Den gamle læsesal på Den Sorte Diamant

Jeg har fået en pakkekalender af min far. På siden af de små pakker er der skrevet et citat. Citaterne er oftest platte, drømmende og til tider melankolske. Men en dag stoppede jeg op. ”Make it a december to remember,” stod der. Jeg blev grebet af en febrilsk søgen rundt i lokalet efter noget, jeg kunne tilskrive mening. Der var kun brugte sokker, en lysende globus og rodede dyner at få øje på. Aftenen inden havde jeg snakket i telefon med min veninde, og jeg havde givet hende hovedkulds ret i, at vi begge glædede os til, at december ville nå sin ende. Måneden bugner af familiebegivenheder, julefrokoster, arbejdsweekender og opgaveskrivning, og mit hoved var allerede fyldt, inden julemåneden var begyndt. Fyldt af August Strindbergs dramaer og weekendens kommende arrangementer.

I en fyldt december måned kan det være svært at finde tid og rum til fordybelse. Især når vasketøjskurven bugner, opvasken skriger efter at blive taget, og gulvet kun svagt kan anes, fordi striksweatere, cowboybukser og trusser har fundet sig tilrette. Det handler om at finde et rum, hvor snavsetøjet ikke lurer i baggrunden, og svarene på de svære spørgsmål er et skridt nærmere.

Et brunt og gyldent frirum

Jeg cyklede hen til mit frirum. Et rum, hvor væggene er prydet med tunge, brune reoler, som er fyldt til randen med gamle opslagsværker. Et rum, hvor gulvtæppet er mørkegrønt, og vinduerne enorme. Og et rum, hvor jeg bliver pinlig over min trang til designerbrødristere og dyre tallerkner.

Rummet er Den gamle læsesal i Den Sorte Diamant. At træde ind i læsesalen er som at besøge Hogwarts for første gang. De buede lofter bliver båret af seks brede søjler med detaljer i guld, der hænger to kæmpemæssige lysekroner med 25 hvide lamper fordelt på hver, og på de brune skrivebordsbåse sidder mørkegrønne lamper med guldfødder.

I Den Gamle Læsesal er brun den dominerende farve, men den lysnes op af de høje buede lofter og de hvide vægge. Der er tre statuer for enden af rummet, fleecetæpper man kan låne og en balkon beklædt med guld over indgangsdøren.

Første gang jeg besøgte rummet, krummede jeg tæer bare ved tanken om at tage en tår at drikke. Hele processen ved at tage vandflasken op af tasken, skrue låget af, tage en tår og sågar synke for efterfølgende at lægge flasken tilbage i tasken gav mig kuldegysninger. Når man har fundet sig til rette, kan man begynde at nyde stilheden og det rum, man skaber for sig selv blandt hundrede af andre studerende.

Plads til fordybelse

December blev den måned, hvor jeg fandt ro. Ikke fordi jeg fandt facittet til alle mine undrende spørgsmål og frustrationer, men fordi jeg lod dem være der. Jeg erkendte en tvivl. Tvivlen om, hvorvidt mit nye studie var det rette for min person. En spørgende uvished, som ikke vidste, om lige netop jeg passede ind på dét kollegium. Og en kæmpemæssig angst for at have taget de forkerte valg eller have taget de helt rigtige og stadig ikke være tilfreds.

Det handler om at finde de steder, der kan skabe ro og tid. Et sted, hvor uret ikke tæller sekunder, men kun timer. Et sted, hvor fordybelsen bliver en selvfølgelighed. Og et sted, som for dig ikke nødvendigvis rummer svar, men giver plads til undren. Jeg gik ind af døren til Den gamle læsesal og satte mig på den plads, jeg havde siddet på så mange gange før. Jeg åndede roligt ud og tænkte: ”Vi har for god tid til at skynde os.”

// Signe Kronholm Kjær Rasmussen

Hvor: Søren Kierkegaards Plads 1, København K.

Hvornår: Mandag-lørdag: 08-22. Søndag: lukket.

Hvorfor: Fordi det er svært ikke at være aktiv, når man først er trådt ind i fitnesscentret.

Mønt: Gratis.

Jeg studerer dansk på Københavns Universitet, smider ofte billeder på instagram og er udpræget fan af indisk mad. Det fascinerer mig, når politiet beslaglægger digtsamlinger. Jeg er mest produktiv om morgenen. Og jeg drømmer om at deltage i billige keramikkurser.