ZOMBIEFILM OG BLODIG WEEKEND

//Illustration: Nicole Blicher Jonasson

 

ESSAY: Blodig weekend hylder gysergenren, og jeg hylder zombiegenren.
Zombierne hungrer efter kød, jeg hungrer efter dem.

For femte år i træk afholdes filmfestivalen Blodig Weekend, der hylder gysergenren. Festivalen foregår i Cinemateket den 6. -9.  april, og den byder på alt fra psykologisk gys til blodig splatter. I den forbindelse vil jeg benytte lejligheden til at dykke ned i en af mine absolutte yndlingsgysergenrer, nemlig zombiefilm. JEG ELSKER ZOMBIEFILM! Nogle smovser småkager i smug, jeg smovser zombiefilm. Og derfor tager jeg en bid af zombiegenren, gransker dens rådne legeme og kigger på, hvorfor vi overhovedet søger gyset.

 

Zombiefilm er ofte kategoriseret som B-film, og det skyldes nok, at de fleste zombiefilm er lavbudgetfilm. Desuden får de ofte hårde og dårlige anmeldelser, og generelt hersker der en vis skepsis overfor denne gysergenre. Det virker som om, at folk enten elsker eller foragter zombiefilm – hvor overvægten synes at være skeptisk.

Men til trods for at zombiefilm ofte må lide samme grumme skæbne som menneskene, der ædes i filmene, så bliver der stadig ved med at komme zombiefilm, og vi ser flere og flere zombiefilm med større budgetter og intentionen om at ramme et bredere publikum. Et eksempel herpå er World War Z (2013), der med Brad Pitt i hovedrollen og et gigantisk budget på 170 millioner dollar er en opgradering af zombiegenren. Ligeledes blev 2017 skudt i gang med den Sydkoreanske Train to Busan der har fået stor ros blandt anmelderne, eksempelvis fem ud af seks stjerner i Filmmagasinet Ekko.

Det lader altså til, at der trods alt er en vis interesse for disse kødædende væsner.

Min egen interesse indfandt sig fra første gang, jeg stiftede bekendtskab med zombiegenren. Jeg husker tydeligt min første zombiefilmoplevelse – min åbenbaring – som jeg fik, da jeg så genindspilningen af Dawn of the Dead (2004). Jeg var blæst omkuld, skræmt fra vid og sans og hungrende efter mere. Efter flere kødædende menneskelignende skabninger, indvolde, der vælter ud, kranier, der flækker. Zombierne hungrede efter kød, jeg hungrede efter dem, og jeg er stadig umættelig.

 

Første luns. Zombier er ikke bare zombier!

For at forstå zombieuniverset, må man forstå, at zombier ikke bare er zombier! Der er mange forskellige slags zombier – nogle slæber sig eksempelvis af sted og er gangbesværede, hvor andre løber og er mere adrætte. Ligeledes er årsagen til deres opståen vidt forskellig – det kan være de døde, der genopstår, det kan være en virus eller noget helt tredje. Deres evner, motorik, årsag, levetid etc. varierer i høj grad og har gennem tiden udviklet sig.

Hvis man ser tilbage i tiden, stammer zombiefortællingerne oprindeligt fra det caribiske trossystem voodoo, som har afrikanske rødder. Omkring populærkulturen i 1960’erne ændrede zombiefortællingerne sig, da zombierne ikke længere blot opstod fra de døde, men derimod også kunne skyldes en virus, giftgas, radioaktivitet etc.

Traditionelt set har zombier været portrætteret som sløve og langsomme skabninger, der slæber sig af sted – hvilket er forårsaget af, at deres kroppe er i forrådnelse, og at deres mentale tilstand er på et krybdyrsstadie.

Zombieudviklingen, og denne ”nye” portrættering af dem, deler vandene, og er en af kerneproblematikkerne blandt zombiefans. Nogle foretrækker den gamle sløve zombieskikkelse, og andre elsker de mere adrætte og hurtige. Det indkapsler hele spørgsmålet omkring, hvor meget de skal kunne, hvilket ofte er et uløseligt dilemma. Jeg er personligt vild med den hurtigere zombie, som ofte optræder i nyere zombiefilm såsom 28 Days Later (2002) og to af de nyeste skud på stammen Train to Busan og The girl with all the gifts (2017). Tanken om at zombierne er lige i hælene på mig, får gyset til at løbe koldt ned ad ryggen – og ja, det er jeg tosset med!

