Springtur i Toscana: Livet er smukt og lidt skørt

Springtur i Toscana // Illustration: Marie Emilie

 

OMTALE: Mandag morgen den 1. maj. En billedskøn, men upoleret skildring af to sårbare kvinders flugt fra et opholdssted venter forude. Jeg skal nemlig se Paolo Virzìs flugtfilm Springtur i Toscana i Grand Teatret. Filmen skildrer sine karakterers indre rejse med en på én og samme tid realistisk og fantastisk historie. Man sidder med et lille smil igennem det meste af filmen. Det forventede jeg også, fordi det ikke er her, vi starter. Måske er jeg bare lidt nørdet, hvem ved? I hvert fald foreberedte jeg mig med en kavalkade af nyere italienske film som research og blev fyldt med forventninger.

 

Sidst på eftermiddagen, den 20. april. Jeg sad på mit værelse og skiftede imellem lidt let læsning og en lang og betydningsfuld google-søgning efter pastaretter, da jeg besluttede mig for at tjekke min e-mail. Der fandt jeg spam, nyhedsbreve, som jeg har skrevet mig op til for at få rabat på en trøje engang, og en invitation til pressevisning i Grand Teatret af filmen Springtur i Toscana. Umiddelbart tænkte jeg, at jeg selv har brug for en tur til Toscana hurtigst muligt! Men før jeg kunne vende tilbage til min læsning, var jeg alligevel blevet lidt nysgerrig. Hvad var det for en film? Jeg havde ikke hørt titlen før, så jeg åbnede en ny fane og fandt hurtigt traileren til filmen.

Traileren gav mig præcis det, som filmtitlen lovede. Sydens varme, Toscanas romantiske landskaber og italiensk dekadence. Det var lige før, jeg kunne dufte tørret rosmarin og hvidløg i luften. Jeg fik lyst til at pakke min kuffert med det samme. Selvom foråret gør et ihærdigt forsøg, var der stadig lidt koldt i København. Men traileren gjorde mere end at fetichere Italien. Den viser to misforståede kvinder på flugt, og jeg tænkte med det samme på Ridley Scotts Thelma and Louise (1991). Ja tak. Den ene ligner stereotypen på en kvinde med en sindslidelse. Hun har eksem omkring munden, rande under øjnene, mørkt og fedtet hår og knækket, ubevægeligt kropssprog. Men den anden snakker som et vandfald og ligner en ekstrovert med alt for meget overskud til at være på et psykiatrisk opholdssted. Det kriblede i maven efter at lære det umage makkerpar at kende, så jeg skrev tilbage for at tage imod tilbuddet.

 

Springtur i Toscana // Trailer: Scanbox Entertainment

 

Formiddag, den 24. april. En uge før pressevisningen. Jeg gør mig klar til at gense Virzìs Human Capital (2013) på Filmstriben. Han er et lidt sjovt fænomen i italiensk film. Han har instrueret italienske komedier siden 1990’erne, er tegnet som karikatur på forsiden af biografien om ham, My Name is Virzì, og bogen starter med sangteksterne til Gloria Gaynors disco hit ”I Will Survive”. En vild, men måske meget passende introduktion til en markant instruktør. Han har tidligere arbejdet med en af hovedrolleindehaverne i Springtur i Toscana, Valeria Bruni Tedeschi, og han er gift med Micaela Ramazotti, der spiller den anden.

Jeg har set mange, men langt fra alle hans film, så jeg glæder mig til at se Springtur i Toscana, som allerede har gået sin sejrsgang i Italien og store dele af Europa, ligesom Human Capital gjorde det for fire år siden. Human Capital viser hændelsesforløbet omkring et biluheld, hvor en cyklist bliver kørt ned. På den ene side vil filmen gerne finde den skyldige. Men på den anden side vil den udforske karakterernes forskellige sociale lag. Human Capital lægger op til en kritik af rige menneskers ejerfornemmelser over de fattige. Samtidig holder den fast i, at vi alle er mennesker med menneskelige fejl og svagheder. Rig som fattig. Det kunne nemlig have været hvem som helst, der kørte den stakkels cyklist ned.

Før jeg sælger Virzì som en lommefilosofisk prædikant, bliver jeg nødt til at fastslå, at det er han ikke. Tværtimod er filmen ret underholdende og spændende. Der var mindst et plot twist, som fik mig til at gispe. Desuden er den fyldt med smuk underlægningsmusik, behagelige kamerabevægelser, dekadente norditalienske hjem og nattens forbløffende skarpe mulm og mørke. Mon ikke vi kan håbe på noget af det samme, når Springtur i Toscana får premiere i de danske biografer? Det håber jeg.

 

Kongens Have // Foto: Kjartan Hansen

 

Eftermiddag, den 26. april. Jeg sidder på Cinematekets bibliotek med lidt research og en fantastisk udsigt over Kongens Have, hvor træerne igen begynder at blive grønne. Siden jeg fik invitationen til Springtur i Toscana har jeg researchet italienske film fra det sidste halvandet årti. For at være helt præcis, har jeg kun læst en lille smule op på genren, men set rigtig mange film. Det kan varmt anbefales, for der sker noget ganske særligt i den italienske filmbranche.

