Tre små første skridt

Hvert andet år optager filmskolen Super16 16 elever på deres tre linjer. Halvvejs inde i forløbet udgiver de 16 elever seks kortfilm (der nok ikke er optaget på filmrulleformatet fra 20’erne). Af udspillet fra skolens Årgang 8 har VINK har set tre. Af de tre film var to supergode og en lidt snublende.

 

Hvad har det nye kuld instruktør-, producer-, og forfatterhvalpe fra Super16, en af landets mest prestigefyldte filmskoler at byde på? Et fingerpeg på svaret til det spørgsmål har jeg fået af at se 3 Fractures, Enkebal og Euroman på Filmmagasinet Ekkos hjemmeside. Den undertegnede skribenthvalp mener at kunne se en higen efter autenticitet som et gennemgående træk i alle tre film. Det er en autenticitet, der både er at finde i stilen, i de store spørgsmål og endelig også i  den samfundskritiske tematik.

 

3 Fractures

//Foto: Super16/Toni Kamula.

 

Første film på programmet er en ”alle karakterer hænger sammen”-film. Den hårdføre, kyniske og intimiderende forretningsmand Alexander får sine krigstraumer behandlet af den smukke og idealistiske tyrkiske psykolog Meryem, der er kærester med Jonas, som er Alexanders opadslikkende, karriereliderlige underordnede. Såret er åbent og betændt på og mellem vores karakterer, og den eksistentielle angst er bestemt ikke lille. Det unge filmhold har fundet sig en ung tematik, der falder i en ung skribents smag.

Med selvsikkerhed bag kameraet indføres vi i et lille udsnit af de splittede og sårede karakterers tilværelse. I korte, håndholdte sekvenser af tætte fragmenter af Alexanders ansigt introduceres først hans eksistentielle angst, siden hans fortid i militæret og endelig hans gammelfaragtige sleskhed. Meryem lader sig ikke rokke af de liderlige hentydninger og tager en ultra smooth maske på i terapilokalet. Den viser sig så også at have en revne, når vi ser hende komme hjem til en ensom lejlighed, en distanceret og kold kæreste og en bror, der er i vanskeligheder under politiske optøjer i Tyrkiet.

Jonas er klart den kedeligste af de tre omvandrende ”sår, der ikke vil hele”. Forholdsvist endimensionelt ser vi ham lege naivt og selvrespektløst med på Alexanders magtspil på et kasino. På trods af hans frastødende spytslikkeri får han gamblet sig til en forfremmelse og går så hjem igen til Meryem for at opføre sig som et endnu større røvhul. Han magter simpelthen ikke Meryems bekymringer for hendes broder og hjemland.

Holdet bag denne lille, ret fine produktion skildrer således modsætningen mellem det individuelle og det globale, mellem individualisme og fællesskabet. Alexander og Jonas har trods deres forskel i rang det til fælles, at de skider på fællesskabet. Jonas som en hundehvalp og Alexander med grådighed og magtspil, der har seksuelle undertoner. Meryem, der repræsenterer en mere jordbunden, autentisk slags professionalisme, slutter filmen med at tage til Tyrkiet for at hjælpe sin bror. Man fornemmer, at filmholdet og måske særligt manuskriptforfatterne har et soft spot for Meryems strenge og stoiske idealisme. Lykke til i Tyrkiet, Meryem, og i filmverdenen, instruktør Toni Kamula & crew.

Hvad: 3 Fractures.

Instruktør: Toni Kamula.

Producer: Mille Bjørn.

Manuskript: Toni Kamula & Gitte Van Le.

Enkebal

//Foto: Super16/Zara Zerny.

 

 

Det er fuldstændigt umuligt for mig ikke lige at namedroppe Michael Hanekes sidste mavepuster Amour, når jeg tænker over Enkebal. Filmen lægger ud med en hjerteskærende, lang sekvens af en gammel dame, der synger til sin døde mand i en seng, filmet direkte oppefra og ned. Ligesom Amour sad jeg her med en barsk og kompromisløs skildring af alderdommen. Men i stedet for Hanekes lange vej hen til den sidste, altopslugende ensomhed er vi her allerede på den anden side. Hvordan leve når man har mistet sin sidste elskede? Endnu vigtigere: Hvorfor?

