The Last Jedi og nostalgiens ragnarok

Nostalgiens ragnarok // Illustration: Freja Marie RK

 

Den seneste film i Star Wars-serien, The Last Jedi, er blevet rost til skyerne af kritikere, mens den er blevet modtaget med mere skepsis af publikum. Ved at fremstille universets frontfigurer og institutioner som fejlfulde repræsenterer filmen et opgør med mange af seriens kerneværdier. Men filmen viser også, at ved opgøret med værdierne og ved den fortidige nostalgis undergang kan nye helte og nye værdier opstå.

 

Nostalgiens forførelse og fare

Det blev meget klart for mig, at nostalgien stadig lever, da jeg fandt min plads i biografsalen, og filmen begyndte. I salens mørke kunne jeg nemlig ikke lade være at lægge mærke til, at publikum mest af alt bestod af unge mennesker. Mange af dem så ud til at være på alder med mig, nogle yngre, nogle ældre. Fælles for dem alle var, at de tydeligvis var for unge til at have set de oprindelige Star Wars-film i biografen tilbage i 1970’erne.

Star Wars har altid været populær blandt ungdommen, og det gælder stadigvæk. En stor del af de såkaldte ”millennials”, nutidens unge, voksede som børn op med Star Wars-serien, mig selv inkluderet. Og mange af de unge i salen var sikkert kommet for at se deres helte bekæmpe det onde, som de havde gjort så mange gange før. De ville igen opleve den nostalgi, som prægede deres barndom. Ved at betragte de unges reaktioner i salen kunne jeg fornemme, at det er nostalgien, mere end noget andet, der tiltrækker folk, når en ny Star-Wars film ser dagens lys. Det er også grunden til, at sådan en film kan vinde så stort indpas hos Københavns unge.

Nostalgiens forførende kraft er stærk, og Star Wars som serie beviser det mere end noget andet. Den originale trilogi fra 70’erne og 80’erne læner sig op ad sci-fi-konventioner fra 1950’ernes B-film. Konventionerne bunder derfor i universelle fortællinger og arketyper – det gode mod det onde, den idealistiske helt og troen på en bedre verden – som indgår i lignende historier på tværs af kulturer. Man kan derfor sige, at fortællingerne og arketyperne er selve filmseriens kerne. Intet under, at en sci-fi-fortælling med basis i en amerikansk kontekst kan vække så kraftfuld en følelse hos unge københavnere, at de er strømmet til biografer for at tage del i den.

Men nostalgi kan være farligt at sætte sin lid til. For hvad sker der, når idealerne, heltene og idolerne fra barndommen, bliver opløst for øjnene af en? Hvordan forholder man sig til den seneste film i Star Wars-serien, The Last Jedi, der netop gør alt dette?

 

Ændrer spillereglerne

The Last Jedi, instrueret af Rian Johnson, er den ottende episode i Star Wars-serien og er en fortsættelse af The Force Awakens, der udkom i 2015. Vi følger Rey (Daisy Ridley), der leder efter den legendariske jedi Luke Skywalker (Mark Hamill). Sammen med Luke vil hun tage kampen op imod skurkene – den såkaldte Første Orden. Imens er modstandsbevægelsen med Prinsesse Leia Organa (Carrie Fisher) i spidsen trængt op i en krog af den Første Ordens styrker.

Filmen er hæderkronet af flere kritikere, der blandt andet har kaldt filmen den bedste siden Star Wars Episode V: The Empire Strikes Back fra 1980, der ofte bliver set som den bedste film i serien overhovedet. Filmen kan endda ende med at blive et nyt håb for rumsagaen, der tidligere har oplevet en uheldig tilbagegang med de såkaldte ”prequels” i 1990’erne og de tidlige 2000’ere.

The Last Jedi har dog vist sig at være noget kontroversiel og har derfor fået en blandet modtagelse blandt publikum. På bl.a. Twitter og Facebook har mange fans af serien givet udtryk for, at filmen ændrer for meget på de fundamentale elementer, der gør Star Wars til mere end ”bare” en sci-fi-filmserie. Filmen gør op med mange af de værdier, der hidtil har været karakteristisk for serien. Jedierne, de spirituelle munkekrigere, der hele serien igennem har været ”de gode”, bliver i denne film betegnet som dekadente og fejlagtige i deres filosofi. En af de centrale slogans, der prægede filmens marketing op til dens premiere, var, at jedierne må dø ud.

