BAG OM KØBENHAVNS FILMSCENE – ZINNINI ELKINGTON

Filmplakat for kortfilmen Regnbuepiger // Foto: Regnbuepiger


INTERVIEW: I København er der masser af mennesker, der enten drømmer om, læser til eller rent faktisk beskæftiger sig med filmproduktion. Men hvem er de karakterer, som laver film i vores by? I de kommende uger møder vi sammen nogle af de filmskabere, som lever i byen, og ånder for at lave film.

Mød Zinnini Elkington – og kom med ind i hjernen på en instruktør, der maler med mange farver, store armbevægelser og har tillid til sit publikum og deres fantasi.

 

Den unge instruktør Zinnini Elkington vil gerne formidle sine historier til et bredt publikum. Dem kræver hun noget af, for hun har tillid til sit publikum. Som hun siger: ”Folks fantasi er vildere, end man går rundt og forestiller sig. Alle har læst eventyr og set tegnefilm. Folks indlevelsesevne er ret god.” Hun undervurderer ikke publikum, tværtimod. Hun tør at eksperimentere og udfordre filmkonventioner, og den passionerede filminstruktør stikker til den til tider forstokkede danske filmtradition, som på mange måder er udgjort af den socialrealistiske stil, dogmebevægelsen og en farvepalet bestående af grålige og blålige nuancer.

Zinninis debut, kortfilmen Regnbuepiger, er derimod en farveeksplosion, hvor hun inviterer os ind i en verden af livlige farver. Regnbuepiger følger unge piger og deres udfordringer i et pastel-punket univers. Pigernes hår er pink og blåt og matcher deres farverige tøj. Og i denne mørke, melankolske og grålige filmverden er det befriende at træde ind i Zinninis farverige og legende univers.

Optagelsesbilleder fra Regnbuepiger //Foto: Regnbuepiger


FRI OS FRA KONVENTIONERNE

Til trods for at Zinnini benytter sig af friheden til at lege og eksperimentere med regler, konventioner og forventninger inden for film, er hun af den overbevisning, at man skal kende konventionerne for at bryde dem. Derfor tog hun til USA på en filmskole for at få faglig ballast og læste til manuskriptforfatter, instruktør og producer. Hun lærte Hollywoods klassiske model og fortælleform, som, ifølge Zinnini, er meget genrebevist og kategoriserende.

Den konstante bevidsthed omkring kasser fik blot Zinninis eksperimentallyst til at vokse. Efter opholdet i USA har hun i den grad knoklet de sidste to år herhjemme i Danmark, hvor hun både har været med til at skrive en kortfilm, instruere Regnbuepiger og har yderligere to kortfilm i støbeskeen, som hun skal instruere.

Hendes filmiske agenda er både at udfordre selve filmprocessen og ligeledes sit publikum. Her kommer teaterbaggrunden i den grad til udtryk, da hun forklarer, hvordan hun skaber universet før den konkrete fortælling. ”Det handler for mig om at se scenen for sig, før man går i gang med at øve.” Hendes arbejde foregår i cirkulære bevægelser, hvor hun hele tiden går frem og tilbage mellem at se billeder for sig, finde musik og udvikle manuskript. På den måde kan eksempelvis en frase fra en sang indgå direkte i manuskriptet som en replik, og ligeledes kan research til billeder ende med at påvirke det tematiske for filmen.

Zinnini fortæller om den kortfilm, hun er i gang med at lave nu, som er en såkaldt øko-science fiction film. Et ord, jeg aldrig er stødt ind i, men som vækker min interesse. Hun forklarer, hvordan ideen er opstået på baggrund af en simpel fascination af kunstig intelligens, og derfra ”[…] forestiller jeg mig fremtiden visuelt. Hvordan kan fremtiden se ud på en måde, som jeg ikke har set i andre film? I min søgen kiggede jeg på arkitektur og strømninger, hvor det eksempelvis nu er meget populært at integrere natur i arkitekturen – og det igangsatte nogle tanker omkring den kunstige intelligens i min historie. Hvorfor skal det være en maskine, hvorfor kan det ikke være en plante? Hvad hvis planter kan tænke? På den måde kom ideen fra en visuel research, som nu har fået en direkte betydning for temaet i filmen.”

Billede af instruktøren Zinnini Elkington og hovedpersonerne fra Regnbuepiger //Foto: Regnbuepiger


VI SKAL TURDE NOGET MERE!

