Ugens Udvalgte: 100 % KBH

Vi går ind i den sidste uge af oktober, og i søndags blev uret sat en time tilbage. Her er mørkt. Her er koldt! Javist, men der findes en masse kultur og spændende begivenheder ugen igennem i de københavnske gader, som kan lyse din verden op. Her kommer i hvert fald et par bud på nogle kulturelle københavnerdage. Ses vi?

 

Magiske numre i Pumpehuset

 

Storbritanniens foretrukne syngende søskende gæster Pumpehuset! Det er efterhånden mange år siden, jeg første gang stødte på The Magic Numbers, og siden har jeg været solgt. Nu er de igen klar til at forsøde de danske koncertgængers øregange, og måske også dine? De gæster nemlig Pumpehuset mandag aften, og der er stadig ledige billetter tilbage. Hvis du leder efter en koncertoplevelse i denne uge, så er The Magic Numbers mit bedste bud!

 

The Magic Numbers spiller i Pumpehuset // Foto: Michael Alø-Nielsen

 

Hvad: Koncert med The Magic Numbers.
Hvor: Pumpehuset, Studiestræde 52, 1554 København V.
Hvornår: Mandag kl. 21.
Portemonnæ: 180 kr. + gebyr.

 

 

Byens natur. Når livet er grønt

 

Hvad ville København være uden natur? I dag er byens natur blevet et varmt emne i alverdens storbyer, og Københavns Museum stiller med udstillingen “Byens natur” skarpt på, hvad vi skal bruge naturen i byen til i dag. For kommer københavnerne overhovedet i kontakt med naturen omkring os? Vi myldrer rundt i baggårde og kolonihaver, og i vores altankasser dyrker vi grønt. Det grønne er blevet smart. Det er in.

 

Et grønt initiativ ved navn ‘Adopt A Box’ er blomstret frem. Det har til hensigt at dyrke den levende by med spiselige planter og sociale fællesskaber ved at lade butikker og restauranter ‘adoptere’ en plantekasse. // Foto: Adopt A Box 

 

Hvad: Udstilling “Byens natur”.
Hvor: Københavns Museum, Vesterbrogade 59, 1620 København V.
Hvornår: Alle ugens dage.
Portemonnæ: 40 kr. (gratis om fredagen).

 

 

Analog quiz eller open mic stand-up?

 

Er du klogere end dine venner? Eller er du bare helt vild med Bezzerwizzer og Trivial Pursuit, så skal du tage i Huset-KBH på tirsdag. Analog Bar afholder fra klokken 19 en analog quiz! Hvad ville verden være uden ligegyldig viden?

 

Hvis du til gengæld ikke selv gider at tænke, men bare grine, så er der også open mic stand-up med Karsten Green som vært. Det hele foregår i Relation i stueetagen i Huset, og der er garanti for grin og kolde øl.

 

Quiz eller stand-up? Huset-KBH kan det hele // Foto: Jazzdanmark.dk

 

Hvad: Analog quiz / Open mic stand-up.
Hvor: HUSET-KBH, Rådhusstræde 13, 1466 København K.
Hvornår: Tirsdag. Quiz kl. 19 / Stand-up kl. 20.
Portemonnæ: Quiz: fri entré (deltagere: 20 kr. per næse) / Stand-up: 25 kr., som ubeskåret går til Red Barnet Ungdom.

 

 

Lad ordene danse

 

På onsdag flyder poetiske ord i stride strømme. Café Flisen åbner endnu engang dørene op for arrangementet Ord På Flisen, hvor to bookede oplæsere og en kombineret åben scene løber af stablen. De bookede forfattere/digtere er denne aften Nanna Rodio Buch og Amdi Silvestri. Og ingen ved, hvad man kan forvente af den åbne scene. Café Flisen ligger på hjørnet af Ingerslevsgade og Enghavevej, og den lille café med rustikke mursten og helvægsmalerier emmer af  hygge. Så kig forbi, hvis du er til øl og ord, eller bare gerne vil have en på opleveren.

 

Pia Boel m. Ivan Nio ved Ord På Flisen // Foto: Ord På Flisen

 

Hvad: Ord På Flisen.
Hvor: Café Flisen, Ingerslevsgade 200, København V.
Hvornår: Onsdag kl. 20.
Portemonnæ: Gratis.