Tanker om ensomhed

Jeg er nok ikke, hvad man ville beskrive som en ensom person.

I skrivende stund sidder jeg på bagsædet af min mors bil, mens min kæreste, min gode ven og jeg sidder og føler den til Nede Mette. Klokken 19 kommer der gæster for at fejre endnu et år i mit pseudo-sociale liv. Uinviterede folk har ligefrem skrevet og spurgt, om de kunne score en billet.

 

Og jeg tror ikke, nogen vil synes, at jeg er mærkelig, fordi jeg har brug for at være alene en gang imellem; tror mange har det sådan. Det er regenererende at være en lille smule alene med sine tanker.

Men nogle gange er det ikke frivilligt. Og nogle gange er det ikke sjovt.

 

Filmen Virgin Mountain handler om 43-årige Fúsi, en ensom og rutinepræget mand. Jeg vidste, at filmen ville handle om ensomhed, og havde i temaets ånd bestemt mig for at tage alene i biografen, men jeg var ikke helt forberedt på den aften, jeg gik i møde. Jeg var i sandhed alene.

 

Men er det nødvendigvis en dårlig ting? Mine refleksioner over filmen drog mig ud på en rejse gennem øde islandske landskaber, mens jeg fysisk stod på Københavns Hovedbanegård og ventede på toget, omringet af 1000 mennesker.

 

Alene i mængden. Sådan synes Fúsis liv. Og sådan havde jeg det, da jeg sad alene i en togkupé en torsdag aften, blandt friske gymnasielever, der skulle i byen blot et par timer inden, de skulle op i skole. Meget anderledes var det ikke, da jeg indtog Dagmar; jeg forventede ikke, at der ville være så mange mennesker og jeg troede, jeg ville være relativt alene, hvilket jeg også var – bare på en helt anden måde, end jeg havde forventet. Da billetdamen sagde ”bare en enkelt?”, slog det mig, at jeg aldrig har været i biografen alene før. Det var samtidig mit første besøg i Dagmar. Idet jeg betalte for min sølle billet, følte jeg, nogle tog min mødom, selvom jeg egentlig ikke så synderligt jomfruelig ud, klædt i sorte sweatpants og en sort bandhoodie på. 
Jeg ved ikke, om Dagmar er en biograf for ældre, eller om jeg bare var heldig, men gennemsnitsalderen den aften lå omkring de 65. Pudsigt nok kan man altid se, når ældre mennesker synes, man ser underlig ud – de laver alle samme stunt. De stirrer tomt på én, til man smiler og anerkender dem, hvorefter de kigger småfornærmet væk. Undskyld at jeg står her og ødelægger din udsigt. Nu skal jeg flytte mig – det manglede bare.

Selv vejen til salen var svær; Dagmars toiletter ligger i kælderen, ude af sigte. For en uskyldig førstegangs-Dagmar-gænger, er det umuligt at finde. Heldigvis prikkede en tankelæsende biografmedarbejder mig på skulderen og viste mig vej, uden at jeg selv sagde et ord.

 

Selv vejen til salen var svær; Dagmars toiletter ligger i kælderen, ude af sigte. For en uskyldig førstegangs-Dagmar-gænger, er det umuligt at finde. Heldigvis prikkede en tankelæsende biografmedarbejder mig på skulderen og viste mig vej, jeg sagde ikke et ord.

 

På fjerde række af Dagmars mindste sal blev jeg ramt af barndommens uskyldige glæder; når man er alene, er der ingen til at dømme dig for at tage skoene af og kravle helt op i sædet. Om mine medseere var forstyrrede af mine sure tæer er ikke til at sige og, ærlig talt, ikke mit problem, for jeg havde en fest. Jeg havde en billet til én, en danskvand til én og mine popcorn til to. Jeg var så meget ovenpå, at jeg bestemte mig for at gå imod mine principper og deltage i den lille filmquiz forinden filmen. Jeg skyndte mig at downloade app’en og så mit ansigt dukke op på lærredet. På dette tidspunkt sad der kun et enkelt par i salen ud over mig, så jeg vendte mig provokerende imod dem og sagde: ”Er i klar på at få tæv?”

 

Men mit smørrede grin varede ikke længe. De havde nemlig ikke deres telefoner med, og jeg endte med at spille helt alene. Det betød selvfølgelig en sikker sejr, men også at hver gang jeg svarede pinligt forkert, kunne jeg høre en stigende mængde biografgængere fnise bag mig og ryste på hovedet. Hvis det ikke var pinligt nok i sig selv, da jeg så endelig havde kæmpet mig gennem 20 forfærdelige spørgsmål, blev jeg annonceret som vinder og mit billede blev blæst op og dækkede hele lærredet i ti meget langsomme minutter. Mit hjerte sank en lille smule. Jeg prøvede at lette stemningen ved at sige ”Ja det er jo slet ikke pinligt”, men blev kun mødt med lyden af host og slubren af sodavand. Pludselig var det ikke så sjovt at være foruden en god kammerat at le sammen med, og jeg krøb helt ned i sædet blandt de tabte popcorn og gamle billetter.

