CPH stage guide – “Kender Du Typen?”-edition

Nu indtager endnu en festival det københavnske byrum. Denne gang er det scenekunsten, der er i spotlyset og kors, hvor er det svært at hitte ud af, hvad der skal vælges til, og hvad der skal vælges fra. For hvilken type er jeg? Hvad er jeg i virkeligheden til? Det er vanskeligt nok i sig selv at skulle erkende, at man faktisk keder sig til døde ved eksperimenterende teater med løse gevandter og højst tre replikker. At man faktisk hellere vil se Book of Mormon, hvor der er faste pladser og mulighed for at købe nøddemix i pausen. Eller, at man modsat har behov for at blive rystet i sin grundvold og forlade teatret grædende og med en overbevisning om, at nu giver intet da mening. På teaterredaktionen tager vi ansvaret på vores skuldre og vil i bedste Anne Glad-stil guide dig sikkert fra personlighedstype og til den performance, der passer lige netop dig. Læs med.  

 

Skrevet af Ingrid Grusje Holm og Katinka Hurvig Møller

 

// ILLUSTRATION: Luna Fisker

 


(I could go on singing)

Over the rainbow

 

// FOTO: Jannica Honey

 

 

Du er mellem 25-35 år og oprindeligt vokset op enten på en ø – det kunne være i det sydfynske øhav (læs: Ærø) – eller i de eftertragtede Københavnerkvarterer Humle/Brumleby. Du er derfor typen, der: A) siden femtenårsalderen har haft et gradvist voksende behov for at udfolde dine undertrykte kunstneriske/alternative sider, men ikke har kunnet grundet øsamfundets primitive rammer, jantelov og normer. B) Er af dine arkitekt/akademiker/kunstakademietforældre vokset op med som lille at tegne dine følelser med biodynamiske farveblyanter lavet af bivoks på gulvet i stuen i det lille, gule hus i Brumleby. Nu går du på, lad os sige, den selvbetalte fotoskole Fatamorgana, hvor du eksperimenterer med kønnet, kroppen og konventionerne. Kan du spejle dig selv i ovenstående, bør du overveje at tage ind og se (I could go on singing) Over the rainbow. Forestillingen er en engelsksproget en-til-en performance, liveakkompagneret af et Glasgow-baseret støjband – og lige noget for dig og dine venner fra Fatamorgana eller Ærø Kunsthøjskole.

 

Sted: Warehouse9, Halmtorvet 11, 1711 Kbh V.

Alle spilletidspunkter: 30.5.2018 kl. 16:45

 

 

Et Dukkehjem 

 

// FOTO: Fix & Foxys pressearkiv



Du er et klassisk eksempel på et idealistisk enebarn. Du savner autencitet i dit liv og snakker om, at du vil flytte ud på din tantes landareal på Langeland, men bor fortsat i andelslejligheden på Frederiksberg. Du erklærer dig enig i ethvert debatindlæg om, at vi moderne mennesker er blevet for skærmafhængige – og du holder dig ikke tilbage for at dele denne holdning på diverse sociale medier. Din instagram er fyldt med billeder af smuk natur i verdenshjørner, du drømmer om at tage til, men endnu ikke har besøgt. Med din alder nærmende sig de 30, din venneflok travlt optaget af spædbørn og din stabile status som single er du ved at være en anelse frustreret over manglen på ægte, dybe og dedikerede relationer i dit liv. Et Dukkehjem inviterer dig indenfor hos et længe ventet, autentisk ægtepar, som guides af tre skuespillere. Trygt siddende i parrets dagligstuesofa får du endelig mulighed for at dykke ned i en ærlig relation (ægteparrets egen) baseret på Ibsens klassiske drama om et ægteskab med hemmeligheder og uligevægt. Oven i købet har Tue Biering i denne omgang skaffet helt ægte, engelsksprogede par – så mon ikke, der kunne komme et delevenligt autencitetscitat ud af forestillingen, du kan dele på dine globale medier i endnu en af dine filosofiske rants?

