VINKs guide til madapp-himlen!

I samme øjeblik som du åbner Appstore springer spritnye spil, professionelle redigeringsværktøjer til dine instagrambilleder og ugens populæreste overspringshandlinger i øjnene. Der er 29 kategorier, som kaster dig i alle retninger, og der er famøse hitlister, som du kan besøge, hvis du vil være med, hvor det hele sker. Nu skal det handle om fem gratis og seje madapps, som gør det lidt nemmere for dig at navigere rundt i den københavnske madverden!

Billede: Jonas Milton

Apps der gør det let at navigere i Københavns madtilbud! // Billede: Jonas Milton

 


Et overblik over madmekkaet København


Food Lovers Copenhagen guider dig gennem Københavns kulinariske tilbud! App’en beskæftiger sig med alt fra michelin-restauranten Relæ over den italienske vinbar Magstræde 16 til Torvehallernes mange specialiteter. Udover en beskrivelse af de forskellige udvalgte restauranter er der knyttet et par nøgleord dertil. Eksempelvis står der under Madklubben Bistro-De-luxe “danish and affordable” og til Mielcke og Hurtigkarl er ordene “romantic and contemporary” knyttet. Sidst men ikke mindst er der på et kort indtegnet de nævnte madsteder. På den måde kan du på de dovne dage, blot vælge den restaurant, som ligger tættest på dig!

Food Lovers Copenhagen er skabt af Ani Movsisyan, og tanken bag appen var at liste Københavns bedste madoplevelser op, så man let kunne danne sig et overblik og finde de gode steder i første hug! Næste gang Ani skal forkæle sine smagsløg skal det være hos Kadeau-drengenes nye sted Nabo i Christianshavn: “Jeg har oplevet Kadeaus madkunst på Bornholm og vil rigtig gerne tjekke deres nye sted ud!”

 

grafik: Signe Kronholm

Food Lovers Copenhagen // Grafik: Signe Kronholm Kjær Rasmussen


Hent lykkeposer efter lukketid

To Good To Go er en app, som mange københavnere allerede har taget til sig! Hele konceptet handler om at få mindre madspild – dette bliver ført ud i livet ved at lade dig betale en beskeden sum, hvorefter du kan hente bageres, restauranters og andres rester. Du kan altså ikke bestille en jordbærtærte til efter lukketid hos Emmery’s, men derimod blive overrasket af en slags lykkeposer!

I To Good To Go’s app kan du i søgefeltet indtaste dit postnummer, en madvare eller en bestemt butik. Der er også et kort, som viser tilbuddenes placering, hvis du vil finde den nærmeste bager på Amager eller dit yndlingssushisted på Østerbro! Hvis du forelsker dig i en bestemt restaurants retter, kan du tilføje stedet til dine favoritter og altid følge med i, om de har mad i overskud den pågældende dag. Et godt tip, hvis du er på udkig efter brød og kager, er at finde de lokale bagerier! Der får du oftest fyldt posen helt op til kanten med lækkerier!

appskriv-billeder-003

To Good To Go, Early Bird og Byhøst // Grafik: Signe Kronholm Kjær Rasmussen

 


Skift Nettos grøntafdeling ud med Byhøst

Med Byhøst-appen kommer du ud i naturen og finder dine egne råvarer til madlavningen! Hele byrummet bliver pludselig din egen personlige urtehave, og du begrænses kun af årstidernes skiften. Med appen kan du på et kort se, hvor du kan finde æbler til madpakken, havtorn til gourmetmiddagen eller brombær til eftermiddagstærten. Udover kortet er der en råvareoversigt. Den giver et skøn over hvilke måneder, du kan finde råvarerene i naturen, hvordan du skal håndtere dem, og giver ideer til hvad du kan bruge dem til. Hvis du opretter en bruger, kan du også selv tilføje råvarer på kortet og hjælpe dine samlervenner med at finde alle de ekstra gode steder. 

Byhøsts mission er at vende den nordiske tallerken på hovedet, så vi alle sammen kan være med. VINK har tidligere været på tur med Byhøst, og her fortalte idémanden bag, Mikkel Lau-Mikkelsen, om konceptet: ”I begyndelsen syntes jeg, at den nordiske madbølge som Claus Meyer og René Redzepi skabte sammen var noget bullshit, men de havde alligevel fat i noget rigtigt med at bruge råvarer, der både er lokale og i sæson. Jeg synes, Byhøst giver mening fordi man tager den nordiske madbølge og giver den demokratiske rettigheder”. Læs artiklen her!  

 

Gourmetmad alle har råd til

Med Early bird-appen kan du få gourmetmad en smule billigere! Hver dag kan du booke bord hos mange af Københavns bedste restauranter til samme dag. Der er en fast menu, når du bestiller gennem Early bird, og du får altid maden 33% billigere. Du kan blandt andet bestille bord på Rambla, Gefährlich, Fuego og Blød Hat. Early bird gør det muligt for alle de fattige studerende at prøve de nye, spændende og lidt dyrere restauranter.

“Vi vil sikre en hvis kvalitet og standard. Derfor afhænger vores valg af samarbejdspartnere i høj grad af gæsternes vurdering,” forklarer ejeren af konceptet. Early bird har selvfølgelig selv nogle favoritter – deriblandt Rebel, Ravnsborg Vinbar og selvfølgelig Lumskebugten, som emmer af god service og formidabel mad. Så hvis du i aften planlægger at spise ude, skal du næsten lige kigge forbi Early bird inden!

 

Grafik: Signe Kronholm

FoodScene //Grafik: Signe Kronholm Kjær Rasmussen


Når restaurantoplevelsen får en ny dimension

 FoodScene er video, mad og porno mikset sammen! Du kommer med bag om Københavns hotteste restauranter. Du møder kokkene, ser hvordan maden bliver anrettet og hører om deres egne favoritter. FoodScene kan både bruges som et virtuelt kig på Københavns populæreste restauranter, men også som optakt til et besøg! I appen finder du udover en verdensklasse video og en kort tekst, også åbningstider, prisleje, adresse og telefonnummer!

Idemændene bag FoodScene er Emil Walter og Kristian Vestergaard. De har skabt appen, fordi de savnede at høre, hvad kokkene og folkene med visionerne bag de københavnske restauranter havde at fortælle. “De er gemt væk i køkkenerne, men deres tanker og passion kan være med til at føje en helt ny dimension til en restaurantoplevelse. Lidt ligesom når kokken kommer ud og præsenterer din ret. Så kan du være heldig at få endnu et lag med, og det er det, vi gerne vil give folk med FoodScene,” forklarer Emil. Appen er altså til dig, som gerne vil have et lag mere med, i din restaurantoplevelse!

Når du downloader FoodScene kan du se fire portrætter kvit og frit. Hvis du bliver grebet og vil se mere, koster det 29 kroner pr. halve år.

 

Jeg studerer dansk på Københavns Universitet, smider ofte billeder på instagram og er udpræget fan af indisk mad. Det fascinerer mig, når politiet beslaglægger digtsamlinger. Jeg er mest produktiv om morgenen. Og jeg drømmer om at deltage i billige keramikkurser.