PODCASTGUIDE: Skønlitteratur på P1

De sidste par år er produktionen af danske podcasts eksploderet og særligt litteraturen synes at være et populært emne.
Det kan dog være en ret uoverskuelig og trættende opgave at finde frem til de podcasts, som er værd at bruge sin tid på. Derfor kommer litteraturredaktionen på VINK dig til undsætning: Hen over sommeren anbefaler redaktionens skribenter nogle af deres egne favorit podcasts om litteratur og taler med personerne, som står bag dem. Her vil du blive klogere på, hvad litteraturen og lyden kan sammen og ikke mindst opdage de titler, du straks skal downloade til din podcast-app. Alt du skal gøre er at læse guiden, finde hørebøfferne frem og sætte dig godt til rette.

 

Asger og Waldemar kører mod Marokko. Waldemar vil opsøge den healer, som han tror, kan kurere ham for sit handicap og sine mange andre sygdomme. Asger, der er Waldemars handicaphjælper, er blevet betalt en god sum penge for at styre bilen ekstraordinært langt sydpå, så Waldemars drøm om et bedre liv kan blive forløst.

Nok var jeg begejstret for bogen ’Døden kører Audi’, som jeg slugte ihærdigt midt i en travl tid, men når jeg tænker på fortællingen knytter en anden køretur sig også til min erindring. For da bogens forfatter Kristian Bang Foss gæstede radioprogrammet Skønlitteratur på P1 tilbage i 2012, fandt interviewet ikke sted i studiet, men bag rattet i netop en Audi. Klaus Rothstein, som er den ene af programmets to værter, interviewede og kørte bil på én og samme tid. Med forfatteren på passagersædet ræsede de sammen rundt på de københavnske veje og mellem linjerne på de mange kapitler. På den måde stod bogens dybere mening tydeligt frem. Den dag tog Skønlitteratur på P1 mig med på en brummende rejse ind i litteraturen. Jeg siger ikke, at dette nødvendigvis er min bedste lytteoplevelse med radioprogrammet i ørerne, men den er mindeværdig, fordi den litterære samtale, blev taget et andet sted hen og gjort levende på en ny, men aktuel og ikke mindst lytteværdig måde. I dag kan jeg ikke tænke på bogen, uden at tænke på det geniale P1-program.

Det kan godt være, at Skønlitteratur på P1 er for ’old school’ til egentlig at blive kaldt en podcast, fordi programmet nærmest opstod før podcasten blev til. Dog kan man nu engang trykke ”abonnér” i iTunes, og det legitimerer radioprogrammet som podcastværdigt, vil jeg mene. I en tid, hvor der kun kommer flere og flere podcastkonkurrenter til, tænker jeg, at det kan være svært at holde kadencen. Jeg synes nu alligevel, at de to værter Klaus Rothstein og Nanna Mogensen formår at være med på noderne. Derfor har jeg taget en lille snak med den mandlige del af værtsduoen, og derigennem har jeg fundet ud af, hvor hårdt de hver uge arbejder på at skabe et anderledes radiorum, hvor bøgernes og deres mange ord kommer til sin ret. Eller som Rothstein udtrykker det, da jeg taler med ham:

”Når vi laver et program, stræber vi efter, at det skal have en naturlighed og en uhøjtidelighed. Det vigtige for os er, at det der sker i studiet, er spontant og improvisatorisk. Derfor skriver vi heller ikke på forhånd ned, hvad vi skal sige. Man ved jo ikke på forhånd, hvad en levende samtale skal handle om, og vi vil gerne have, at programmet rummer et elementet af uforudsigelighed og risiko, som i enhver anden form for samtale.”

Fraværelsen af et programlagt manuskript og hele to værter, der kan spille ping-pong med hinanden er med til at skabe den organiske proces i studiet, som også kan mærkes helt ud i hørebøfferne. Klaus Rothstein, som også var med til at grundlægge radioprogrammet for cirka seks år siden, forklarer entusiastisk videre om tankerne bag Skønlitteratur på P1:

”I morgen går vi i studiet. Vi ved, hvad vi skal tale om, og vi ved, hvem vores gæst er. Og vi ved også, hvad samtalen skal indeholde. Men vi ved ikke, hvordan vi kommer fra A til B. Vi vil gerne udfordre lytteren og sørge for, at de ikke får den samme slags program uge efter uge.” Det er altså ikke nødvendigvis gennem større fortænkte eller fornyende tilgange at Skønlitteratur på P1 fornyer sig, snarere tvært imod. Det er nemlig det ikke planlagte, der er programmets katalysator, forklarer Klaus Rothstein.