 

Så startede filmen.

 

//Alle illustrationer: Freja M. R. Kammer

 

Jeg stod i sne til knæene. Omkring mig var alt vekslende nuancer af hvidt, gråt og beige. Brune køkkenklinker, en minutiøs model af et egyptisk slag fra Anden Verdenskrig i størrelsesforholdet 1:100, Fúsis lange tynde hår. Islands øde landskaber drog det hele til sig som en hypnotiserende leverpostejsfarvet spiral.

 

Salen var helt stille. Jeg følte mig dybt skyldig, når jeg vovede at mase en håndfuld popcorn ind i kæften.

 

Alle var i sandhed tryllebundet. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har oplevet en så æstetisk gennemført film. Fúsis slidte kælder, hans mors kedelige køkken, den triste restaurant han spiste spaghetti bolognese ved hver fredag, alt var foruroligende realistisk.

 

I korte træk er Fúsi en overvægtig, ensom mand som bor i sin mors lejlighed. Han arbejder som bagagetransportør i en lufthavn og lever en ensformig tilværelse; hver dag spiser han samme morgenmad, bliver drillet på arbejdet og gennemlever et historisk slag sammen med sin bedste (og eneste) ven. Men da hans mors bohemekæreste forærer ham et gavekort til en linedanceundervisning bliver han kastet ud på sit livs rutsjebanetur; en vandrutsjebane med 20 meter fald og dårlige seler. Det er første gang, han prøver den og det er nyt og spændende, men også skræmmende, og han bliver meget mere våd, end han havde regnet med. Bagefter er han gennemblødt og må bede til, at solen tørrer tøjet hurtigt, mens han fortsætter sit forlystelsesbesøg. 

 

Sjöfn går nemlig til line dance, og hun er rigtig dejlig. Hun er excentrisk og selvstændig og elsker blomster. Hun drager Fúsi til sig, på trods af hans sociale akavethed, og han tør at indvie hende i sin verden. De taler om at rejse, og Fúsi fortæller, at han aldrig har været i et fly (på trods af, at han arbejder i en lufthavn – bemærk den underliggende ironi), næh, han har ikke engang forladt Island. Sjöfn er sød. Hun fortæller at hun elsker at rejse, og hun elsker at arbejde i en blomsterhandel, og hun elsker linedance. Og man begynder at tro, at hun måske også kunne elske vores hovedperson. Men her, midt i den spirende kærlighed, begynder det at gå galt.

 

Fúsi inviterer Sjöfn med til Egypten i den tro, at der er mere end bare venskab mellem dem. Sjöfn forsikrer ham om det modsatte.

 

Se, normalt har jeg ikke meget tilovers for den slags. Hvis nogen siger nej, er det et nej. Der er intet at klage over, ingen skylder hinanden noge,t fordi de har drukket en kop kaffe sammen. Og jeg har det heller ikke modsat nu. Men jeg kan alligevel ikke undgå at blive knust på Fúsis vegne; alt er forfærdeligt i hans liv, og når det endelig ser ud til at lysne for ham, går pæren ud igen.

 

Og det er ikke engang det værste! Det hele ændrer sig nemlig, da Sjöfn bliver fyret fra blomsterhandleren, falder ned i en dyb depression og låser sig inde i et skab. Fúsi flytter ind til hende, laver mad til hende og passer på hendes kat, han overtager endda hendes nye arbejde på en genbrugsstation. Det er ved første øjekast en dårlig ting. Som Sjöfn får det bedre, blomstrer hende og Fúsis forhold på ny. Han får nye, søde kammerater på genbrugsstationen. Og da Sjöfn beder ham flytte ind, bliver han også fri for sin halvirriterende mor.

 

Se, nu tror du, jeg har løjet. ”Rikke, hvad snakker du om? Fúsi har det fantastisk! Hvordan kan det blive værre?”. Jeg er ked af det min ven, men jeg har desværre ret. Fúsi når kun lige akkurat at slikke sin flødeis, før han taber den. Jeg vil måske endda vove at påstå, at den blive skubbet ud af hænderne på ham. Han er nemlig ikke selv skyld i forfaldet.

 

En af de sidste scener i filmen viser Fúsi og hans ven, der bærer alle hans kasser ind i Sjöfns nymalede bolig. Hele scenen er meget ubehagelig at overvære, for mens spisestuen fyldes med kasser, ser man Sjöfns ansigt forvride sig mere og mere.