Paolo Sorrentino følger i Den store skønhed (2013) og The Consequence of Love (2004) rige, aldrende mænd, som må affinde sig med en tom, men prangende tilværelse. De giver os et indblik i et storslået og pittoresk Italien med en rig historie og kultur omend med korrupte politikere, topchefer og mafia-bosser. Sorrentino fokuserer på det enkelte menneskes tilværelse og ikke samfundets råddenskab, selvom det nogle gange lurer lige under overfladen.

 

”Her er der både plads til tragiske skæbner, moralske spørgsmål, smukke billeder og sågar også humoristiske islæt. Det er netop det, som jeg forventede af Springtur i Toscana”

 

Andre instruktører fokuserer i højere grad på Italiens skyggesider. I Taviani-brødrenes Cæsar skal dø (2012) optager de virkelige indsatte i et topsikret fængsel, imens de øver sig til en offentlig forestilling af Shakespeares Julius Cæsar. Samtidig gør de indsattes minimalistiske skuespil, at man som publikum er usikker på, hvornår de læser replikker, optræder eller fortæller virkelige historier om sig selv. Det gør deres tilknytning til mafiaen, narkosmugling og vaneforbrydelser både mere nærværende og dramatisk. Tilsammen bliver det til historien om det nederste samfundslags rå virkelighed. Matteo Garrone bruger den samme rå virkelighed i hans realistiske gangsterfilm Gomorrah (2008); dog uden et Shakespeare-stykke som indpakning. Her følger vi unge neapolitanere i deres håbløse stræben efter at stige i rang indenfor mafiaen. Men de fleste må indse, at de går en mørk fremtid i møde, hvis de altså har en fremtid i det hele taget.

Et sted imellem disse yderpoler af realisme og poesi finder vi instruktører som Paolo Virzì og Nanni Moretti. Her er der både plads til tragiske skæbner, moralske spørgsmål, smukke billeder og sågar også humoristiske islæt. Det er netop det, som jeg forventede af Springtur i Toscana: En god historie med et twist af realisme, charmerende karakterer og smukke billeder. Jeg må indrømme, at jeg glædede mig lidt.

 

Tilbage til mandag morgen, den 1. maj. Jeg mødtes med min veninde ved Vandkunsten i Indre By, og vi fulgtes over til Grand Teatret. Vi var blandt de første, som ankom. Der blev serveret en varm kop kaffe til hver, og vi fandt en plads til højre for indgangen. I de behagelige, vinrøde sæder kunne vi høre en lille summen fra de andre i salen, før tæppet blev trukket til side foran skærmen og lyset blev dæmpet. Vi var ikke de eneste, der glædede sig.

 

Grand Teatret // Foto: Aga Paulina Mlynczak

 

Imens al den skønhed, jeg havde forberedt mig på at se hjemmefra, rullede over skærmen, var det svært ikke at smile næsten hele vejen igennem filmen. Når den frembrusende Beatrice, spillet af Valeria Bruni Tedeschi, møder den mere tilbageholdne Donatella, spillet af Micaela Ramazotti, overøser hun sin nye veninde med kærlighed, tager hende under sine vinger og med på eventyr. De er filmens hovedpersoner og er begge blevet svigtet af deres netværk og står alene i en svækket mental tilstand. I hvert fald indtil de møder hinanden og flygter fra et psykiatrisk opholdssted.

Beatrice vil gerne leve i en overdådig drømmeverden og fortæller de mest fantastiske fortællinger om sit liv blandt de rige og smukke. Hun ser sig selv som Anita Ekbergs glamourøse rolle i Federico Fellinis i La Dolce Vita (1960), der følger netop rige og smukke menneskers eskapader i Rom. Men hun bliver taget for givet og udnyttet af de mennesker, hun møder på sin vej. I sidste ende minder hun derfor mere om stakkels Gelsomina fra Fellinis La Strada (1954), der må ofre sig selv af kærlighed uden at få noget tilbage. Imens skillelinjen mellem Beatrices illusioner og virkelighed bliver mere tydelig, åbner Donatella også mere op for sin fortælling. Men nu vil jeg ikke spoile for meget. Man skal se filmen i stedet.

 

 

“Efter filmen gik vi med Grand Teatret i ryggen en lille tur i solskinnet og fandt noget at spise, imens vi snakkede om filmen. Da vi satte os ned, udbrød min veninde begejstret: ”Ej, men den var fandme go’!”

 

Frokost, den 1. maj. Efter filmen gik vi med Grand Teatret i ryggen en lille tur i solskinnet og fandt noget at spise, imens vi snakkede om filmen. Da vi satte os ned, udbrød min veninde begejstret: ”Ej, men den var fandme go’!

