Postkort fra CPH PIX #12: Hannah

Hannah // Foto: CPH PIX

I forbindelse med CPH PIX er fire af vores skribenter taget ud på en rejse i filmfestivalens program. De fokuserer på hver deres gren af filmprogrammet, således at en skribent tager på imaginær “backpacking” gennem Asien. En anden bliver hjemme i trygge rammer og dækker de skandinaviske film, mens en tredje tager på “interrail” i Europa. Den sidste er gået i filmisk barndom og koncentrerer sig om børnefilmene i årets program. Undervejs sender de postkort og fortæller om deres oplevelser.

 

Fredag den 6. oktober var vores skribent, som rapporterer fra Europa, taget til en visning af Andrea Pallaoros Hannah. Her er hendes postkort.

 

Fredag aften tog jeg til Cinemateket for at se filmen Hannah. Det, som i første omgang fangede min opmærksomhed ved filmen, var skuespillerinden Charlotte Rampling, som den tilsyneladende skulle være centreret omkring. Rampling er en ekstremt dygtig skuespillerinde, som tit formår at bevæge mig. Instruktøren, Andrea Pallaoro, var til stede ved visningen, og han fortalte efterfølgende om sine tanker med filmen.

Vi følger Hannahs stilfærdige hverdag, efter hendes mand er blevet fængslet af grunde, man ikke kender til. Hun går til impro-teater og har et rengøringsjob. Hvad der ellers foregår er op til publikums forestillinger. Andrea Pallaoro forklarede, at det var et bevidst valg at holde publikum i uvisheden. Han fortalte, at han ikke ønskede at diktere, hvad vi skulle forstå eller føle, derfor skulle vi selv sammenstykke store dele af fortællingen. Uden musikken til at diktere følelserne, er det også en utrolig stille film, hvor Hannahs ugentlige impro-teater med stemmeøvelser er det mest larmende og udfarende. En kvinde som Hannah er ofte usynlig for omverdenen, vi møder hende sjældent, og derfor ønskede Pallaoro at præsentere os for denne kvinde. Vi ser ikke verden fra Hannahs perspektiv, men gennem Hannahs på én gang stillestående og udtryksfulde ansigt. På den måde har Andrea Pallaoro sikret, at publikum ser Hannah. Filmen har et langsommeligt tempo, som jeg stille blev suget ind i, og som satte sig i mig, efter filmen var forbi. På den måde efterlod Hannah et stort indtryk på mig, som en stærk skildring af en i hverdagen ofte usynlig karakter.

Cinemateket – Andrea Pallaoro // Foto: Lise Stenbæksgaard

 

Cinemateket // Foto: Lise Stenbæksgaard

 

Instruktør: Andrea Pallaoro

Land: Frankrig

Filmskribent hos VINK og kandidatstuderende i Medievidenskab og Performance Design på RUC.