 

Sted: Forskellige private hjem
Alle spilletidspunkter:
Torsdag 31 maj kl. 17:00 (engelsk)

Fredag 1 juni kl. 19:00 (engelsk)

Lørdag 2 juni kl. 13:00 (engelsk)

 

BYEN

// FOTO: Emilia Therese



Forestillingen til dig, der ofte finder dig selv i situationer, du ikke rigtig forstår. Du er i starten af 40’erne og distræt som bare fanden. Dit forhold til dine forældre har været præget af dårlig kommunikation, siden du var barn, hvilket har haft en stor indflydelse på din generelle situationsforståelse gennem dit liv. Som 22-årig droppede du ud af antropologistudiet, fordi du fandt videnskabsteorierne for forvirrende og endte med at fatte endnu mindre om mennesker, end du gjorde i forvejen. Du oplever gang på gang at finde dine nøgler på mellemste køleskabshylde, og dine venner er efterhånden ved at være trætte af, at du aldrig kan finde vej i dit eget lokalområde – og de gider ikke høre på dit evige argument om, at Sønder Boulevard og Istedgade ikke er lige så parallelle, som de burde være. Du er begyndt at synes, at dit hverdagsliv er en lille smule underligt og tenderende til syret – for eksempel oplever du stigende besværligheder ved at genkende din mands spejlbillede, når I står og børster tænder sammen. Det er begyndt at blive meget mærkeligt.
Byen er en mareridtsagtig og morsom psyko-gyser skrevet af den engelske dramatiker Martin Crimp, der handler om hverdagslivets opløsning. Som bonus er hovedrolleindehaveren selveste Claes Bang (ham fra den der norske film, du så i efteråret, der hed noget i stil med “femkanten”).

Sted: Teater V i Prøvehallen
Alle spilletidspunkter:
Lørdag 2 juni kl. 21:00

Søndag 3 juni kl. 14:00

 

 

 

Landet Uden Drømme

// FOTO: Det Kongelige Teaters pressearkiv


Til dig, der aldrig kunne finde på at købe plasticposer i supermarkedet – til dig, som selvfølgelig kun har de der net af genbrugsmateriale, så bomuldsproduktionen ikke stikker helt af. Du er typisk skilsmissebarn og er den ældste af dine søskende. Du er uddannet inden for den humanistiske genre med en snert af samfundsfag. Du føler, at du er ved at drukne i disse krisetider og er godt frustreret over, at det tilsyneladende ikke løser så meget, at du er holdt op med at takke ja til sugerør i din iskaffe. Plastikøerne flyder fortsat rundt i øhavet, og du cykler fortsat rundt i København (du har for længst afskrevet dig motortransport) med paniske angsttanker om verdens undergang. Du leder efter et åndehul, hvor du kan trække vejret bare en anelse roligt uden at få lungerne fyldt af smog. Svaret er Landet Uden Drømme. Lad dig ikke skræmme af titlen – denne forestilling vil give dig den pep og motivation, du havde glemt, at du kunne mønstre. I øvrigt vil det glæde dig at høre, at hovedrolleindehaveren i denne finurlige monolog er Lise Laeunblad – altså en KVINDE! Så behøver du ikke forsvare over for dit rødgrønne politiske parti, at du prioriterer en aften med kultur frem for vindenergi- og ligestillingsdemonstrationer.


Sted:
Sort/Hvid
Alle spilletidspunkter:

Lørdag 2 juni kl. 16:00 (engelsk)

Lørdag 2 juni kl. 22:00 (engelsk)

Søndag 3 juni kl. 13:00



Emma Gads Takt & Tone 100 År

 

