscenesætter autentiske begivenheder eller lader ikke-skuespillere spille deres egne historier på scenen, fortæller Gyldendals Teaterleksikon og slår samtidig fast, at formen er dynamisk, omskiftelig og historisk set ændrer sig i forhold til kulturelle og samfundsmæssige påvirkninger. Her på redaktionen har vi tidligere skrevet om C:ntact, som dyrker den personlige fortælling og søger at sætte fokus på sociale og kulturelle problemstillinger, men også især teaterduoen Fix & Foxy har de senere år prøvet kræfter med genren med blandt andet Ungdom og Det store ædegilde i 2015.

Personligt er jeg er smule skeptisk over for formen, som efter min mening ikke altid virker. Det vil sige: Som ikke altid virker – på mig. For at sige det, som det er, så er jeg ikke så pjattet med virkeligheden. Faktisk vil jeg til enhver tid foretrække en god historie, en stærk fiktion, en forførende illusion. Så meget desto mere grund til at dykke ned i genren og undersøge den nærmere, for selvfølgelig er der noget at hente i det autentiske. Derfor tager jeg en blæsende og råkold aften i april til Kødbyen, hvor Teater Sort/Hvids forestilling ROMA om romaer i København foregår.

Foromtalen lover os byvandring, bustur og romafest. Og at vi kan blive klogere på vores fordomme mod dem og deres fordomme mod os, samtidig med at vi hører om romaernes 1000-årige historie i Europa. Det lyder ikke uinteressant. Jeg er frisk.

 

Guidet tur

Vi bliver inddelt i tre grupper og guides derefter ud i området omkring Sort/Hvid i Kødbyens gamle gader. Turen indledes med et kort, fælles oprids af forskellige befolkningers opfattelse af romaer.
72 procent af den danske befolkning har det svært med (læs: bryder sig ikke om) romaer. Det slås fast som noget af det allerførste. 72 procent er alligevel meget. På en andenplads i denne lidt tvivlsomme rekord kommer Storbritannien med 58 procent. Meget mere røbes ikke her til at starte med; vi skal til at i gang.

Min gruppe starter med at følge Gina, som tager os med rundt i nærområdet for at vise os livet som tigger i Danmark. Hun er fra Rumænien, men har lært sig selv en smule engelsk. Vi er alle blevet udstyret med hørebøffer og kan hver især høre Ginas stemme, blæsten i mikrofonen og det uregelmæssige åndedræt ganske tæt på. Helt inde i hovedet om man vil.
Det er en stærk effekt. Det kan næsten ikke være andet. Måske er det oven i købet for meget.

”Come, I want to show you something else,” siger Gina hver gang, vi bevæger os fra ét sted til et andet; fra én personlig beretning til en anden i området i og omkring Kødbyen.

 

Bustur til Rumænien

Vi stopper vores vandring uden for to skurvogne, som er stillet op bag DGI-byen. Her står vi lidt og fryser, indtil døren går op til den ene skurvogn, og vi bydes indenfor på bustur med George. Han er romamusiker fra Rumænien og har boet i København siden 1994.

George taler dansk og er vores guide på busturen fra København til Rumænien. Vi sidder på opsatte bussæder og ser landskabet flimre forbi på den skærm, som skal agere forrude.

Busturen ender i en landsby et sted i Rumænien. Man ved, at man nærmer sig et romaområde, når vejene forsvinder og bliver til mudrede stier, og kloakering og vandforsyning stopper, fortæller chaufføren. Det ser gudhjælpemig trøsteløst ud, men familien, vi møder, er trods alt heldig, for de har elektricitet i deres lille faldefærdige hytte.
Også romakvarterene i de lidt større byer, hvor bussen efterfølgende tager os hen, skaber instant depression. Elendigt byggeri, skrald i gaderne, tomme blikke. Fattigdommen er bastant og altomsluttende.

Rumænien kæmper generelt med fattigdom og et system plaget af korruption, så der er ikke meget at gøre godt med, når det kommer til sociale ydelser, og efter Ceausescuregimets fald begyndte romaerne i stigende grad at rejse ud for at finde midler til overlevelse. Ofte tre måneder ad gangen for at tigge og samle flasker i lande som Danmark og Sverige, hvor det officielle arbejdsmarked er svært at komme ind på, hvis man ikke taler dansk eller engelsk og ikke har noget så basalt som et cpr-nummer.

Busturen afsluttes, og vi lukkes ud på den anden side af skurvognen. Aftenen er blevet en del mørkere og koldere i mellemtiden, og blæsten er taget til. Samtidig mærker jeg en frustration komme snigende. Jeg mangler et eller andet; et link mellem Ginas rørende fortælling i hørebøfferne og informationerne om romaerne og deres situation og historie, som heller ikke forekommer mig helt udfoldet.

 

Den ubekvemme velfærdsstat

Måske er der hjælp at hente, når vi derefter lukkes ind i skurvogn nummer 2, som er benævnt ”Velfærdsstaten”. Skuespilleren Özlem Saglanmak står klar til at gøre os klogere på romaerne og de fordomme, de udsættes for. Her bliver jeg en smule klogere: At mange romaer i dag kommer hertil fra Rumænien skyldes formentligt, at de er efterkommere af romaslaver, som levede på rumænske klostre fra midten af det 14. århundrede indtil slaveriets ophør i 1856. Man mener, at romaerne som befolkningsgruppe oprindeligt stammer fra det nordlige Indien og derfra har spredt sig ud i flere retninger af forskellige årsager. Det er interessant, men berøres kun overfladisk. Jeg er ellers lige blevet nysgerrig.