 

Hun fortryder.

 

Lige der knuses mit hjerte. Fúsi tager det meget pænere end jeg. Han spørger stille og roligt, om han skal gå og fjerner kasserne ligeså langsomt, som de er blevet båret ind.

 

Så sidder han tilbage i sin mors lejlighed omgivet af sit liv pakket ned i kasser. Jeg ville nok selv være lidt bitter, hvis ikke på grund af bruddet, så på grund af den timevis lange op- og nedpakning, spildt. Men selvom Fúsi måske har virket som en relativ trist person, inden han mødte Sjöfn, så er han det ikke i samme grad på den anden side; Sjöfn har længe villet åbne sin egen blomsterhandel og har sukket efter et billigt, men hyggeligt lokale gennem hele filmen. Det første Fúsi gør efter bruddet, er at købe lokalet. Da jeg ser ham tage ”Til salg”-skiltet ned, tror jeg måske, han vil købe det til sig selv og frarøve Sjöfn sin drøm, jeg tror, han er en bitter, sur, hævngerrig mand med mord i tankerne. Men jeg kan ligeså godt indrømme det; jeg kunne ikke tage mere fejl.

 

Fúsi køber butikken og sætter den i stand. Han spartler og maler og fejer og installerer en knaldny disk og –

og smider nøglen i Sjöfns postkasse. Så tager han de flybilletter, han har købt til Sjöfn og ham og rejser alene til Egypten. Lige inden skærmen bliver sort sidder Fúsi i flyveren og kigger ud af vinduet, og så. Smiler han.

Sort.

 

Gråt.

 

Hvidt.

 

 

Folk drysser langsomt ud af salen. Jeg kniber en stille tåre under rulleteksterne, og da de er slut og min kind er tør, er jeg atter alene. 
Jeg pakker langsomt sammen. Jeg smider mit skrald ud og træder ud i foyeren – der er helt stille. Der er sat et demonstrativt, men ikke særlig effektivt, reb op foran trappen til biografkiosken i et halvhjertet forsøg på at holde folk ude. Jeg går imod toiletterne og hører døren smække bag mig.

 

Jeg er halvt forberedt på at skulle tilbringe natten i Dagmars indre.
I foyeren møder jeg spøjst nok samme biografmedarbejder, som tidligere har vist mig vej. Han står dér, som om han har ventet på mig, siden jeg gik fra ham for godt tre timer siden. Men genkendelsens glæde varer ikke længe, for jeg er hurtigt på gaden igen, og drager atter hjemad.

 

Jeg er fuld af tanker. Jeg synker ned i DSB’s slidte sæder og afventer en togtur, der stopper ved alle stationer a.k.a. jeg har masser af tid alene.

 

Jeg tænker på en af de første scener i filmen, hvor Fúsi åbner døren til lejligheden og ser sin mors kærestes bare røv hamre taktfast ind i hans mor. Derefter fortæller han historien til sin ven over en joint over et taktisk strategispil. Næsten som når folk tager en cigaret efter sex – ’puha, det var en hård omgang’.

Jeg tænker på, at Fúsi elsker heavy metal, og Sjöfn elsker Dolly Parton. Fúsi plejer at sidde alene i sin bil og ringe ind til natradioen, som efterhånden kender ham så godt, at han altid må ønske et nummer og bestille nogle hårde toner. Så sidder han dér og kigge ud over vandet, mens anlægget går amok. Noget af en kontrast.

 

Jeg tænker på, at efter Fúsi møder Sjöfn, begynder han at lytte til Dolly Parton.

 

Jeg tænker på hans kollegaer, som mobber ham. Den værste af dem forsøger at blive venner med Fúsi (men kun fordi han vil have ham til at reparere hans bil, hvilket han gør) og inviterer ham med til et lille komsammen, hvor han betaler en stripper for at tage hans mødom. Fúsi er IKKE interesseret, men mobbedrengen vil ikke spilde sine penge og beordrer alle til at tage tøjet af Fúsi og stripperen. Hun nægter, fordi hun kan se, han ikke vil. De prøver simpelthen at få dem til at voldtage hinanden. Men Fúsi er stærk, og i panikkens rus slår han omkring sig og stormer ud.

Jeg tænker på Fúsis lånekollegaer fra Sjöfns job på skraldestationen. De sidder først og snakker om ham på et fremmed sprog, og Fúsi og jeg tror begge, at han vil blive ekskluderet igen. Men i stedet tager de fusen på os og inviterer ham ud at drikke en øl på en sportsbar. Kontrasten mellem denne kollegagruppe og den tidligere er meget klar: Fúsi føler sig alene i fællesskabet, men med skraldemændene blander han sig med mængden.