// FOTO: Teatret Optimis’ pressearkiv


ENDELIG en forestilling om alt det, ungdommen tilsyneladende har glemt eller valgt at ignorere. Den her går ud til dig: Du er bosat i en af de pæne forstæder og har både baghave og sandsynligvis mindre end fire minutter til vandet. Du har rundet de 65 år og ser med stigende frygt dine børnebørn blive opdraget med alt for slap hånd. Da du var barn, var der ikke noget, der hed iPads. Du fik aldeles ikke lov til at beholde skoene på indendørs, og dine forældre proppede aviser ind under armene på dig ved spisebordet, så din service-teknik kunne forfines.
Selvom du ikke altid modtager stor ros af dine to børn for dine (ellers så velmenende) råd om opdragelsesstrategier, giver du ikke op i din kamp for at kommunikere, hvad ordentlig opførsel er. Du har for eksempel altid sat stor pris på musikkens sprog, og din samling af cd’er inkluderer alle Caroline Hendersons soloalbums – du kan ikke få nok af de gode budskaber. Forestillingen Emma Gads Takt & Tone 100 år, en forestilling af Teatret Optimis, er lige noget for dig – så hermed en opfordring til at invitere børnene og børnebørnene og i øvrigt deres lige så uopdragne venner med til en musikalsk og humoristisk forestilling om den bog, du ville ønske var en del af folkeskolernes pensum.

Sted: Metronomen, Frederiksberg
Alle spilletidspunkter:
Mandag 4 juni kl. 19:30

 

 

 

Sex in situ

 

// FOTO: Martyne Miller/Teater Nordkraft

 

Seksualitet skifter med tiden former og farver, men går aldrig af mode. Du er typen, der er den sidste til at dreje samtalen i venindegruppen over på sex. Det skal nævnes, at når den så småt er etableret, er du ikke bleg for at deltage – selvom du dog mest er med på en lytter, da din erfaring inden for emnet ikke er prangende, men hold fast hvor synes du ikke desto mindre, at det er top spændende. Du bor i en forældrekøbt lejlighed på Bryggen med din tætte efterskolehjerteveninde, som skriver speciale i Kultur- og Sprogmødestudier på RUC, og som for nyligt er blevet kærester med en fyr, der også har en anden kæreste (polyamourøst forhold, red.). Selv skriver du speciale i muterende svampearter på biologi og føler dig godt hjemme i argumenter, som har sit fundament i dyre/planteriget. Din veninde er en normbryder, synes du, og aktiv i LGBTQ-miljøet i København, og til din sidste fødselsdag forærede hun dig værket Gender Trouble af en filosof, du ikke kender, ved navn Judith Butler. Du blev forvirret da du googlede navnet, for der kom en masse fotos frem af en mand… Din veninde har fået nogle nye venner gennem den polyamourøse kæreste, som varmt har anbefalet denne engelsksprogede forestilling Sex in situ, et gæstespil af Teater Nordkraft, som hun gerne vil have dig med ind at se. Det vil du selvfølgelig gerne og glæder dig til at være med på en lytter, når den heftigt skal diskuteres i plenum efterfølgende. Du glæder dig især til at høre din venindes take på porno, som du har hørt, at forestillingen blandt andet kommer ind på. Uha, du kan faktisk næsten ikke vente.

 

 

Sted: Sort/hvid, Staldgade 26-30, 1699 Kbh V

Alle spilletidspunkter: Tirsdag-fredag 8. maj. Alle dage kl 20:00.

 

  

 

Fucking Åmål

 

// FOTO: Pinterest

 

Åh, hvor du husker denne film. Yes sir. Slut 90’erne, hvor du var omkring ni-ti-elleve år. Du har naturligvis svært ved at indrømme det i dag, hvorfor det giver mening, at du læser det her i guiden og bare nøjes med at nikke lydløst, men det var fandme grænseoverskridende at se de to svenske piger snave på film (!) De mørke udgroninger i det afblegede 00’er hår, Agnes, der onanerer i sengen, imens hun kigger på et klassefoto af Elin, og den store mængde af O’boy pulverkakao er det, du husker allerbedst ved filmen, som du i øvrigt både havde på DVD derhjemme, og som I så i folkeskolen i det kolde filmlokale i kælderen. Når du tænker dybere over det, er det i høj grad en film, der ændrede flere fundamentale ting for dig. De svenskere kan simpelthen noget med ærlighed og kærlighed. For ikke at glemme det faktum, at det dengang gik op for dig, hvor nødvendigt det alligevel var med undertekster til en svensk film. Det er jo ikke til at forstå, hvad de siger, de naboer i Norden! Af ren melankolsk walk down memorylane og glædeligt gensynsårsager, tager du bedsteveninden, som du har tilbage fra dengang, eller en tilfældig svensker du kender, med ind og ser Fucking Åmål, Julie Maj Jakobsens dramatisering af Luka Moodyssons ikoniske, svenske ungdomsfilm fra 1999. Forestillingen er tilmed nomineret til en Reumert for bedste Børne-/Ungdomsforestilling, så faktisk er der intet andet at gøre end at købe billetten med det samme.