Hvad fordrev dem fra det nordlige Indien til at starte med? Og hvorfor blev de ikke fast integreret i nogen af de samfund, de må have været bosat i undervejs? Jeg får ikke noget svar i denne omgang.

I stedet går vi videre til det her med fordommene. På endevæggen vises billeder af avisforsider og dagbladsartikler. Overskrifter som ”Danskerne er utrygge” og ”Utrygheden vokser” præger historierne om danskernes opfattelse af romaer i gadebilledet. Det er mestendels fra sensationspressen, og artiklerne er tydeligvis ikke lavet med henblik på at gøre den nævnte utryghed mindre.

Hvor kommer så denne utryghed fra? En svensk forsker forklarer, at den utryghed, folk oplever, i virkeligheden er en ubekvemhed. En ubekvemhed over at stå ansigt til ansigt med velfærdsstatens begrænsning og utilstrækkelighed: Vi oplever, at velfærdstaten ikke virker, og det gør os ubekvemme. Vi kalder det utryghed for at retfærdiggøre vores følelse af ubehag og modvilje. Altså, det er det, den svenske forsker siger. Saglanmak bekræfter og deler med os, at hun også selv kan føle en ubekvemhed, når hun møder tiggere og hjemløse. Hun bliver ubekvem, ja, men ikke utryg.

Det ligger implicit, at vi publikummer skal dele hendes opfattelse. Hendes og den svenske forskers. Og Sort/Hvids. Det gør jeg også. Helt bestemt. Jeg kan blive super ubekvem, når jeg må afvise en Hus Forbi-sælger, en hjemløs i toget eller en roma med et lille papbæger uden for et supermarked. Jeg ved samtidig også, at der er folk, der bliver utrygge. Jeg kender folk, der bliver utrygge. Ikke ubekvemme, men utrygge. For mig fremstår pointen derfor noget forenklet, og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om det er fordi man regner med, at Sort/Hvids publikum er så intellektuelt-humanistiske, at de alle hører til i den ubekvemme kategori – eller fordi folkene bag forestillingen simpelthen ikke kan forstille sig nogen anden forklaring?  Det undrer og ærgrer mig, for det skaber en blind vinkel i oplægget inde i Velfærdsvognen.

 

Romafest

Aftenen afsluttes med musik og dans. Vi er velkomne til at danse med, men jeg føler mig ikke rigtigt i dansehumør. Gina beder os afslutningsvis om at synge med på en sang, som hun og de andre romaer har lært til lejligheden. Sammen istemmer de nu en vaklende udgave af I kan ikke slå os ihjel. Det virker helt forkert. Underligt uværdigt og påtvunget. Ubekvemheden rammer mig med en lige højre.

Til allersidst uddeles programmer over aftenens forestilling. Med store bogstaver og emojis står skrevet hen over forsiden: ROMA COLOURING BOOK i A4-format. Vi får også en farveblyant med.
Langt størstedelen af programmet er lige netop det. En malebog, spækket med racistiske stereotyper med tydeligt twist af satire, og jeg bliver forvirret. Har jeg misset noget? Jeg tænker tilbage på aftenens faser, men synes egentlig ikke, satiren har været fremherskende. Men her kommer den så – i malebogsprogrammet.

Jeg cykler hjem med en følelse af ikke rigtigt at vide, hvad jeg synes. Jeg er momentvis blevet rørt af Ginas personlige fortælling, om hvordan det er at sidde stille på en omvendt mælkekasse en hel dag og altid være dømt til en pariarolle i samfundet. Men på trods af, at jeg havde hendes stemme helt inde i mit hoved, er og bliver hun og de andre romaer fremmede for mig.

Jeg er blevet nysgerrig på romaernes historie og de årsagssammenhænge, der har gjort dem så forfulgte og udskældte. Hvorfor er der så meget, jeg ikke ved om romaerne? Alle kender holocaust, men de færreste har hørt om Porajmos, det tilsvarende folkedrab på et sted mellem 220.000 og 1,5 million romaer under Anden Verdenskrig. Hvordan kan det være? Hvorfor er det en historie, vi sjældent hører?

Jeg får ikke nogen svar, og de fordomme, det var meningen, jeg skulle blive klogere på, fremstår i Velfærdsvognens forklaring forenklede og dogmatiske. Det hele lander et sted mellem performance lecture for ubekvemme velfærdsmennesker og nedslag i personlige beretninger. Tilsat satirisk malebog. Ingen af delelementerne får reelt set nok plads, og derfor fremstår de virkelige mennesker for mig mest som statister i deres egen fortælling.

Hvis det er en kunstnerisk pointe, at romaerne lever som statister i deres eget liv og i et Europa, som ikke rigtigt rummer dem, så er det skarpt gjort. Knivskarpt. Jeg er bare ikke overbevist. Det autentiske kan noget, og faktuelle forhold kan sagtens anvendes som udgangspunkt for relevant og debatskabende teater, men desværre blev det heller ikke denne aften i Kødbyen, at jeg blev pjattet med virkeligheden.

 

Læs Første artikel i serien om Virkelighedsteater her; http://www.vinkkbh.dk/teater/cntact-raekker-scenekanten/

Skriv en kommentar

kommentarer

Uddannet cand. mag i teatervidenskab og dansk med forkærlighed for det groteske og den dramatiske tekst. Dårlig grammatik gør mig trist. Er til gengæld vild med kunstskøjteløb, udstoppede dyr og tatar. Mådehold er min store udfordring.