Der er altså mange forskellige meninger og holdninger til, hvordan en zombieepidemi kan opstå, og hvad zombierne har af evner. Men der synes at være konsensus omkring tilintetgørelsen af dem. Zombier er per definition allerede døde, og derved kan de ikke ”dræbes”, men derimod skal de standses eller ødelægges. Måden hvorpå dette kan lade sig gøre, er ved at ødelægge deres hjerner – enten skyde dem eller slå dem hårdt, så kraniet flækkes, og hjernen smadres. De kan også brændes, hvilket man ofte ser i diverse film, serier og spil.

(Note: Skriv det bag øret hvis uheldet skulle være ude, og en zombieepidemi udbryder)

 

Anden luns. Bare rolig… du er hverken den eneste eller mærkelig. 

Fra første gang jeg så en gyser, kan jeg huske, hvordan det vakte forundring og igangsatte tanker hos mig – hvorfor er jeg så fascineret af gyseruniverset? Hvorfor har jeg altid fundet nydelse i frygten? Hvorfor bringer jeg mig selv i denne ubehagelige situation? Svedige håndflader, høj puls og en ubehagelig og ubærlig spænding i kroppen. HVORFOR?

Derfor blev jeg lettet, da jeg første gang stødte på studier omkring menneskets trang til at se gys, og hvorfor vi finder nydelse i frygten. En af grundene er, at vi træner vores evne til at klare os i tilspidsede situationer, når vi ser gyserfilm.

Der er mange studier omkring grunden hertil, og meget tyder på, at det kan findes i vores DNA. Kigger man på vores gener, er de nemlig stadig indrettet til at leve et jæger-samler-liv, som vores forfædre gjorde for mange år siden. Dette var et liv forbundet med mange farer. På den måde kan man argumentere for at lysten til at blive skræmt findes i vores DNA. Og den fare opsøger vi tilsyneladende stadigvæk.

 

Tredje luns. Zombiefilm og gys – hvad kan det bruges til? 

Udover gyserelementet i at mennesker spiser mennesker, så hænder det ofte, at zombieskikkelsen bruges som et udtryk for en større samfundskritik. En blodig forklædt samfundskritik.

For zombiefilm handler ikke blot om mennesker, der spiser mennesker – men i ligeså høj grad om hvordan mennesker og samfund reagerer – hvordan bekæmpes epidemien både lokalt, nationalt og internationalt. Det bliver et spørgsmål om, hvor meget man vil ofre, og hvem man stoler på.

En klassisk problemstilling, der optræder i nærmest alle zombiefilm, er spørgsmålet om, hvor mange uskyldige og raske mennesker, der må ofres for at få kontrol over de inficerede. Hele byer bliver afskærmet, sat i karantæne og bevogtet af militærfolk, der prøver at få styr på situationen. På den måde møder vi ofte et samfund og en verden i en ultimativt tilspidset situation. Dette skræmmebillede af en verden på randen af sammenbrud tvinger tanker frem hos beskueren. Hvordan ville vores regering og militærfolk reagere? Hvad vil vi selv gøre? Hvor meget vil vi ofre? Det er interessante og til tider skræmmende tanker.

Netop det samfundskritiske aspekt giver zombiefilmene en krog i virkeligheden og giver dem en tyngde, der ofte klæder dem – hvis samfundskritikken er vellykket selvfølgelig!

I den forbindelse er den nye Train to Busan værd at nævne. Den formår på simpel vis og meget vellykket at formulere en skarp samfundskritik oveni et spændingsmættet og skrækindjagende zombieunivers. Kogt ned formår den at tematisere valget mellem at hjælpe andre eller kun sig selv. Og det er netop dette samfundskritiske lag, som den får stor ros for – og som er en af grundene til, at den har fået gode anmeldelser. Som Per Juul Carlsen fra Filmland udtaler: ”De lynhurtige kødædere på det sydkoreanske tog er skrækindjagende effektive, og med samfundskritisk satire hører actiongyseren til årtiets bedste zombiefilm”.