 

 

Sted: Skuespilhuset, Sankt Annæ Plads 36, 1250 Kbh K

Alle spilletidspunkter: Tirsdag 5. – fredag 8. maj kl. 18:00

 

 


Reading af Århundredets Kærlighedskrig

 

// FOTO: Betty Nansen Teatret

 

Du er en midaldrende kvinde i din, til dato, bedste alder. Det var hårdt, men det absolut rigtige at blive skilt fra ægtemanden gennem femogtredive år. Der var ikke noget snask imellem jer, ingen utroskab (hvad du ved af), ingen løgne eller dårlig kommunikation, snarere ingen kommunikation. I var bare trætte. Trætte af hinanden samt trætte af dem, I havde gjort hinanden til. Af mønstrene, der var så fasttømrede, at de ingen udsigt havde til nogensinde at forme nye mønstre. Din lille Toyota Aygo holdt altid til venstre i indkørslen, hvor hans Citroen hold til højre, da det jo var tættere på hoveddøren af hensyn til den nye hofte, han for seks år siden havde fået lavet. Din eksmand kokkererede én gang om ugen, når du gik til bogklub om aftenen på Brønshøj Bibliotek og heftigt diskuterede de nyeste romaner. Jeres tre børn er for længst flyttet hjemmefra og har ad flere omgange foreslået, at I flyttede fra huset til en lejlighed i byen. Men det ville han ikke, ”du kan jo ikke klare dig uden en have”, som han påpegede. Din ældste veninde fra pædagogseminariet, dengang pædagogerne gik i farvede gamacher og mao-sko, har i flere år sagt, at du burde få en affære eller blive skilt. Hun har også ændret sit navn fra Charlotte til Char-loootha Morgenstjerne (bare Cha). Du er ved at lande i dit nye liv, har fået en smart kortklip og har overtalt Cha til at komme med ind at se Reading af Århundredets Kærlighedskrig, som er en reading af Ebba Witt-Brattstrøms roman om en livslang kærlighed, der med tiden er blevet til had i stedet. Du kender ikke skuespillerne, men de har samme alder som dig, og det, formoder du, er et kvalitetsstempel. Du er klar til at se dit gamle liv passere revy. Du er klar til at blive bekræftet i, at din beslutning var den helt rigtige.

 

Sted: Betty Nansen Teatret, Frederiksberg Allé 57, 1820 Frb C

Alle spilletidspunkter: Fredag 8. Maj kl. 20:00, Lørdag 9. maj Kl. 16:00

 

 

 Puha, for en omgang. Er du blevet klogere? Eller er du måske i virkeligheden typen, der ikke lader sig generalisere og derfor ikke tager noget som helst med sig fra denne ellers så rammende guide? Er din unika-faktor for høj til, at vi kan kategorisere dig?
I så fald er der fortsat håb. Det værste, et specielt snefnug som dig kan gøre, er at blive hjemme i trods og frustration over, at intet teater passer til dig og din personlighed.
Selvom vores træning er grundig, og vores ekspertise ikke til at tage fejl af, har vi måske ikke indkapslet din karisma i lige præcis disse 8 forestillinger – så er det jo godt, at der er mange, mange flere end dem, du her har læst om. Udvalget af forestillinger er nemlig langt større og vildere end selv din egen blændende personlighed. Det yderst kompetente hold af overblikstyper (ikke os – vi er mere de kreative formidlertyper) har sammensat et fyldestgørende program over alle de scenekunsttilbud, dette års CPH STAGE har at tilbyde dig. Linket er her, og vi lover dig, at der nok skal gemme sig noget, der passer til din delikate kultursmag. God fornøjelse derude – det bli’r vildt!

... er en 22-årig pige med en kæmpe kærlighed til scenekunst. Hun spiller teater hvor hun kan, skriver digte-eller-hvad-vi-nu-kalder-det, bliver virkelig hurtigt brun og er ret ferm med en diabolo.