VORES STEDER: SKULPTURGADEN PÅ SMK

SMK
Amy Watson. Foto: Jonas Heide Smith

VORES STEDER: Skulpturgaden på SMK er et ret magisk sted. Den glasoverdækkede gade er det element, der føjer den originale museumsbygning i al sin pompøsitet sammen med den modernistiske tilbygning fra lige før årtusindskiftet.

Mit første minde om Skulpturgaden er fra en tur på museet med min mor i 2012. Jeg havde hevet hende den lange vej fra Helsingør med toget, fordi jeg gennemgik en ret intens Matisse-fase, og SMK udstillede netop ham. Og ja, jeg medgiver gerne, at en Matisse-fase er en meget besynderlig ting at gå igennem for en 15-årig pige, men der stod jeg.

I vores tur rundt på museet gik vi igennem Skulpturgaden hvor Thomas Saracenos værk Biosfære hang og udfyldte det kæmpe rum. De kæmpemæssige bobler hang som selvstændige økosystemer under glasloftet og lå omkring på gulvet. I nogle af boblerne kravlede der endda børn indeni. Jeg talte om de besynderlige skulpturer hele vejen hjem i toget.

Thomas Saraceno, Biosfære. Foto: SMK

Her, seks år senere, er jeg i Skulpturgaden mindst tre gange om ugen – som regel er det bare den måde, jeg kommer hen til mit kontor på, men det er stadig umuligt for mig ikke at blive overvældet af det fantastiske rum. På mandage, hvor museet er lukket, og stilheden indfinder sig som et tæppe over gaden, er det svært ikke at lade sig friste til at sætte sig ned og meditere midt på den.

Det helt fantastiske ved Skulpturgaden er, hvordan den lader sig transformere – også af de skiftende årstider i Østre Anlæg, som man kan se gennem alle de mange vinduer. Skulpturgaden går sømløst fra at være det sted, hvor museets husmøde afholdes, over fredagsbar og sen åbningstid med SMK Fridays, til lokation for tøndeslagning med 500 børn. Alligevel er det den helt rolige Skulpturgade, jeg elsker allermest, og selvom du ikke kan komme forbi, når museet er lukket, er der rig mulighed for at opleve Skulpturgaden både helt forladt og tom en tidlig hverdagsformiddag eller stopfyldt en fredag aften, hvis det er mere din stil.

Psst! Det er gratis at besøge Skulpturgaden.

SMK
SMK Fridays. Foto: SMK

LÆS FLERE ARTIKLER AF SASHA HÉR ELLER OPDAG FLERE AF VORES STEDER

Skriv en kommentar

kommentarer

For ubeslutsomt og selvbevidst et menneske til at skrive copy om mig selv.