VINK elsker VÆRKER: Min nabo Totoro

På VINK arbejder vi konstant og hele tiden med det skæve, det uopdagede og det aktuelle i København. Vi skræller lagene af byen og lægger os i selen for at formidle kulturen ud til din browser dag efter dag. Men hvad hvis vi for en stund fik lov til at træde et skridt tilbage og lave en hyldest til de helt særlige værker, som gør, at vi elsker kunst og kultur? Hvad hvis du fik lov til at komme med om bag kulissen og mærke, hvor VINKs skribenter får deres inspiration og kulturkærlighed fra?

 

VINK elsker VÆRKER er en hyldestserie, hvor skribenterne får lov til at fortælle om et værk, der har gjort en forskel for dem. Vi inviterer jer læsere med ind i nogle værker og forsøger at vise jer værkerne gennem vores egne øjne med et blik og en vinkel, der måske er ny for dig. For hvad er det for et univers, som værkerne åbner op for, hvis man gransker dem igen?

Ligesom inspiration og temperament hos skribenterne spænder vidt og bredt, har vi ikke kunnet holde os til én type værker, i stedet arbejder denne serie med værker ud fra et bredt værkbegreb. Du vil altså komme til at læse om film, ballet, litteratur og sikkert meget andet. I modsætning til vores normale VINKling på kulturen kommer her nogle hilsner til værker, der ikke er bundet til Kongens By, eller til det spirende lag, men som vi simpelthen fortæller om, fordi de bare er mega gode – og fordi vi slet ikke kan lade være.
Hver måned præsenterer en skribent et værk ud fra sin kærlighed til netop dette. Vi starter hos teater&filmredaktør Emma og filmen Min Nabo Totoro.


Luk øjnene. Forestil dig en blomstereng på en sommerdag. Forestil dig at din barnlige naivitet og fantasi er intakt.

Du kan høre, det pusler i det høje græs, og du kan se to små kaninører titte op. De bevæger sig, og til syne kommer nu – ikke en kanin, men et lille, hvidt væsen. Det marcherer målrettet fremefter. Du følger det. Eventyret begynder.

 

Mei møder den mindste Totoro for første gang // Alle illustrationer: Min Nabo Totoro, Camera Film

Mei møder den mindste Totoro for første gang // Alle illustrationer: Min Nabo Totoro, Camera Film

 

Filmen Tonari no Totoro på dansk Min nabo Totoro  er fra 1988 og havde dansk biografpremiere i 2007. Altså er det en temmelig gammel film. Og også en temmelig kanoniseret film. Nok den mest kendte fra instruktør Hayao Miyazaki og Studio Ghibli (den japanske ækvivalent til Disney). Men den er også god. Suveræn faktisk. Stort set alle danske anmeldere gav den fem stjerner og var enige om, at det var den bedste børnefilm, de længe havde set, og at den desuden også var underholdende for de voksne. Hvis man er Miyazaki-connaisseur, vil man sikkert mene, at mange af hans andre film er bedre. Men jeg er ligeglad. Jeg elsker Totoro, og nu vil jeg fortælle jer hvorfor.

Jeg forsøger ikke at bringe en dybdegående filmisk analyse, men blot at fremhæve de ting, som jeg synes er geniale ved filmen.

 

Først skal vi lige have scenen sat. To søstre, Satsuki og Mei, flytter i et hus på landet med deres far. Det store tomme hus bliver langsomt åbnet op og støvet af, og familien finder på plads og begynder sin hverdag der. Faderen er universitetsprofessor og midlertidigt alene med pigerne, da moderen er indlagt på hospitalet. Satsuki er elleve år gammel og går i skole, mens Mei er fire år gammel og sammen med sin far i løbet af dagen. Huset og den tilstødende skov emmer af en magi, som glimtvis viser sig for de to piger – især for Mei. En dag mens faderen sidder og arbejder, løber Mei udenfor og leger. Igennem den magiske kikkert (en spand med hul i bunden) får hun pludselig øje på en lille Totoro, som hun følger efter ind i skoven. Her falder hun i en slugt og lander lige på maven af den store sovende Totoro, der vågner og interagerer med den lille pige. Han brøler, og hun forstår, at han fortæller hende sit navn. Mei falder i søvn på hans mave, og da hun vågner igen, kan hun berette, at hun har mødt en Totoro. Hun har faktisk mødt tre; en lille, en lidt større og en kæmpe stor én, hvilket hun fortæller videre til storesøster Satsuki. Det bliver starten på et venskab og en eventyrlig verden, der lidt efter lidt åbner sig for begge piger. Totoro og hans kumpaner optræder, når der er brug for dem og hjælper pigerne på magisk vis med at håndtere den skræmmende virkelighed, de kæmper med.

