Københavns første cykelblendende øko-smoothies!

 

Stråhatten sidder let på skrå og humøret er som altid højt hos Mikkel Bay. Han er ejer af smoothiecyklen Smoothie Licious. For halvandet år siden blendede han den første øko smoothie med pedalkraft på cyklen, og siden er der cyklet mange smoothies gennem benene. 25 gange skal han træde i pedalerne, og wupti, så er smoothien blendet og klar til servering. Helt uden strøm. I 2008 opfandt Simon Kolff cyklen og kaldte den Bio Bike, men i 2014 overtog Mikkel den da han synes det var en genial opfindelse. Jeg har fulgt Mikkel helt fra starten, og nu var det på tide at følge ham når han er ude at svinge lårbasserne.

Sommeren har været en succes for Mikkel Bay. Han har skiftvis brugt den på at besøge festivaller og gader og stræder rundt omkring i København med sin smoothiecykel. Men om et par dage, må han gå i vinterhi, for københavnerne drikker ikke smoothies, når det sner, og vognen er ikke udstyret med vinterdæk. Cyklen er indrettet med en lille transportabel fryser og et lille minikøkken, så han servere sine smoothies med hjemmeavlede jordbær overalt på sin vej. Alle Mikkels råvarer er økologiske, og jordbærerne har han selv plukket på sin fars gård i Tåsinge.

Fang Mikkel igen i 2016, så kan du selv cykle dig til en smoothie.

Hold dig opdateret på Smoothie Licious’ facebookside.
//Alle fotos: Mie Laurenberg

 

Om projektet: 

Gennem de seneste par måneder har vores fotografer, tegnere, grafiske illustratorer og vores videojournalist vendt deres krøllede hjerner for at udarbejde hvert deres unikke soloprojekt til VINK.

 

Opgavekravene har været få, og kreativiteten derfor enorm; projektet skulle tage rod i kulturen i København. I to måneder er der blevet knipset, tegnet, streget ud og redigeret i mange timer for at gøre projekterne perfekte!

 

Nu er de færdige, og vi glæder os til at vise dem frem for jer, venner. I skal glæde jer! Vi publicerer én projektperle hver søndag som led i en længere perlekæde.

 

Vi planlægger at udstille projekterne ude i byen med foråret 2016.

 

Holdet bag:

Illustrator/tegner Natasha Linde Krebs, fotograf Mie Laurenberg, videojournalist Anita Jensenius, fotograf Augusta Carøe, fotograf Kim Granli & fotograf Karin Skaarup.