Desuden bliver der også sat et kritisk lys på kampen mellem det gode mod det onde. For i filmen, og den nye serie i det hele taget, lever folk ikke nødvendigvis lykkeligt til deres dages ende, når det onde imperium er besejret. De har deres egne problemer og nye kampe at skulle forholde sig til, og verden er ikke nødvendigvis bedre af det. Filmen viser os desuden, hvordan et godt menneske bliver formet af dets miljø, relationer og omstændigheder på vejen mod ondskab – og dermed bliver ond.

Sådan en fundamental ændring af spillereglerne for serien har derfor fået nogle hardcore fans til at afsværge filmen og den nye serie. På sociale medier laster fans filmens nye karakterer for at være kedelige, imens heltene fra den oprindelige trilogi har mistet deres glans. Filmen har altså delt vandene mellem biografgængere, for at sige det mildt.

Filmen har yderligere skabt en reservation over for filmseriens fortsættelse, for med filmen er de gamle guder fra den oprindelige trilogi enten døde og borte, forsvundne fra begivenhederne eller har mistet den idealisme, som de tidligere stod og kæmpede for. For de fleste, mig selv inkluderet, blev dette mest klart på tragisk vis, da Carrie Fisher, der spillede den ikoniske Prinsesse Leia, døde i 2016 efter at have indspillet sine scener til The Last Jedi.

 

De gamle idolers død

Den før beskrevne kritik af de gamle helte i filmen er på sin vis berettiget. Filmen er nemlig meget opsat på at dekonstruere, underminere og kritisere den underliggende nostalgi, som fans af serien medbringer, når de går ind og ser en Star Wars-film – en nostalgi, der blev taget for givet i de forrige film.

De tidligere Star Wars film er efterhånden så indlejrede i populærkulturens ”kanon”, at Rian Johnsons bidrag til serien fra starten havde svære vilkår for at imponere i lige så høj grad. Trods dette formåede The Force Awakens dog at finde sin vej ind i publikums hjerter, og derfor var forventningerne til The Last Jedi høje. Men frem for udelukkende at falde i tråd med den oprindelige trilogis regler, vælger The Last Jedi at gå en anderledes, mere original og radikal vej end den, som The Force Awakens lagde op til.

Efterhånden som filmen rullede over skærmen, genoplevede jeg også den samme barnagtige begejstring, som så mange blandt publikum følte. Men jeg oplevede også noget andet. Jeg oplevede også eroderingen af det stabile, af det fortidige værdimæssige, af det nostalgiske. En slags ragnarok for nostalgien, om man vil. Den stabile erindring om filmens univers, som havde været seriens omdrejningspunkt for mig, kæmpede en forgæves kamp mod sin egen undergang. Dette blev for mig illustreret via filmens behandling af de helte i Star Wars, som havde været idoler for mig i min barndom, såsom den modige Luke Skywalker og den standhaftige Prinsesse Leia.

Uden kendte karakterer at holde fast i følger rodløsheden og forvirringen. For hvordan opretholder man som fan seriens essens, når The Last Jedi er så opsat på at dekonstruere de søjler, hvorpå Star Wars-universet har hvilet på?

 

Nye fans, nye helte, nye idealer

I den nordiske mytologi betegner Ragnarok en begivenhed, hvor de gamle guder og deres verden går under. Men i nogle versioner af denne fortælling bliver en ny verden med nye helte støbt ud fra den gamle verdens ruiner og aske. Det samme gælder sig for The Last Jedi og Star Warsuniversets tiltrækningskraft.

For The Last Jedi er i sidste ende ikke pessimistisk i sit budskab. De gamle helte, institutioner og værdier er måske borte for længst, men en ny generation af helte og værdier, både i filmene og i Imperials sal, vil tage over. Carrie Fisher og Prinsesse Leia er borte, men Daisy Ridley og Rey vil være der til at tage over. Frem for at se rodløsheden som et tab, skal vi se den som en mulighed for at udforske nye karakterer og historier.

De gamle fans af Star Wars er ved at blive skiftet ud med nye fans. De unge lærlinge overtager de gamle mestres pladser. Og hvem ved, måske kan The Last Jedi i sidste ende også lære os, hvordan vi gør op med fortidens idealer for at sikre fremtiden. Og nogle gange må man destruere for at genopbygge. Sådan var det, da Luke Skywalker ødelagde Imperiet i Episode VI: Return of the Jedi for at opbygge Republikken. Og sådan er det også med nostalgi.

En nævenyttig medienørd, der til dagligt læser journalistik på Roskilde Universitet. Kronisk storforbruger af litteratur, film, musik og øl. Tænker alt for meget over, hvordan forskellige medier påvirker vores tilværelse i samfundet og i hverdagen.