Vis mig dit galleri – Galleri Figur

Mangen gang har jeg fundet mig selv gå forbi små gallerier i de københavnske gader med en nysgerrighed for at træde indenfor uden at gøre det. Lysten til at gå på opdagelse i de små gallerier har dog altid være der, men alt for ofte er jeg bare gået forbi. Jeg er sikker på, at vi er flere, der har det på samme måde. Galleriscenen kan virke lukket trods de store glasvinduer, der danner facaden for de fleste gallerirum. Jeg ville ønske, at vi turde træde ind i den kreative, kunstneriske verden, der ligger gemt i Københavns gallerier, og derfor har jeg sat mig for at gå ind bag ruderne. I et forsøg på at afmystificere de små gallerier, vil jeg søge ud og tale med kunstnere og gallerister og opleve deres kunstneriske univers indefra. Mit første skridt på vejen ind i denne verden starter på Peter Fabers Gade på Nørrebro.

//Foto: Marianne Sigrid Bluhme Antonsen

Jeg ankommer til Peter Fabers Gade på en sand efterårsdag i oktober, hvor vinden suser, og gule blade pryder vejkanterne. I baggrunden, lidt længere nede ad gaden hvirvler en hvid plastikpose i vindens opdrift. På den ene side af gaden hænger et blåt skilt og svajer i vinden. På skiltet står der Figur, og jeg finder et sted at parkere min cykel.
Ude fra, igennem de to store vinduespartier, kan jeg se kunstner og galleriejer Henrik Gødsbøll Madsen, der står og arbejder på to malerier. På den grønne dør ind til galleriet hænger et lille træskilt, der signalerer, at galleriet har åben. Jeg banker høfligt på og går ind i galleriet. Henrik lægger penslen til side og sprøjter lidt væske ud over sin farvepalet, inden vi hilser på hinanden. Galleriet er ikke ret stort og består af et udstillingsrum og to baglokaler. Der står et par gamle træstole i et hjørne, og langs den ene væg er placeret en beigefarvet sofa, hvorfra man kan sidde og betragte Henriks figurative og minimalistiske, blå malerier – alle med et motiv af forskellige mennesker fra forskellige situationer. Malerierne fremstår ekstra blå op mod de hvide vægge. Midt i galleriet på hver sit staffeli står de to store malerier, Henrik arbejdede på inden min ankomst.//Foto: Marianne Sigrid Bluhme Antonsen//Foto: Marianne Sigrid Bluhme Antonsen

Henrik forklarer, at han både bruger sit galleri som et showroom, hvor alle kan komme og se hans kunst, og at han også bruger det som værksted. Uanset om han står og arbejder med noget eller ej, så er alle velkomne. Henrik nævner dog, at han oplever, at folk ofte står udenfor og kigger ind ad vinduerne, når han arbejder på et maleri i udstillingsrummet. Hans fornemmelse er, at der oftere kommer besøgende i galleriet, når han arbejder på kunsten ude i baglokalerne. Jeg genkender det fra de gange, hvor jeg har stået udenfor og kigget nysgerrigt og lidt genert ind i et af byens små gallerier.
Henrik tilbyder mig te og kaffe, og jeg beder om en kop te. Imens Henrik er ude for at lave te, lægger jeg mærke til musikken, der spiller i baggrunden. Det er svært ikke at lægge mærke til den, sommerens største landeplage, Despacito. Denne gang i en tangovenlig instrumentaludgave, hvor en violinist og guitarist gør Justin Bieber, Luis Fonsi og Daddy Yankee kunsten efter. Henrik kommer tilbage med te og hindbærsnitter, og vi sætter os i sofaen. Jeg fortæller, at jeg ikke kunne undgå at lægge mærke til Despacito-udgaven, og Henrik fortæller, at han af og til afholder milonga i galleriet, hvortil han har fundet nogle sange, blandt andet Despacito-covernummeret, som han vil spille for tangodanserne. Milonga er et event og et sted, hvor der danses tango. Henriks galleri bruges altså både som værksted, udstillingssted til hans kunst og tangodans. Jeg fornemmer en voksende fascination af dette sted, tager et sip af teen og spørger ind til, hvornår Galleri Figur blev til.

