Synæstesi: Lyden af lys

Synæstesi er en betegnelse for sanser, der overlapper hinanden, så en sanseoplevelse giver udslag hos en anden sans. Det betyder, at nogle mennesker kan høre farver, former og figurer. Engang blev det betragtet, som en psykisk lidelse. I dag er det en gave for musikere. Søren Stenager fra Kentaur tager os med på en rejse til hans indre øje og fortæller os, hvad hanser, når han hører musik.

 

Søren Stenager har valgt to stykker musik af den tyske komponist Nils Frahm som eksempler på musik, der fremkalder lys, farver og former hos ham. Kompositionen ”Ode” repræsenterer lyden af lys for ham.

 

Når Søren Stenager lytter til musik, lader han sig opsluge. Enten lukker han øjnene og svinder ind i sin egen verden. Eller også stirrer han på et ubestemt punkt frem for sig. Uanset om hans øjne er åbne eller lukkede, ser han noget, når lydbølgerne rammer hans trommehinde.

 

”Jeg ser forskellige farver og former med mit indre øjne. Det sker i mit fantasirum. Det er den oplevelse, jeg har af virkeligheden, når jeg hører musik fortæller han,” fortæller Søren Stenager, der er filmkomponist, medlem af neo-soul-bandet Kentaur – og synæstetiker.

 

Synæstesi er betegnelsen for et neurologisk sansefænomen, som kommer til udtryk hos nogle mennesker, hvis sanser overlapper hinanden. Det er som en dominoeffekt af sanseindtryk, hvor en sans vælter ned over en anden. Synæstetikere kan eksempelvis høre farver eller se lyd for sig, som det er tilfældet hos 29-årige Søren Stenager. Når han lytter til musik, hører han både farver, former og lysglimt.

 

”Noget musik får mig til at høre en grøn eng,” forsøger han at forklare og beskriver det således, at musik kan have forskellige ”klangfarver”. For ham er en lys tone på en harpe altid hvid, og dyb basetone er oftest sort. Derudover har han svært ved at sætte det i system og forklare synæstesien.

 

”Jeg tror ikke, at synæstesi er et universelt sprog. Det er nogle individuelle overbygninger i vores eget indre,” siger Søren Stenager og nynner et eksempel på en cello-figur, som han kan være billedskabende for ham. Det er en sansning, der rammer ham, som han ikke kan kontrollere. Som om han holder vejret og indånder musikken i stedet, hvilket sætter spor på hans nethinde.

 

Sangen ”Says” af Nils Frahm får Søren Stenager til at føle, at han er på bunden af havet i et dybt mørke med små lysglimt hist og pist.

 

I kamp med logikken

Søren Stenager har spillet musik, siden han var 10 år. Stuen i Vesterbro-lejligheden, som han deler med sin kæreste, bevidner om, at han behersker mange instrumenter, for både cello, bas og trommemaskiner er spredt rundt omkring. Men selvom han kender al musikteorien og teknikken, forbinder han stadig lyde med billeder.

 

”Jeg har en logisk side, som siger, at det her musik lyder, som det gør, på grund af de instrumenter og mikrofoner der bliver brugt – og den abstrakte, som siger, at en melodi lyder som en grøn eng,” forklarer han.

 

Mange synæstetikere er musikere, der bruger deres gave til at komponere. Det gælder også for Søren Stenager, men til tider kan det føles som om, at hans viden om musikkens formaliserede sprog nogle gange blokerer for hans fantasi.

 

”Hvis jeg bare var musiklytter, ville jeg måske have mere synæstesi, end jeg har i dag, fordi jeg er så opmærksom på, hvordan man skaber musik,” overvejer han og forklarer, at det langt fra er al musik, der har en synæstesifremkaldene effekt og altså skaber visuelle fornemmelser hos ham.

 

”Nogle gange er et klaver bare et klaver,” siger han og ryster på skuldrene, som om han selv undrer sig over, hvorfor noget musik virker billedskabende på ham, mens andet ikke gør.

 

At male med lyd

Som synæstetiker kan man have en oplevelse af, at musik og billedkunst flyder sammen, så det kan føles som om, at man maler med lyde, når man komponerer. Derfor er Søren Stenager faktisk mere inspireret af billedkunst end af musik.

 

”Når jeg komponerer, er det som at male et maleri. Jeg har et visuelt rum, som jeg lægger farver på gennem lyd,” siger han og uddyber, at han forestiller sig farver og former, som han så forsøger at finde instrumenter og lyde til at udtrykke. Som man kan forestille sig, at en billedkunstner gør det, har Søren også sin egen malerstil i musikken og foretrækker nogle farver og former frem for andre.

 

”Jeg kan bedst lide at male med organiske, naturlige farver. Det er grøn og blå, men også lys og vandspejlinger. Det tiltaler mig at skabe nogle livsbekræftende billeder i lyd,” fortæller han og peger hen mod det store vindue bag ham, hvor lyset strømmer ind som i en følsom Nils Frahm-sang.

 

Om projektet:

Lys kan være så mange ting; flash, glæde, elektrisk. Det definerer alt og intet i byrummet. Skifter karakter med årstiderne og med hvert sekund gennem dagen. Lys kan falde romantisk, blødt. Eller hårdt. Det kan præsentere en person, en dagligdag, en by. Nogle kan male med lys, mens andre først finder tryghed i natten, når gadelamperne viser vej.

 

Nogle af os foto- og videografer fra VINK besluttede os at undersøge sagerne. Her er fortolkningerne af lys gennem vores fotolinser.

 

Tryk ind på fotograferne og se de forskellige projekter: Augusta Carøe, Anna T. Huynh og Anita Jensenius & Aga Paulina Mlynczak.