 

//Still: Train to Busan (2017)

 

På en måde bliver zombierne i Train to Busan en mærkværdig (og blodig) påmindelse om medmenneskelighed – eller mangel på samme. Måske er zombiefilm en forklædning af noget af det vi frygter allermest i vores liv – en verden beboet af sjæleløse mennesker, der blot tænker på deres egne behov. Dette betyder i yderste konsekvens – hvor det uhyggelige netop ligger – at vi kan genkende menneskene, men ikke deres opførsel.

Zombiefilm kan altså igangsætte interessante tanker, refleksioner og afføde en masse samfundsrelaterede spørgsmål – og helt generelt spørgsmål om almen medmenneskelighed. Men derudover har gyserfilm også et kropsligt aspekt, der er værd at se nærmere på.

Høj puls, svedige håndflader og forskrækkelser hører sig til, når man ser en god gyserfilm. Nogle gange får vi lov at slappe af i korte tidsrum, trække vejret og læne os tilbage i sædet, andre gange holdes vi i konstant spænding – og til tider kommer forløsningen aldrig.

Gyserfilm er som et gratis (eller forholdsvis billigt) adrenalinkick – en måde at komme ned i sin krop.

Vi er så gode til at være i vores hoveder – hvor vi overtænker ting, rationaliserer, intellektualiserer og ser på alt vi møder med fornuftige og realistiske briller.

Og hvis vi har disse rationelle briller på, når vi ser en zombiefilm – ja, så kan udfaldet næsten kun være en skuffelse. Hvis vi derimod slipper fornuften, leger med ”hvad nu hvis”-tanken og dermed går med på præmissen om en aparte verden, så har zombiefilmen de rette betingelser for at vokse på os og give os den intenderede effekt. Om denne effekt blot er at drive os frem på sædets yderste kant, give os forskrækkelser, der nærmest bruger timer på at bundfælde sig, eller om det er for at plante en indirekte samfundskritik – så kan det alt sammen noget.

Jeg personligt nyder at lade hjernen ligge og bare være i den kropslige oplevelse. Det er et mærkværdigt, syret og blodigt frirum – men det er engang imellem rart at mærke, at man lever. At reagere i kroppen før hovedet.

 

Blodig Weekend

 

Stadig sulten? Min Blodige (zombie)weekend

Jeg slår et slag for at tage ind i Cinemateket og få sig et godt gys. Ellers har jeg lavet et program over min Blodige weekend.

Jeg er som sagt stor fan af de mere adrætte, hurtigere og ”nyere” zombieskikkelser – og dermed er mine yndlingsfilm indenfor genren af nyere dato. Der er en række klassikere, som helt og holdent fortjener at blive set, såsom George A. Romeros Night of the living dead (1968), men i denne blodige weekend skal du løbe ekstra stærkt, for zombierne er hurtige, altid lige i hælene på dig og ånder dig konstant i nakken.

 

Torsdag aften skydes i gang med Dawn of the Dead (2004), som var den film, der første gang tog mig med storm og bed sig fast i mit filmhjerte.

Fredag startes med et par afsnit af serien The Walking dead for lige at komme i stemning.

Fredag aften står den på REC 1 (2007) og The Crazies (2010) – som er en lidt atypisk zombiefilm, men har en brandgod fortælling.

Lørdag fortsætter vi med The Walking dead (der er maaange sæsoner, så det er bare at gå i krig). Som afbræk og for at lade op til aftenens film ses zombiekomedien Zombieland (2009).

Lørdag aften ses World War Z (2013) – en vaskeægte biografzombiefilm.

Bid mærke i at Brad Pitt er yderst snedig – han vikler eksempelvis magasiner rundt om armen, så han ikke bliver bidt og tæller hvor lang tid, der går, fra menneskene omkring ham bliver bidt, til de bliver zombier. SNEDIGT.

Søndag trækker vi vejret og slapper af. Her står den på endnu en vellykket zombiekomedie nemlig Shaun of the Dead (2004).

Hvis lysten er der til en yderst eksperimenterende og mystisk genrehybrid, så se kærlighedszombiefilmen Warm Bodies (2013). Den er i den milde ende og kan fortæres af den sarte sjæl. På forunderlig vis fungerer den.

 

Filmskribent og kandidatstuderende på RUC i Dansk og Performancedesign.