 

En cykeltur for 21 år siden

Henrik fortæller, at han fandt lokalerne på Peter Fabers Gade omkring år 1996. Inden da havde han boet i Odense i nogle år, hvor han havde forsøgt sig som kunstner. Henrik fandt dog ud af, at han hellere ville forsøge sig med dette i København. Da han skulle finde lokaler til sit nye galleri, cyklede han rundt i København for at lede efter steder at leje. Helt tilfældigt cyklede han ned ad Peter Fabers Gade og spottede et lokale med to store vinduespartier, der lige var blevet sat til leje, og her slog Henrik til med det samme. Tilbage i nutiden sidder vi så samme sted med hver sin hindbærsnitte 21 år efter.
Jeg spørger efterfølgende ind til, hvordan han kom på navnet Galleri Figur, hvortil Henrik svarer, at dengang i ’96 var det blevet meget populært med hjemmesider på internettet. Jeg smiler lidt ved tanken om, hvad en hjemmeside har at gøre med navngivningen af et galleri og lytter om end mere nysgerrigt til historien. Henrik skulle finde et domænenavn til sin nye hjemmeside og forsøgte sig med forskellige navne og fandt, at Figur.dk var ledigt, og da det samtidigt var et passende navn til hans galleri, kom det til at hedde Galleri Figur. Det var ikke lige den historie, jeg havde forventet at høre, men jeg er enig i, at navnet er passende, for Henriks malerier er meget figurative. Udover den nuværende udstilling kan dette blandt andet ses på det stadigt gyngende skilt udenfor, hvor to ubestemmelige, menneskelignende skikkelser flyder rundt i den blå baggrund – et tema han også har afbilledet på de to træstoles sæder, der står i hjørnet.

//Foto: Marianne Sigrid Bluhme Antonsen

Fra tegning til maleri

Samtalen drejer hen på Henriks kunstneriske udgangspunkt. Han fortæller, at han startede med at tegne. Disse tegninger hænger ikke fremme i galleriet, men de kan ses på hans hjemmeside, der hedder det samme nu som for 21 år siden. Københavns Zoologiske Have, eller nærmere gorillaen Samson, har for Henrik og hans tegnekunst en helt særlig betydning. Henrik kunne godt lide at tage ind og tegne den store gorillahan og brugte så mange timer foran Samson, at de to udviklede et uvenskab. For som Henrik fortæller mig, så oplever gorillaer det som dominans, når de bliver kigget direkte i øjnene. Dette skabte mange scener, hvor Samson skulle vise, hvor mægtig han var over for Henrik, som han så som sin rival. Henrik fortæller, at han også dygtiggjorde sig som kunstner ved det såkaldte Skolen for Brugskunst, nu bedre kendt som designskolen, der er en del af Kunstakademiets arkitekt-, design- og konservatorskole, KADK. Efterfølgende har han ud over at arbejde på galleriet også undervist i tegning.

Henrik fokuserer nu mere på at male frem for at tegne. Imens vi sidder i sofaen og spiser hindbærsnitter, taler vi om de malerier, der hænger udstillet lige for tiden. De har alle blå baggrunde, og i forgrunden står forskellige mennesker. Disse forskellige mennesker er alle nogle, Henrik har været ude og fotografere fra forskellige steder i verden blandt andet Berlin og København. På malerierne står de i et blåt tomrum, taget ud af de omgivelser de blev fotograferet i. Kun Henrik kender den oprindelige kontekst, men jeg som beskuer kan kun slippe fantasien løs. Hvad tænker de på? Hvad kigger de på? Hvor er de på vej hen? Der i intetheden står mennesket tilbage med sine tanker, gøremål og lyster. Det er interessant at se, hvad der sker, når vi fjerner konteksten og blot har mennesket isoleret og alene tilbage. Malerierne er anderledes end de mere abstrakte skikkelser fra skiltet og de to træstole. På disse malerier er menneskerne malet mere realistisk, som de ser ud i virkeligheden. Henrik fortæller, at han ikke helt er der, hvor han gerne vil være endnu. Han synes, at det går lidt for langsomt med at skabe sine værker. Måske er følelsen af utilfredshed som kunstner netop den drivkraft, der holder udviklingen og bestræbelsen på at blive dygtigere ved lige? Alligevel sidder jeg og er imponeret over, hvordan han kan male noget, der er så virkelighedsnært.