Den ligner på mange måder en flugtfilm, men er alligevel noget ganske særligt. Når man ser andre film i genren, håber publikum, at for eksempel protagonisterne i Thelma and Louise undslipper det mandsdominerede retssystem; at protagonisterne i Butch Cassidy and the Sundance Kid krydser grænsen til Mexico i god behold; og at Antoine Doinel i Francois Truffauts Ung flugt (1959) finder et trygt hjem. De er alle sammen film, hvor man ukritisk hepper på protagonisten. Det kan lyde lidt mærkeligt, men det gør man ikke på samme måde, når man ser Springtur i Toscana.

Selvom vi var på Beatrices og Donatellas side, sad vi begge to og håbede på, at de blev fanget i tide, før det gik galt. I stedet for ukritisk at heppe på dem, kunne vi godt se, at de havde det bedre på opholdsstedet, de var flygtet fra.

Vi blev nødt til at snakke om, hvordan Virzì behandler sine karakterers mentale tilstand i filmen. Han lader sig nemlig ikke styre af, hvordan andre har skildret psykiatrien før. Det blev ikke til endnu en film til skræk og advarsel som James Mangolds Girl, Interupted (1999) eller Milos Formans Gøgereden (1975). Tværtimod rummer hans film et opgør med en filmisk skildring, som ikke afspejler virkeligheden. Ligesom i Woody Allens Blue Jasmine (2013), hvor Jasmine bryder sammen efter sin skilsmisse, kan vi se på Beatrice og Donatella, at de ikke kan bære deres smerte selv, men har brug for hjælp. Den gør også op med fordommene om, at psykisk sygdom er noget dystert, som hører til i samfundets nederste lag. Både Beatrice og Donatella har op- og nedture og kommer fra velhavende familier, men har oplevet så meget svigt, at de trænger til hjælp. Virzì har sågar givet rollen som Donatella til sin hustru; måske for at gøre opmærksom på, at sindslidelser kan ramme alle – også ens egen familie.

Imens vi sad og diskuterede, hvordan filmen skildrer protagonisternes mentale tilstand, blev vi opmærksomme på, at vi manglede de rigtige ord. Som kontrast til filmens nuancerede og realistiske skildring, huskede vi en gang, hvor en patient stak af fra psykiatrisk afdeling herhjemme. I radioen fik de det til at lyde som starten på en gyser. Måske fordi radioværten også manglede de rigtige ord. Når man hører nogen tale om ”den lukkede”, ”mani” og ”sindssyge”, kan det lyde mere voldsomt, end det er. Det er i hvert fald ikke tilstrækkeligt til at beskrive de komplekse karakterer med op- og nedture, som vi følger i Springtur i Toscana.

”udsigt over havet og behagelige kamerabevægelser, der følger en stjålet cabriolet ned ad landevejen. Selv de kolde og ensomme nattetimer er filmet med skarpe billeder og dybe farver. Det er som om, Virzì vil fortælle sit publikum, at mørket ikke bliver mindre virkeligt af at stilisere og forskønne det.”

 

Da vi begyndte at tale om opholdsstedet, som de flygter fra, spurgte min veninde: ”Er det mon virkelig på sådan et sted, man behandler folk med sindslidelser i Italien? For så har vi godt nok noget at lære herhjemme”. I stedet for at være indlagt på en steril institution med kunstigt lys og udsigt til en parkeringsplads, bor patienterne i en smuk villa på landet i Toscana. De dyrker krydderier og blomster i haven, som er stor nok til at udforske alle mulige former for hobbyer. Vi var i hvert fald enige om, hvor vi hellere ville være indlagt, hvis det blev relevant. Nemlig på Villa Biondi, som opholdsstedet i filmen hedder.

Springtur i Toscana er virkelig smukt filmet med skønne billeder af landskaber, udsigt over havet og behagelige kamerabevægelser, der følger en stjålet cabriolet ned ad landevejen. Selv de kolde og ensomme nattetimer er filmet med skarpe billeder og dybe farver. Det er som om, Virzì vil fortælle sit publikum, at mørket ikke bliver mindre virkeligt af at stilisere og forskønne det. Det skal være der, for at vi kan sætte pris på dagslyset. Man kan altså ikke tvinge lykken ved at forskønne virkeligheden, sådan som vi ser karakteren Beatrice gøre det igennem filmen. Som beboer i vores smukke hovedstad kan man godt forstå det på sådan en solbeskinnet forårsdag. Min veninde pointerede, at man kan forklare nødvendigheden af det uskønne med årstiderne, som er så tydelige herhjemme. For at kunne sætte pris på sommerens lune vejr og små blomsterspirer om foråret, må vi først komme igennem den kolde vinter. På samme måde er den modgang, som Beatrice og Donatella møder ikke en forhindring for at kunne mærke lykke. Tværtimod betyder modgangen, at de vil skatte lykken endnu højere.

Efter en lang vinter italesatte vi fire gange på vej fra Vandkunsten over til Grand Teatret, hvor lækkert det var at gå i solen.

Kjartan er filmredaktør og skribent med masser af plads i hjertet for nostalgiske Hollywood klassikere, Tarkovsky-film og aktuelle film i biffen. Når han ikke er opslugt af billeder i bevægelse, har han også en svaghed for pasta, en afsky for bladselleri og har angiveligt pænt krøllet hår.