Guide til CPH Stage: Tre dage, tre temaer, masser af oplevelser

Foto: CPH STAGE

Festivalen CPH STAGE er over os, og på teaterredaktionen er vi ellevilde! I 10 dage, fra torsdag 23. maj – lørdag 1. juni 2019, summer København af teaterliv, og du kan finde både velkendte, skæve, eksperimenterende, sjove, intime, overraskende, tankevækkende og magiske oplevelser.

Skrevet af Amalie Ulla Pontoppidan Witt og Lærke Mejlgaard.

Tag testen, og se, hvilken type teater der passer til dig!

Er du et menneske?

a) ja

b) nej

Kan du lide at opleve noget, bare sådan generelt?

a) ja

b) nej

Kan du lide at opleve noget på andet end en skærm?

a) ja

b) nej

Flest krydser ved a?  Du kan se ALLE typer teater. Tillykke! Der er faktisk ikke noget teater, der ikke er for dig. I hvert fald ikke pr. definition. Vi spår, at du får en fantastisk festival!

Flest krydser ved b? Hvordan fandt du dette kulturmagasin i første omgang?

Indrømmet, det kan være en smule overvældende at forsøge at finde rundt i festivalens omfattende program. Men frygt ej, i år guider VINK dig til tre pakkeløsninger med et fuldt dagsprogram, som du kan følge fra start til slut eller plukke fra, som du lyster. Tre dage, tre temaer.

Fredag 24. maj: Blind date


Tam/Tyk/Tatoveret. Foto: Søren Meisner

Drømmer du om en blind date, men har svært ved lige at finde ud af, hvad I skal lave, uden at det bliver pinligt, kedeligt eller at I ikke aner, hvad I skal sige til hinanden? Med denne dag på CPH Stage kommer I i hvert fald til at få noget at tale om! Hint: husk cyklen og lad cykelturen rundt være tiden til refleksion. På denne måde finder I med garanti ud af, om I er noget for hinanden.

Første stop: TOMRUM

Sted: Teaterøen Mønt: 55-95 kr. Tid: Kom kl. 16.00, og vær der, så længe I vil. Dog max 4 timer!

Med performance-installationen TOMRUM træder I ind i et poetisk univers, hvor lys og mørke, dufte og lyde vil pirre jeres nysgerrighed og lyst til at stille spørgsmålstegn til det, vi tror, vi ved om verden. Her kan I få et afbræk fra hverdagen, når I efterlader sko og mobiltelefon udenfor og træder ind i et rum, hvor tiden står stille, og I kan lade jer rive med af de små poetiske fortællinger gemt i rummets svagt oplyste kroge. En sanselig start på jeres date!

Andet stop: 16.29

Sted: Teater Momentum, Edison Mønt: 50-155 kr. Tid: Kl. 17.30.

Hvis I ikke allerede nu tænker, at det er en god idé at være til stede og for et øjeblik lægge telefon og hele internettet fra sig for at være sammen, så kommer I nok til det efter denne forestilling. I 16.29 præsenteres I for Océane, der bor i en forstad til Paris i en etværelses lejlighed med tulipaner i vindueskarmene. Hun har over 3000 følgere på Instagram og mestrer kunsten i at lægge skygger på sin næse, der får hende til at ligne Taylor Swift lidt. For i forstaden vil alle piger være Taylor Swift, og alle drenge vil lave en baby på Taylor Swift. Hun har haft en kæreste i 4 år. Han er mekaniker. Han er ikke kriminel. Hun drømmer om blondegardiner på børneværelserne. Men pludselig sker der noget imellem dem, som ændrer Océanes blik på fremtiden og den virkelighed, hun lever i.

16:29 består af to dele: en monolog med Amira Jasmina Jensen og videoværket NEO-EUROPE af hiphopkollektivet Capital Fluxus.

Tredje stop: Tam/Tyk/Tavoreret

Sted: Teater Får302 Mønt: 75-150 kr. Tid: Kl. 21.00

Denne forestilling fortæller autentiske historier om forskellige kroppe og de blikke, vi møder hinanden med. Blikket er fordommens mester. Måske dannede du dig en række fordomme, da du mødtes med din date. Måske er nogle af dem allerede afkræftet.

Forestillingen arbejder med blikket som sandhedsskaber. En sandhed, som i sidste ende bliver selvforstærkende. Ud fra det blik, vi møder andre med, skabes en fortælling. Hvadenten vores krop er tyk, smuk, syg, tatoveret, trænet, grim, træt eller tam.

Lørdag 25. maj: En dag med de gamle

Jagten på det grå guld. Foto: Christoffer Brekne

Kan du huske, da du i påsken over en snaps eller to aftalte med dine forældre, at de da skulle komme og bruge en dag med dig i København? Nej? Nu står de og banker på din dør. De har taget madkurv, krydsord og fodformede sko med og er klar til at indtage byen. Pakken “En dag med de gamle” er til dig.