//Foto: Stine Merrild//Foto: Stine MerrildKunstner og galleriejer Henrik Gødsbøll Madsen. //Foto: Stine Merrild

Henrik nævner, at han godt kan lide at fortælle de besøgende om sin kunst. For nogle år tilbage prøvede han at kombinere sit galleri med en café, hvor man kunne købe te og kaffe, og der kom da også lidt flere til der. Det stoppede han dog med, da det også havde omkostninger at drive en café, og det tog tid væk fra at male. Henrik har også forsøgt med at udleje sine billeder. Mod et månedligt beløb kunne man leje et af hans malerier og have det hængende så længe man ville. Det udlejede maleri kunne man bytte til et nyt maleri, hvis man ville, og hvis man havde haft det samme maleri hængende i 24 måneder blev det automatisk ens eget. Dette gjorde, at der var flere unge, som pludselig havde råd til at få kunst med hjem. Selv kommer jeg til at tænke på Artoteket, hvor man kan låne kunst, lidt som et bibliotek. Henrik ser dog mere på sin daværende udleje-ordning som en måde at betale maleriet på afbetaling. Han fortæller, at de malerier, der sælger bedst nu, er dem, han stiller frem i udstillingsvinduerne, når galleriet holder lukket. På den måde kan de forbipasserende få et nærmere kig på dem, og ved siden af har Henrik lagt en prisliste med kontaktinfo. Det glæder mig at høre, at der er interesse for Henriks kunst, at han faktisk sælger malerier. Det giver mig håb for, at der findes en masse kunstinteresserede mennesker i København, der støtter den lokale kunst. Hvilket inspirerer mig endnu mere til at tage ud til de forskellige lokale gallerier og finde ud af, hvad det er for noget kunst, der skabes i byen.

Teen er nu drukket, kagen onduleret, og jeg spørger Henrik, inden jeg siger farvel, om han kan anbefale andre gallerier her i København.

Henrik fortæller, at han faktisk ikke er den store kender inden for kunstmiljøet i København, men han kan dog anbefale Rørholmsgade i København K, hvor der ligger en masse små gallerier nede i kælderetagerne. Derudover anbefaler han kunstneren Daniel Goldenberg, der maler virkelighedstro oliemalerier og holder til på Willemoesgade på Østerbro.

Jeg takker Henrik for anbefalingerne og for, at jeg måtte komme og besøge ham. Vi hilser til afsked.

//Foto: Stine Merrild

Besøget i Galleri Figur får mig til at tænke på, hvad det er, der forhindrer os i at træde ind over galleriernes dørtærskel?
Måske er det fordi, rummene er små, og der ofte ikke er andre end dig selv og kunstneren til stede. Man træder ind i en kunstners personlige space, og det kan virke meget grænseoverskridende at trænge sig på. Måske synes man også, at man bør have et stort kendskab til kunst for at gå ind på et galleri, og det afskrækker måske nogle. Og så er der forventningspresset. Skal målet ved at gå på galleri være, at man skal købe et værk? Hvad forventer kunstneren, og hvad forventer man selv? Måske ved man ikke, hvad man kan forvente af at gå derind og det ukendte ved et nyt sted kan virke skræmmende. Eller måske har du bare brug for en opfordring, så den kommer her: Åbn døren, og træd ind i Københavns gallerier, for de har uendelig meget at byde på. Du har nu en galleriejers ord for, at de gerne vil have dig inden for døren.

Dette første galleribesøg har gjort mig lidt mere modig, og jeg er langt fra færdig med Københavns små gallerier. Jeg sætter mig op på min cykel og håber på, at den kraftige efterårsvind vil føre mig hen til endnu en lille kunstperle.

Kunstskribent og studerende med forkærlighed og interesse for mennesker, kunst og katte.