Det er risengrød – der gør næsen rød

MADREDAKTIONENS ADVENTSKALENDER: Det er den anden søndag i advent, og julestemningen kan mærkes i hele København. Mange har allerede fyldt deres maver til de første julefrokoster og lider af tanken om julesul, som Clara skrev om forrige søndag. Men én ting som jeg aldrig kan blive træt af at spise gang på gang i julemåneden, er den altid varmende risengrød.

 

// Billede af Nanna Rylander

Selvom alt omkring mig skriger på julestemning, må jeg være ærlig og bekende, at jeg ikke er det største julemenneske. Men alligevel er der en ting – risengrøden – som altid kan få mig i stemning, og som jeg år efter år ikke kan vente med at spise igen. Nisserne spiser den på loftet, Lunte serverer den troligt med en smørklat på, og jeg spiser den lige så snart det føles lovligt igen.

Lige siden jeg fløj fra reden og madplanen hos mine forældre, har risengrøden stået utallige gange på mit middagsbord. For mig rummer risengrøden stor hygge, og så forkæler den min SU-konto, der allerede fra starten af december er tom ved bare udsigterne til alle de julegaver, der skal købes. December er for mange ofte lig med eksamensperiode, og dermed er der mindre tid og overskud til julehygge. Jeg selv er i år i gang med den sidste kamp med mit bachelorprojekt, og i den her lidt for pressede tid har risengrøden været en trofast julehyggende ven ved min side.

Jeg har undersøgt sagen og har fundet ud af, at risengrød ikke altid har været en billig spise – tværtimod. Førhen var risengrød en luksusret, som kun de rige havde råd til. En slags 1800-tallets svar på sushi, der desuden var lavet på rug, byg eller havre og kun til særlige lejligheder blev opgraderet fra at blive kogt på vand til at blive kogt på mælk.

Selvom risengrøden har ændret sig meget siden, er den alligevel en større videnskab at kokkerere. Skal den laves på de velkendte Pama grødris eller kan man nøjes med de billige ris til bare fem kroner? Og hvad så med mælken? Nogle foretrækker grøden lavet på sødmælk, andre den fedtfattige minimælk – mens flere og flere også er hoppet med på bølgen med plantebaseret mælk.

Udover at fylde en stor skål med risengrød til nissen på loftet, så følger der et hav af traditioner med den nordiske ret. Selv har jeg altid spist det den 1. december for at forsøge at sætte lidt julestemning i gang. Andre spiser det altid lillejuleaften eller inden julemiddagen juleaften. Jeg har venner, som altid skal have nisseøl eller sågar rød saftevand til grøden, for ellers er det ikke den rigtige julefred, der sænker sig ved middagsbordet.

Der findes dog folk, som ikke er så vilde med risengrøden som jeg. Det er for dem først, når den bliver rørt sammen med de drilske smuttede mandler og fløden, for derefter at blive toppet med kirsebærsauce, at englene synger.

Når det bliver lidt for mørkt og hårdt med eksamenerne, så kræver det lidt ekstra forkælelse. Der bevæger jeg mig ned på spisestedet Grød, som på alle måder tilfredsstiller en grødelsker som mig. De har altid et sæsoninspireret menukort, og i juletiden er der rig mulighed for at få en julet udgave af grød, som er alt andet end den traditionelle risengrød. Tyr du nu alligevel mest til den klassiske risengrød eller risalamande, er de selvfølgelig også til at finde på menukortet. Sidst men ikke mindst bliver der i butikken på Vesterbrogade serveret vegansk risengrød hver søndag i advent. Og mon ikke jeg skal forkæle mig selv med en tur derned denne søndag. En lille adventsgave til sig selv skal der være plads til.

Jeg håber dette lille skriv om den cremede og altid lunende grød har fået jeres næse til at blive rød og maven til at rumle efter mere, som kan få jer i julestemning. Næste søndag kan I læse om den fedtede, men uendeligt dejlige klejne, som Kathrine vil fortælle jer om.

Danskstuderende på KU med en kæmpe svaghed for alt der har med chokolade, ost og kolde øl at gøre. Jeg løber København rundt i min fritid, og er afhængig af Instagram og grød til morgenmad. Kan ikke lide oliven, men kan aldrig få nok af asiatisk mad.