VINK BESØGER: Gentofte Kino – Derfor skal du dyrke 70mm-film!

70mm-film
//Foto: Ann Kathrine Østergaard

Der er stille på Gentoftes hovedgade denne forårsmorgen i Kristi Himmelfartsferien. Solen skinner ind ad vinduespartiet på den lille biografs indgang. Genskæret fra solen gør, at vi må læne os op ad glasset og med hænderne spejde ind i forsøget på at få kontakt med hvem end, der måtte opfange vores vindueskiggeri. En skikkelse kommer til syne i den hvide foyer og bevæger sig i hastige skridt over det lyse marmorgulv for at lukke os ind. Entusiasmen og lysten til at tale om sit nyerhvervede livsværk er ikke til at tage fejl af, og vi føres hurtigt ind i den historiske forhal, som bringer reminiscenser om mellemkrigstidens Danmark.

Skikkelsen i foyeren er Sune Lind Thomsen. Han har siden 1. marts 2020 stået i spidsen for den ene af blot to danske biografer, som er i stand til at vise film i 70mm. Selvom Sune overtog Gentofte Kino blot 10 dage forinden, Danmark lukkede ned, var ikke engang en verdensomspændende pandemi nok til at slukke drømmen. Det bevidner den kommende weekend om.

Den 21. -23. maj danner biografen nemlig ramme om Gentofte International Film Festival 70 (GIFF 70). En festival – blot én ud af fire i Europa –  der hylder de nærmest sagnomspundne 70mm-film. Du har mulighed for at se seks udvalgte film på det brede lærred.  

Som ægte filmelskere, men på ingen måde tekniknørder, har vi ofte undret os over, hvad ordet “filmformater” egentlig dækker over. Hvad betyder det, at en film er lavet i 70mm? Og kan den gængse biografgænger overhovedet se forskel? Det har den gode Sune hjulpet os med at blive klogere på.

16mm, 35mm og 70mm – hvad kan det? 

 Frem til år cirka 2000 så vi film på samme måde i alle danske biografer. Men så kom de digitale fremvisninger, der ændrede hele industrien. Du har måske overhørt skænderier om, hvorvidt digitalt eller analogt er toppen af poppen. Nogle foretrækker digitalt, mens andre sværger til den “ægte” måde at se film på. Den diskussion vil vi lade ligge – for begge formater har helt sikkert noget at skulle have sagt i biografer anno 2021. 

Filmformaterne 16mm, 35mm og 70mm refererer alle til størrelsen på selve filmrullen. Filmrullen på en 70mm-film er syv cm og er således det bredeste format, vi har herhjemme og er – som Sune forklarer – det ypperste. Creme de la creme. 16mm dækker over det klassiske, gamle smalfilmsformat, og 35mm er det mest gængse i biograferne. 

Da Sune overtog Gentofte Kino, var han opsat på at skulle skaffe en fremviser, der kunne vise 70mm-film. Men det er ikke helt så ligetil. Det store monstrum er dybest set umuligt at få fat i, så der skulle trækkes i nogle tråde landet over. Det lykkedes dog Gentofte Kino at få fat på Lara – en fremviser fra 1963, der egentlig var solgt til en hollandsk biografkæde. Men var den først røget udenfor Danmarks grænser, vidste Sune godt, hvad klokken havde slået. Og resten er historie. 

Men hvad er det egentlig 70mm kan, som gør det værd at valfarte til biografen for?

Det giver en meget bedre farvemæthed. Det ser meget mere ægte ud, det er meget organisk, det er meget varmt i billedet – det føles bare sådan ægte, og det er meget svært at forklare, man skal se det først. (…)” 

– Sune Lind Thomsen

70mm-film kan således skabe en mere naturlig og levende oplevelse af filmen, fremfor det mere stationære og polerede, digitale format. Bl.a. vil man i nærbilleder af filmkarakterer kunne bemærke hudfolder i panden og afkode selv de mindste ansigtstræk, alle sammen elementer som bidrager til en mere helstøbt biografoplevelse.

Tip: Læg mærke til stjernehimlen i Interstellar. Den vil bue og vippe en smule på 70mm, hvorimod den på digitalt vil stå helt stille

Som førnævnt er Gentofte Kino – udover Imperial – den eneste biograf i Danmark, der har muligheden for at vise 70mm-film. Det er en meget dyr måde at optage film på, hvorfor det typisk også er store produktioner (og instruktører), der henfalder til metoden. Både amerikanske Quentin Tarantino og engelske Christopher Nolan har skudt flere af deres seneste film i 70mm-formatet. Det kan muligvis tilskrives samtidens retrobølge, som også værdsætter musik på vinyler eller kassettebånd, udtaler Sune Thomsen

70mm-filmrulle. //Foto: Ann Kathrine Østergaard

https://gentoftekino.dk/giff-70-gentofte-international-film-festival/

Gentofte Kino

 

Man mærker straks Sunes entusiasme og stolthed over hans biograf – og med god grund. Gentofte Kino er nemlig ikke som enhver anden biograf. 

Biografen er på mange måder blevet en institution i dansk biografhistorie, siden dørene blevet slået op i 1938. Tegnet i tidens fremherskende funkisstil, som vægtede rene og lige linjer højt, kunne biografen med dens 564 sæder kalde sig en af Københavnsområdets største ved dens åbning. I dag har man bevaret det overordnede visuelle udtryk og har derfor ikke, som andre biografer, opdelt den store biografsal i mindre af kommercielle hensyn. Dette gør, at biografen på mange måder fremstår, som da den åbnede i 1938 – til glæde for enhver, som nyder og dyrker autenticitet og æstetik.

Ved at have bevaret Gentofte Kino som en enkelsalsbiograf begynder filmoplevelsen allerede, når man træder ind i foyeren, som Sune fremhæver. Her har alle nemlig samme udgangspunkt. Alle besøgende skal se den samme film og begynder automatisk at snakke på kryds og tværs og dele referencer. På den måde føles biografforhallen ikke som en hektisk banegård, men som et forum for filmisk samhørighed, hvor alle er samlet om den fælles biografoplevelse.

Den store enkelsal: //Foto: Ann Kathrine Østergaard

LÆS FLERE ARTIKLER AF ANDREAS OG ANN KATHRINE

Skriv en kommentar

kommentarer

Jyde i storbyen på sjette år. Er ret pjattet med psykologiske thrillere, pølsemix, kajkage og Jørgen Skouboe.