Første stop: Teaterloppemarked

Sted: Alhambra – Museet for humor og satire Mønt: Gratis (lige indtil du finder noget uundværligt) Tid: Lørdag 25. maj kl. 10.00

Der er intet, der kan samle den yngre og ældre generation som et godt loppemarked, for hvem elsker ikke et godt fund? Brug formiddagstimerne på at gå på opdagelse i teaterloppemarkedets boder, hvor I kan finde både kostumer og rekvisitter fra mange forskellige teatre. Succeskriteriet for denne første udflugt er naturligvis at få din mor til at prøve en glimmertricot.

Andet stop: Salt (samtale og forestilling)

Sted: Teatret Zeppelin Mønt: Samtalen er gratis, forestillingen koster 40-135 kr. Tid: Kl. 14:45 (samtale) og 16.00 (forestilling)

Efter en hyggelig formiddag er det tid til at se noget teater, der både har historisk relevans og er aktuelt i dag. Denne eftermiddag kan I på Teatret Zeppelin snuppe en indledende samtale omkring Danmarks udvikling som stat og på den måde gå godt forberedte ind til forestillingen Salt. Forestillingen af gruppen Det Olske Orkester handler om et historisk kultursammenstød mellem indremission og det mere frie, grundtvigianske samfund, men trækker også tråde til i dag. Forestillingen er anden del af en større trilogi om danskernes selvforståelse gennem de sidste 300 år, og kan danne grundlag for en god snak med de gamle om, hvad det vil sige eller ikke sige at være dansk.

Tredje stop: Jagten på det grå guld

Sted: Aveny-T Mønt: 180-260 kr. Tid: Kl. 19:30

Du håber, at dine forældre kan se det sjove i, at du tager dem med til en forestilling om alderdom. Jagten på det grå guld er en danseforestilling om drømmen om alderdommen – og frygten for at nå den. Gruppen Don Gnu lægger op til halsbrækkende krumspring, musikalsk poesi og humoristisk selverkendelse i jagten på det grå guld. Alderdommen kommer til os alle før eller siden, og det er måske meget sundt at tage emnet op med dine forældre, her tilsat en god del humor og fysikalitet.

Søndag 26. maj: Oplev København

Vi er her. Foto: Teater Grob

Denne pakkeløsning er for dig, der gerne vil udforske København og opleve kendte og ukendte afkroge af den danske hovedstad. Gennem teatrets briller kan den gade, du kender så godt, pludselig få en helt ny betydning, eller du kan opdage skjulte oaser midt i et industriområde. Pak rygsækken med masser af nysgerrighed og fornuftigt tøj, tag en ven i hånden, eller brug dagen i dit eget gode selskab.

Første stop: Digtning

Sted: Det Kinesiske Lysthus, Frederiksberg Have Mønt: 65-135 kr. Tid: Kl 13.00 & 15.00

Hvorfor ikke starte din udforskning af København i Frederiksberg Have? Måske er du ofte gået forbi Det Kinesiske Lysthus, men her har du muligheden for at komme indenfor. Forestillingen Digtning omhandler dét at skrive digte. Det er en adaption af den kinesiske forestilling af samme navn, hvor det er en ny digter hver gang, hvis digte gøres til genstand for en undersøgelse på scenen. Forestillingen handler om digtene, baggrunden for dem og selve den kreative proces at skrive dem, og tager form efter de deltagende digtere.

Andet stop: Søren elsker Katinka

Sted: Mindeankeret i Nyhavn Mønt: 120-190 kr. inkl. en øl Tid: Kl 15.00

Det er nu blevet tid til en vandretur i maleriske Nyhavn, hvor du stifter bekendtskab med digter Sigfred Pedersens sange, som for eksempel “Katinka, Katinka” og “Tørresnoren”. Søren elsker Katinka er en kabaret-vandring, hvor viserne og historierne om digterens bohemeliv folder sig ud i gaderne og gårdene i Nyhavn og Minefeltet. I vaskeægte folkelig Nyhavn-stil afsluttes vandringen med en øl på et lokalt værtshus.

Tredje stop: Vi er her

Sted: Teater Grob Mønt: Gratis, men kræver tilmelding Tid: Kl. 19.00

Du skal selvfølgelig slutte din Københavner-oplevelsestur af på Nørrebro. Du kan gå over Dronning Louises bro i aftenlyset, snuppe en durum på vejen, og før du ved af det, er du på Teater Grob. Her er der premiere på teaterfilmen Vi er her, som følger tre unge scenekunstnere, Anna Malzer, Zaki Youssef og Sargun Oshana, i deres forsøg på at bringe migration og eftervirkningerne heraf på banen i det danske teater.

Filmen introducerer konceptet postmigration, som er vokset ud af den berlinske teaterverden. Aftenen starter med to kortere oplæg inden filmen og slutter med en reception for bogen, Reframing Migration, Diversity and the Arts: The Postmigrant Condition. Film og boglancering er en udforskning af et emne, der i den grad trænger sig på, også i København.

Efter besøget på Teater Grob kan du slutte af med en aftentur rundt om søerne, mens du lader dagens oplevelser sætte sig i kroppen.



Teaterskribent og dramaturg med forkærlighed for gode historier og finurlige blandingsformer ( sidstnævnte gælder både teater og bagværk).