 

mei-to-2

Starten på et helt særligt venskab imellem Mei og skovens vogter Totoro.

 

Det legende og eventyrlige spor der for alvor etableres ved dette møde, slår ned i min barnlige fantasi og rammer mig i hjertekulen på en måde, som ingen anden film har formået at gøre det. Miyazaki siger om filmen:

 

“I wanted My Neighbor Totoro to be a heartwarming feature film that would not only entertain and touch its viewers, but stay with them long after they have left the theaters. I wanted the spirit of the film to endear lovers to each other, inspire parents to fondly recall their childhood, and encourage kids to roam around temple grounds or climb trees.” Miyazaki*

 

Der er en helt særlig legende lethed ved filmen, på trods af at den egentlig handler om to piger, der er i en omskiftelig og svær tid. Filmen er nærmest antisentimental i sin tilgang til noget følelsesmæssigt svært, og det er meget ulig, hvad vi kender fra amerikanske animationsfilm. Vi ser filmen gennem børnenes blik, og det gør, at både det lette og det tunge formidles igennem dem på en om ikke naiv så meget stærk måde med en helt særlig gennemslagskraft.

Noget af det interessante ved Totoro-figuren er, at på trods af at den hjælper de to søskende med små og store udfordringer i filmen, så er den stadig et dyr. Den er altså ikke antropomorf, men forbliver i dyreriget som et nuttet, men også lidt skræmmende, væsen med lange klør og intet andet sprog end nogle uforståelige brøl. Han kommer frem og hjælper, når nøden er størst, men forbliver i børnenes verden og er aldrig synlig for de voksne. Der er helt klart et tema i filmen om netop overgangen mellem den barnlige naivitet, som er repræsenteret igennem delvist Meis figur, og så den voksne verden, som Satsuki står lige på tærsklen til.

 

kat

Kattebussen, Satsuki og Totoro på udkig efter Mei. Ligner katten ikke lidt Filurkatten fra Alice i Eventyrland?

 

Børnene håndterer deres kriser med hjælp fra den magiske verden, eller fantasien afhængig af hvordan man vil tolke det.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selv er stor fan af fantasi, illusioner og blændværk, og derfor er jeg også helt vild med idéen om en parallel fantasiverden, hvor Totoro bor og passer på mig og faktisk også min datter. Af samme grund hænger han også som et stort maleri på hendes værelse. Jeg håber at kunne give Totoro videre til hende, og jeg glæder mig til, at vi kan se filmen sammen.

Ud over alt det her opremsede er filmen fyldt med interessante tematikker, og den er åben for en masse andre tolkninger end min. Rent filmisk er den helt fantastisk, og udover det top fede 80’er synthesizer soundtrack kan man især bide mærke i alle baggrundsbillederne, som er utroligt flotte og gennemførte. Det ses blandt andet i en ikonisk scene, hvor Satsuki og Mei står og venter på deres far ved et busstoppested, og Totoro gør dem selskab. Her ser vi, at Totoro bliver nærmest opløst i ekstase over lyden af nogle vanddråber, der rammer hans paraply. Senere i en scene, hvor Satsuki er ude og lede efter Mei, ser man også, hvordan de bevæger baggrunden, sådan at filmen nærmest bliver som i 3D.

 

Jeg håber, at ovenstående kærlighedserklæring har givet dig lyst til at se eller gense Min Nabo Totoro, der er i al fald et helt univers, der venter dig.

 

*Hayao Miyazaki er citeret fra bogen The art of My Neighbor Totoro

Skriv en kommentar

kommentarer

Chefredaktør for VINK. Forlægger på BLÆNDVÆRK og strukturnørd i det private erhvervsliv. Har hang til god litteratur, skæve film og ikke mindst mænd i trikot.