Billedpistol, ragnarok, blitzkrieg

AUTOMATISK

FANGER MIT ØJE

FANGER MIN HJERNE

ET BILLEDE

Clea Filippa // @blitzkriegcollective

Jeg træder ind i et impromptu galleri på Baldersgade. Her er stearinlys, gallerier på væggene, rødvin – og håndsprit. Det er torsdag den 12. marts, og Nørrebro ligger øde hen. Det var i går aftes, at statsministeren på et pressemøde aflyste hverdagslivet de næste to uger, og dermed også ferniseringen for fotokollektivet Blitzkrieg; et kunstfællesskab oprettet og bestående af seks tidligere elever ved fotoskolen Fatamorgana.

“Vi startede for halvandet år siden, lige efter vi var gået ud, for at have et sted hvor vi kunne mødes. Og så lavede vi et projekt for at finde ud af, hvordan det ville være at samarbejde, men vi blev hurtigt enige om at vi måtte have nogle andre med på holdet, så vi havde nogle andre end vores lille firkløver at stå til regnskab overfor,” forklarer Amalie Lorentzen, et af Blitzkriegs stiftende medlemmer.

Derefter tog kollektivet mere form. De seks har været sammen om Blitzkrieg siden september, og de er nu aktuelle med deres første volumen af fotografier.

Den 12. marts skulle Blitzkrieg have lanceret deres første fælles udgivelse, Blitzkrieg Volume I. Værkerne i deres debutudgivelse har taget form under (arbejdstitlen) ragnarok. Ragnarok har hængt som en lampe over dem i deres arbejde med fotografierne. Et kaos der både kunne være almindeligt eller ultimativt. Et sted indadtil, et ironisk blik på samfundet eller en fremtidsfilosofi. Det har givet forskellige billeder, for som de alle understreger, er de forskellige. Som humlebier. De er eneboere, de graver sig ned inden foråret. Derfor har de også undgået at definere, hvad der var eller ikke var kaotisk nok. Ragnarok har været sammenstyrtninger, askeskyer og flimrende lysglimt mod enden af tunnelen.

I konfrontationen med deres forskellige forståelser af ragnarok bliver gnidningerne, der udgør kollektivet, tydelige. Det virker nærmest forvirrende at vidne uoverensstemmelse mellem deres begrebsforståelse:

“Ragnarok er kaos og cowboy og trans, og love ?”, lyder det fra Martin Hornshøj.

“Er spørgsmålstegnet vigtigt?”, vil jeg vide.

“Ja, fordi love ikke er ragnarok”, lyder svaret.

“Love er da virkelig ragnarok”, kommer det fra Sebastian Hvass.

Hvortil Martin insisterer: “Love spørgsmålstegn er ragnarok”.

ET SPROG

BILLEDERNE BAG SPROGET

SPROGET BAG BILLEDERNE

Men så alligevel; brydninger er netop grundlaget for kollektivet, deres samvirke og hver fotografs udvikling. Selvom ragnarok er hvor billederne og fotograferne månedligt mødtes, var processen individuel og afkoblet. Hver enkelt arbejder alene, intuitivt – men på den måde opstår også en enshed.

“De er måske begge to ragnarok? … I virkeligheden er vi slet ikke så ens, vi er meget forskellige alle sammen. Humlebier er jo også eneboere, de graver sig ned, og bor i jordhuller. Alle har meget forskellige holdninger til hvordan man gør tingene, og jeg tror, at man tapper ind i nye perspektiver. Vi er nærmest ikke beslægtet internt i gruppen, det er også det der gør det spændende. Men vi begynder at tænke mere og mere ens, hvilket man også kan se på slutproduktet”, fortæller Sebastian Hvass. 