 

Enkebal er den slags film, hvor der nærmest ikke sker noget som helst. Det, der så endeligt sker, er så subtilt og strækker sig over så lang tid, at man næsten ikke lægger mærke til det. Der er for eksempel den måde, hvorpå den velklædte og fattede Greta langsomt bliver porøs i kanterne. Hendes tøj slides, hendes hår ugles, og hendes ellers så perfekt vedligeholdte hus kommer i mere og mere uorden. Kameraet befinder sig (lidt ligesom hos Haneke) på afstand, og klipperen er blevet træt af saksen i postproduktionen. Det gamle hus, de mange ting, der hober sig op igennem et liv, og den smukke gamle dame omgivet af alt det – det får lov til at tale for sig selv i lange, knivskarpe og imponerende stramt komponerede billeder.

 

Smerten når sit højdepunkt, da vores hovedperson manisk gør gulvet rent og finder ud af, at nu har hun fået nok. Hun forsøger og fejler det umulige projekt at drukne sig selv i en gammel spand sæbevand. Tragikken opvejes en lille bitte smule af tragikomedie i scenerne i det alderdomshjem, som hun bliver anbragt på efter noget tid. Her sidder blandt andre en dame, der udelukkende kan udtrykke sig i filler-ord og sætningsstumper. ”Ja, det var jo,” ”Det kan man ikke,” ”Nej, dét er noget,” og ”Så deeeet ved man aldrig”, siger hun.

Vi slutter ballet på den værste sang, jeg nogensinde har hørt. Mavepusteren var næsten ligeså stor som i Hanekes Amour.

 

Hvad: Enkebal.

Instruktør: Zara Zerny.

Producer: Maria Møller Kjeldgaard.

Manuskript: Zara Zerny & Morten Pape.

Euroman

//Foto: Super16/Gabriel Tzafka.

 

Fra 3 Fractures til Enkebal var der en bevægelse fra det socialrealistiske og samfundskritiske til det personlige, eksistentielle og universelle. Med Euroman er vi igen ovre i den første films sfære, men desværre langt fra lige så elegant udført.

Hovedpersonen er en jetsetter, har smarte jakkesæt, sit eget firma og rigtigt mange penge – uha, eller har han? Den kliniske, hvide og kantede arkitektur på hans kontor har utroligt travlt med at fortælle os, hvor tomt livet som businessmand på sporet af flere penge er  – og det i sekvenser, der er så lange, at de er spændt ud til bristepunktet.

Han tager på tinder date og har ligegyldig sex med en ung kvinde, der har en kæreste (gisp). Han sidder på bar med sine CBS-venner og de råber, ”CBS, CBS, CBS, CBS, CBS, CBS!” til alle andres irritation (gisp!). Hans far ringer for at sige, hvor stolt han er af ham, og hvor skuffet han er over, at han åbenbart har lånt penge til en film (dobbelt GISP!).
Den grelle symbolik og den alt for pædagogiske belæring fortsætter for eksempel i en scene, hvor den unge jetsetter får barberet sit ansigt, imens en demonstration foregår udenfor, og den posh barber trækker gardinerne for. Vi er tilbage i individ/fællesskab-tematikken, og det er bare ikke særligt spændende længere.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at man her kunne have skrevet et essay eller et debatindlæg til Information i stedet for at lave en film. De tonstunge pointer omkring, hvor hul pengejagten er, hvor nedern mennesker fra videregående uddannelser, der larmer på barer, er, og hvordan den kapitalistiske maskine opsluger ægte kunst, er måske gode nok i sig selv. De er desværre ikke værd at lave en filmproduktion omkring.

 

Hvad:Euroman

Instruktør: Gabriel Tzafka.

Producer: Kirstine Barfoed.

Manuskript: Gabriel Tzafka & Laura Madsen.

 

Super16 uddannelsen er nok Danmarks mest prestigefyldte filmskole. De har en linje for instruktører, manuskriptforfattere og producere. På det treårige forløb skal eleverne udgive en film om året. Du kan læse mere om skolen her, og så kan du se og læse om midtvejsfilmene fra årets årgang her –  også dem, der ikke nævnes i artiklen.

 

//Forsidefoto: Super16.