Vi snakker om, hvordan den danske filmtradition i høj grad har haft et fokus på den gode fortælling, hvilket til tider bliver på bekostning af det visuelle. Zinnini knytter en bemærkning omkring, at det måske hænger sammen med, at vi i Danmark ikke har så mange penge og dermed ikke så mange muligheder. Det har medført, at vi fokuserer på den gode fortælling. ”Vi har alligevel ikke råd til at gøre det ligeså flot visuelt, som de gør i USA.” I forlængelse af det, forklarer hun ligeledes: ”Min oplevelse er blot, at så glemmer man helt at tillægge det visuelle nogen betydning – og det er også en skam, fordi det synes jeg som beskuer, at man kan mærke.”

Udover de få penge i dansk filmindustri, hersker der også en opfattelse af, at det skal være realistisk, for at publikum tror på det, de ser: ”Realismeidealet bliver lidt at tale ned til publikum. Det er simpelthen ikke rigtigt, at man kun kan identificere sig med folk i film, hvis det er realistisk.”
Som Zinnini siger med smil på læben: ”Hvis danskere kan tro på, at en kvinde er holdt til fange i et trykkammer i Kvinden i buret, så kan de altså tro på det meste.

Jeg bringer Regnbuepiger på banen, som i den grad er en film, der bryder med den danske dystre realistiske stil. Jeg spørger Zinnini om dette bliver på bekostning af det realistiske, hvortil hun svarer, at det synes hun ikke. ”Ret hurtigt køber man den her fantasiverden, som er et tyggegummi-enhjørning-teenagepunk-pastel-land. Ved fra starten af at præsentere publikum for de vilde pastelfarver, giver det dem en frihed til at være i universet – jeg pådutter ikke folk, at de skal tage filmens univers helt vildt seriøst. Derimod må man selv gå ind og fortolke.”

Optagelsesbilleder fra Regnbuepiger //Foto: Regnbuepiger

Optagelsesbilleder fra Regnbuepiger //Foto: Regnbuepiger

 

Zinnini bringer troværdighed ind: ”Jeg tror, publikum har en ret sund sans for, hvad der er troværdigt. Hvad der er en troværdig opførsel, reaktion og et troværdigt følelsesliv. Og dette kan sagtens sættes ind i en stiliseret ramme.”

Hun er af den overbevisning, at man som filmskaber godt kan presse lidt på og se, hvad man kan få folk til at tro på og lege med, hvor langt man kan strække deres fantasi.
Som hun siger: ”Det er sjovt at lege med folks forventninger. Såsom at smide en vampyr ind i en boligblok i Malmø. Total skandinavisk stil, bare med en vampyr.”

Zinnini ønsker ikke blot at bevæge sig ud af den realistiske stil, men også at udfordre folks forventninger. Som hun siger: ” Der er kommet en enten-eller-tankegang – enten er du visuel, eller også er du en narrativ fortæller. Enten fokuserer du rigtig meget på de gode fortællinger og historien, eller også er du rigtig god til det visuelle. Men det er heller ikke rigtigt! Det er det, jeg rigtig gerne vil blive god til – at smelte de to sammen. Jeg ser gerne et opgør med denne opdeling.”
Hun leger både med form og indhold, hvilket hun forklarer kan ske med små greb som at skeje helt ud med farverne, som vi ser i Regnbuepiger, eller, som Zinnini bringer som eksempel, ved at vælge en atypisk hovedrolle – såsom at caste en dværg som pædagog: ”Hvorfor er pædagogen dværg? Nå ja, en dværg kan også være pædagog.” Zinnini griner og beklager det, efter hendes mening, dårlige eksempel, men jeg synes faktisk, det er pletskud. Zinnini formår på farverig og legende vis at ruske lidt op i vores forestillinger og forventninger.

Som hun smukt beskriver: ”Mine idealer er at være lige lidt højere, vildere og smukkere end alle de andre”. Zinnini vil hellere lave film, som er skøre og ude at kysse grænsen for, hvad man kan tillade, forstå og godtage, end at læne sig tilbage i instruktørstolen og lave det forventede. Hun er af den overbevisning at ved at udfordre og kræve noget af sit publikum, vækkes deres interesse. Dermed vil hendes film og fortællinger brænde sig mere fast og efterlade større indtryk.

Jeg kan kun være enig! Det er befriende og tiltrængt at tale med en instruktør med øje for sit publikum, og som har en stor tillid til deres forestillings- og indlevelsesevner. Zinninis tillid til publikum, bliver til publikums selvtillid.

Jeg venter i spænding på at se det næste, der kommer fra Zinnini – det bliver helt sikkert skørt og uforudsigeligt. Jeg er fan!

 

Tjek Regnbuepiger ud HER

Christine Weimar Kudsk //Forsidefoto: Regnbuepiger

Filmskribent og kandidatstuderende på RUC i Dansk og Performancedesign.