JEG SØGER DET CENTRALE PUNKT 

I KAMERAET

I SYSTEMET

Blitzkrieg er bevidste. Bevidste om deres ord. Bevidste om hvilke valg de træffer. Bevidste om deres om selvstændighed, og deres behov for fællesskabet. Kollektivet udsprang af ønsket om en platform hvor de kunne mødes. Et rum hvor der kunne brydes med selvet og egne forestillinger, hvor døre kunne sparkes op eller ind til en verden, der som regel er svært tilgængelig. Blitzkrieg handlede om at starte, og Blitzkrieg tør starte stort – det beviser de med deres 200 siders selvudgivelse, som er udformet i samarbejde med grafisk designer Louis Montes. Der er tale om mennesker med noget på hjertet og frygtløshed i mødet med konventioner.

Alene kollektivets titel fremkalder et virvar af indskydelser. Ordets oprindelse og kulturelle ladning er ikke noget, de er bange for – det er tværtimod sigtet. Ideen om at et ord kun kan have en reference, ønsker de at udfordre. Men krigskonnotationerne må også gerne trækkes med ind i forståelsen af hvem og hvad Blitzkrieg er. En flok individer, der rykker ind voldsomt og hurtigt, med kameraet som våben. Som Michael Strunges billedpistol. Hvem fjenden er vides ikke; måske selvet, måske altomsluttende og påtrængende omgivelser.

BLITZKRIEG volume I // @blitzkriegcollective

Bruddet med konventioner fremgår også af omslaget til Blitzkriegs volume I. En fotokunstbog ombundet af ord og dertilhørende sidetal. Et appendiks der inviterer beskueren ind, med bud på hvad der gemmer sig i og på de unummererede sider. Det er en narrestreg, der vil gøre opmærksom på bogen og fotografierne; deres betydning og anvendelighed. Hvordan man læser, hvad man søger, om man søger. 

“Vi har prøvet at opløse nogle ting; alle billederne kommer før end man ser navne, som knytter sig til billederne. Så det bliver en stor fortælling eller verden, man kan dykke ned i, men med forskellige afdelinger, som har noget gøre med hinanden måske, eller måske ikke”, uddyber Amalie Lorentzen. 

Ordene på bogens forside løber i alle retninger: Trance, velvet, yeast, GTA, doom, entrance, maze. Ordenes overlagte forvildelse inviterer beskueren indenfor til værkerne. 

Fotografierne minder om en fjern, måske overhørt samtale eller en længe glemt drømt. En dialog om hvordan man livet igennem imødegår obskuriteter som det ordinære. De formår gennem de 200 siders fotografiske scener at berøre barndommens mareridtsmindelund såvel som fremtidens dødsdisko. 

Clea Filippa // @blitzkriegcollective

Blitzkriegs værker fører de villige til steder hvor sproget forstummes. Bogen påbyder en tilstand af overgivelse til verdener, der endnu er ukendt eller for længst henlagt i tågebanker. Fotokollektivet løber gennem forvitrede landskaber, så øjnene der ser kan konfrontere de indre drag, som endnu ikke er kortlagt.

SIGTER MOD LINSEN

SIGTER MOD HJERNEN

Jeg vil forhøre mig, om hvor Blitzkrieg er på vej hen. Hertil lyder svaret, at det er svært at sige, hvad de eller man drømmer om – men at vejen dertil nok er alt det, man ikke drømmer om. Hvilken retning fotografernes fællesskab tager er uvist, men drømmene er mange. En ting er sikkert; de vil alle tage del i at afgøre deres skæbne.

VENTER PÅ MAXIMAL ÅBNING

VENTER PÅ KODENS BLOTTELSE BAG TYND HUD

KONCENTRERER ALT OM MÅLET

OG SKYDER MED MIN AUTOMATPISTOL

Blitzkrieg består af Johan Buch, Martin Hornshøj, Amalie Lorentzen, J. Ø. Johansson, Clea Filippa og Sebastian Hvass.

Blitzkrieg Volume I kan købes allerede nu via fotokollektivets instagram. En ny dato for fernisering annonceres inden længe.

Digt // Billedpistolen 1985, Michael Strunge

Spinatfugl. Læser statskundskab i min fritid.