 

Jeg tænker på det blomstrende venskab, han får med en lille nyindflyttet pige. Hun kommer hele tiden på besøg for at lege, fordi hun er ligeså ensom som ham. Hendes forældre er lige blevet skilt, og hun bor nu alene med sin far, som altid er på farten. Hun inviterer sig selv ind og virker helt upåvirket af aldersforskellen. Men det er hendes far ikke; efter hun en dag har tigget sig til en køretur med Fúsi bliver de ved hjemkomsten mødt af en råbende far og to politimænd. Ingen kan beskylde en bange forælder for at ringe til politiet, når ens datter pludselig forsvinder, men da han begynder at råbe, at Fúsi er børnelokker og pædofil, bliver man lidt ubehageligt til mode som publikum. Vi ved, at intet er sket, og må se hjælpeløst til, mens politiet beder ham træde ind i bilen. Selv politichefen får det dårligt, da han afhører Fúsi og hurtigt indser, at han bare er en ensom mand, som vil hjælpe en lille pige.

 

Jeg tænker på Fúsi, som banker på pigens dør for at give hende noget legetøj, inden han skal flytte, men som bliver mødt af hendes far. Han undskylder for politiscenen forleden og forklarer, at det har været svært med skilsmissen, og at han faktisk er taknemmelig for, at Fúsi har været så sød ved hans datter. Det får mig til at indse, at der er flere ensomme mennesker i filmen end bare Fúsi: pigen og hendes far, Fúsis mor som bliver forladt af den evige enspænder, som er hendes kæreste, Sjöfn… Filmen er gennemsyret af ensomhed. Utroligt at man kan have så mange ensomme mennesker til at interagere med hinanden uden en form for forløsning.

 

Jeg tænker på Medinas sang Ensom, hvor hun synger

Baby, er du ensom?

Jeg håber, du er ensom

 

og på at det nok er noget af det værste, man kan ønske for en person.

Jeg tænker på Sjöfn og Fúsis brud. Jeg har aldrig forstået ekstremismen i film. Alt bliver taget til unødvendigt ekstreme længder. Da Sjöfn fortryder at have bedt Fúsi om at flytte ind, er det ensbetydende med, at deres forhold er ovre. Hvorfor? Kan man ikke blive bange for et stort skridt, men stadig elske hinanden? Et scenarie vi tit møder i spillefilm er den fortrydende brud, som stikker af fra brylluppet. Måske er det bare på grund af min unge alder og det, at jeg aldrig har været noget nær tæt på at blive forlovet, men jeg kan da godt forestille mig, at ægteskab virker som en skræmmende ting. Hvorfor skal forholdet ende så brat? Det virker ikke som en mulighed i en film at takke pænt nej, fordi man ikke er klar til forpligtelsen. Det bliver en bedre, mere dramatisk historie, hvis bruden fælder en tåre og hvisker ”I’m sorry”, lige inden hun skal til at sige ja, hvorefter hun styrter ud af kirken med en skov af øjne efter hende, end hvis forholdet skulle fortsætte i uægteskabelig lyksalighed.

 

Men kritik til side – selvom jeg føler, at realismen kan gå tabt, så er jeg glad for, at filmen sluttee som den gør. Eller, jeg er ikke specielt glad, da jeg sidder i biografen. Jeg er knust over, at de ikke ender sammen, men det er nok bare mit spinkle håb om, at kærlighed besejrer alt. I retrospekt synes jeg ikke, filmen kunne have endt på nogen anden måde.

 

Jeg tænker på slutningen. Den slår mig virkelig. Den rejse Sjöfn og Fúsi skulle have været på sammen, tager han på alene. Den livsrejse, de har planlagt sammen, må han begive sig ud på uden sin partner.

 

Men han er ikke trist – han virker håbefuld. Det sidste blik og det flygtige smil er tegn på, at han er spændt på fremtiden, noget han ikke har været før. For selvom Sjöfn forlader ham, selvom han må flytte ind med sin mor igen og må tilbage til sit gamle job, så får han alligevel noget med på vejen. Rutsjebaneturen er ikke for ingenting. Selvom situationen virker håbløs. Han starter nede i kulkælderen, når lige at besøge den lækre penthouselejlighed, inden vinden på altanen blæser ham ned igen. Der er så rig mulighed for at falde så langt ned, at han aldrig vil komme op igen. Men i stedet har han lært nok til at kunne sprede sine vinger og flyve hele vejen til Egypten.

 

Han er nu alene, men ikke ensom. 

 

 

Filmen Virgin Mountain havde dansk premiere 7. juli i år og kunne blandt andet ses i Dagmar.