 

Da jeg nævner mit radiominde – køreturen med Kristian Bang Foss – bliver Rothsteins stemme straks lysere, idet han udbryder: ”Godt husket!” Herefter falder snakken på det at eksperimentere med form og indhold. Noget jeg synes, de i Skønlitteratur på P1 ofte har succes med, og som jeg synes bryder med det vanlige set-up mellem værter og gæster. Rothstein forklarer, at der skal være en balance i måden at bygge programmerne op på, så der hele tiden er noget at komme efter som lytter:
”Nogle gange laver vi ’den klassiske’ og inviterer en gæst i studiet, men andre gange inviterer bøgerne simpelthen til, at vi gør noget andet. I sidste uges program valgte vi eksempelvis i forbindelse med genudgivelsen af Jens Baggesens klassiker ’Labyrinten’ at interviewet om bogen skulle finde sted i en labyrint. Så vi gik rundt mellem høje bøgebuske og lod os fare vild i en labyrint, som ligger på Frederiksberg. Det gav mening i forhold til bogen. I et af vores kommende programmer tager vi igen ud af studiet. Her skal vi med en forfatter på en taxatur, fordi karakteren i bogen kører utrolig meget i taxa. Nogle gange kan man lave en situationsbestemt samtale, andre gange kan man ikke, det hele afhænger af bøgerne.” Her holder Rothstein så en lille pause. Det er som om, han lige skal vende en sætning inde i hovedet, inden han siger:

”Jeg mener ikke, man skal gå nye veje, bare fordi der er et koncept eller en skabelon. Hvis man skal gå nye veje, skal det ske naturligt, og ideen skal opstå af sig selv. Man skal være lydhør over for det, som opstår i situationerne. Det er sådan, jeg helst ser forandringerne komme. Hvis det, man gør, fungerer, skal man ikke nødvendigvis gøre noget andet.”
Og her mener jeg, som loyal lytter af P1s skønlitterære program, at Klaus Rothstein har fat i noget. For den måde, programmet for det meste forløber på, er ikke gennem interviews i biler eller blandt labyrintiske bøgehække, men i et studie med oplæsning og andet sjovt lydmateriale, som giver mening for det givne program. Alligevel bliver jeg hængende på frekvensen. Efter mange år lytter jeg stadig med, når Klaus og Nanna gransker et værk på alle leder og kanter – for det meste i studiet. Jeg spørger derfor Rothstein, hvilken sammenhæng, han mener, der er mellem lyd og litteratur. Her tøver radioværten ikke, inden han svarer:

”Litteratur er rigtig godt egnet til radiomediet, som jo er kendetegnet ved, at der ikke er andre billeder end dem, som lytteren laver i sit eget hoved. De billeder, der er, består af lyd, af radiofoniske virkemidler eller af sprog. Litteratur er sprog, skrift og tale – og dermed også lyd, og netop derfor hænger lyd og litteratur godt sammen. Litteratur har altid været baseret på lyd, fordi litteraturen er fortælling, og fortællingen har været der siden historiens urtid og frem til i dag. Fortællingen er båret af det mundtlige, det lydlige.” Da jeg spørger til, hvorfor det er vigtigt med podcast og radioprogrammer om litteratur, svarer han også prompte:

”Det er slet ikke vigtigt med litterære programmer, hvis man ser det i forhold til verdens øvrige problemer, for litteratur løser jo hverken finanskrisen, klimakrisen eller migrationskrisen, men jeg håber, vores litteraturprogram skaber et lille refleksionsrum i cirka 57 minutter hver uge, hvor forfatteren som fortolker verden kan komme i radioen, og hvor lytterne kan blive bekendt med ny og klassisk litteratur. Vi vil gerne give folk en kvalitetsoplevelse med litteratur, men altså, der er jo ingen, som ville dø, hvis vores program ikke var der.”
At vi kan høre podcast om nutidens og fortidens forfatterskaber er altså, ifølge litteratureksperten, ikke dødsens nødvendigt, men det kan derimod ikke diskuteres, hvorvidt litteratur er vigtigt eller ej. For også her er Klaus Rothstein slagkraftig i mælet:

”Der er utallige grunde til, at litteratur er vigtig. Litteratur er fortolkning af tid, mennesker, situationer og vilkår. Litteratur kan få os til at forstå udviklingslinjer i vores tid og kultur. Litteratur er æstetik og kvalitet – når det er godt vel at mærke.” Og så giver Klaus Rothstein lige til slut vores samtale lidt ekstra schwung, da han beskriver, hvad ideen med Skønlitteratur på P1 hovedsageligt er:

”Vi vil gerne gøre lytteren til en læser, der inspireres til at læse noget, de måske ikke var opmærksomme på kunne være relevant eller interessant for dem at læse. Gennem programmet giver vi en bred orientering om, hvad der sker i den klassiske og i den moderne litteratur og i den brede og i den smalle litteratur. Vi kommer rundt i mange hjørner, men nu ikke alle. Jeg indrømmer, at det er meget sjældent at vi laver noget om krimien. Men den klarer sig også fint og får masser af taletid i ”Go’ aften Danmark.””

Selv må jeg indrømme, at Skønlitteratur på P1’s mission er lykkedes. For et par uger siden fik radioprogrammet vakt min interesse for en gyser-agtig bog, der ellers ikke er en genre, som tiltaler mig. Nanna og Klaus fortalte om den franske forfatter Delphine de Vigans nye bog ’Baseret på en sand historie’, som har toner af noget Stephen King’sk – der heller ikke normalt vækker min interesse. Men jeg er nysgerrig og overvejer at kaste mig ud i en ny genre. Havde jeg ikke hørt Skønlitteratur på P1, havde jeg nok aldrig skænket netop den bog en eneste tanke.

Journalist med hang til fantasi, storbyrejseri og ikke mindst glad podcastredaktør på VINK LYD.