Et sted på Nørrebro

//Foto: Alexander Hjorth Jespersen

Denne her historie ville måske være bedre, hvis jeg kunne starte den med: “Dengang jeg var ung, var Nørrebro noget helt andet”, men sandheden er desværre, at jeg kun er 23, og at jeg slet ikke er fra Nørrebro. Jeg er faktisk ikke en gang fra København. Jeg er født og opvokset i de trygge rammer i det konservative Gentofte, blandt ligusterhække og murstensvillaer.

 

Men da jeg var yngre og stadig boede i Gentofte, fandt jeg altid vej til en af Nørrebros bodegaer, når det blev weekend. Der var ingen af de andre bydele, der fængede så meget som Nørrebro, og hurtigt var det den del af byen, jeg kendte mest, og derfor fik Nørrebro en særlig plads i mit påtagede københavnerhjerte.

 

Det kan være, at nogle mener, at det er en plet på min etos. Men jeg mener nu alligevel, at jeg har et forhold til Nørrebro, der er stærkt nok til, at jeg kan tillade mig at udtale om den mangfoldige bydel. For jeg føler mig hjemme på Nørrebro, og det er til trods for, at jeg kun har boet i udkanten i et par år.

 

Rantzausgade var en af de første gader på Nørrebro, som jeg lærte at kende, og på hjørnet af denne og Kapelvej lå en gammel bodega, der hed Café Valdemar. Jeg kendte ikke stedet, men jeg forvildede mig engang derind med en lille gruppe af mine venner. Vi var kun lige trådt ind ad døren, da der var nogle oppe i baren, der mumlede “hvad fanden, er der konfirmation?!”. Vi kunne mærke, hvordan alle stamgæsterne kiggede lidt skævt til os fremmede, unge mennesker, der var trængt ind i deres andet hjem.

 

Café Valdemar findes desværre ikke længere, men baren, hvor jeg, den aften for mange år siden, købte mig en øl med mine venner, findes stadig. Nu er bodegaen blevet en spisebar. I stedet for fadbamser med sidevogn, kan du nu få et bræt, der bugner med hjemmelavede lækkerier, og skylle det ned med dagens drink, alt imens en DJ vender plader i baren.

 

Det er en udvikling, som både gør mig glad og ked. Jeg er af hjertet madglad, og jeg nyder at spise ude så ofte som muligt. Jeg følger altid med i, hvad der sker på den københavnske madscene, og skynder mig altid hen for at smage på  de nye restauranter. Jeg har nydt at opleve alle de fantastiske restauranter, som København har at byde på, og jeg synes, det er fantastisk at se, hvordan byen har udviklet sig gennem de sidste par år.

 

Men alligevel kan jeg ikke lade være med at synes, at det er ærgerligt at sige farvel til de brune bodegaer på Nørrebro. Steder som Café Valdemar, som serverer det samme som mange andre steder, men som alligevel var helt sin egen – mest af alt på grund af de mennesker, der kom der.

 

Inden for meget kort tid er der åbnet indtil flere spisesteder på Nørrebro. Steder som Spise/bar20, Hooked og La Neta. Jeg har spist alle de steder, og jeg har nydt det. Det er virkelig god mad, de serverer, og hvis jeg kunne, ville jeg spise sådan nogle steder hver eneste dag. Men der er alligevel en lille mand inden i mig, der frygter, at Nørrebro bliver et strømlinet og kønsløst kvarter, som ikke har plads til skæve eksistenser.

 

Jeg er bange for, at det bliver en dominoeffekt, der vil vælte de gamle barer og bodegaer, mine gamle stamsteder, for at give plads til caféer, der kun er middelmådigt anderledes fra andre. Og jeg er bange, fordi jeg føler, at det ville være døden på det Nørrebro, som gravede sig en særlig plads i mit hjerte, da jeg stadig var teenager.

Madglad 22 årig knægt, der modvilligt falder under betegnelsen "foodie". Holder primært til på Nørrebro, men kan lokkes udenfor, hvis der er michelinstjerner nok. Arbejder til daglig som café-medarbejder/barista på kaffebar i indre by. Spiller desuden fed spade i det danske undergrundsband "Lød"