Reportage: Blandt den dårlige films kult

The Room // Illustration: Freja Marie R. Kammer

 

Jeg sidder og venter, betragtende på de andre mennesker i baren. Nogle folk snakker om andre film end den, vi alle er kommet for at se, The Room, andre sidder og får en øl eller to. Væggene er fyldt med gamle B-filmplakater, filmspoler, afrikanske masker og andet kunst fra Mellemøsten og Asien. Klokken er 18:00. Stedet: en bar omstillet til en slags ventesal inde i kulturhuset Huset KBH, der har hjemme inde i indre København.

 

Stemningen er munter og hyggelig nok, selvom høj livemusik spilles op gennem trappeopgangen. Måske er der lydprøve, spørger jeg mig selv, imens jeg tager fat i Politikens filmtillæg og læser om Denis Villeneuves Blade Runner 2049.

 

Men spørgsmålet om lydprøven i huset er ikke den eneste undren, jeg har i hovedet. For hvorfor er jeg egentlig her? Hvorfor venter jeg på at se den notorisk dårlige film, The Room? Og hvad kan sådan en film lære os? Lære mig? Hvad lærer den film os om, hvordan vi skal forholde os til film – især de dårlige af slagsen – hvilken betydning de har for os, og hvordan fællesskaber kan bygges op om dem? Min undren ville ingen ende tage.

 

En kakofoni af katastrofer

Den korte beskrivelse af filmen er:

 

  • The Room er en amerikansk film udgivet i 2003.
  • Filmen blev selvstændigt produceret, skrevet og instrueret af den polsk-amerikanske instruktør Tommy Wiseau (i hvert fald tilsyneladende; Wiseaus nationale oprindelse er ukendt for andre end ham selv).
  • Tommy Wiseau spiller også hovedrollen, en bankmand ved navn Johnny.
  • Filmen fokuserer på et dramatisk trekantsdrama mellem Johnny, hans såkaldte ”future-wife” Lisa (Juliette Danielle) og Johnnys bedste ven, Mark (Greg Sestero).

 

Så langt, så godt. Men filmen er mest kendt, eller rettere berygtet, for dens legendariske kvalitet; trods en massiv fanbase mislykkes The Room som film på alle punkter. Dialogen, plottet, klipningen, cinematografien – alt fejler i The Room. Anmeldere har beskrevet det at se filmen som at blive ”stukket gentagne gange i hovedet” eller som at ”sidde på en atombombe, der er ved at eksplodere.”

 

Den poetiske del af mig ville nok beskrive filmen som en kakofoni af katastrofer – en perfekt indsigt i, hvordan man som filminstruktør ikke skal lave sin film. Så HVORFOR er det lige, at jeg er her igen? HVORFOR i alverden sidder jeg her og venter på at se en film, som fejler på så mange måder? Og måske mere vigtigt, HVORFOR er jeg ikke den eneste?

 

Huset KBH // Foto: Huset KBH

 

Indforståede traditioner og riter

Jeg var blot én enkelt, individuel dråbe i et større hav af mennesker, der alle var kommet til filmvisningen i den lokale biografsal i Huset KBH. Som sådan skilte jeg mig ikke mere ud end mange af de andre typer, der udgjorde et bredt spektrum af alle aldre, nationaliteter og endda tøjstile. Hipsterhuer, læderveste, Adidas sko, tunge kampstøvler, jakkesæt og hættetrøje var overalt en masse. Goths, forretningsmænd, studerende og håndværkere – alle tænkelige typer var repræsenterede på ét sted. ”Mange af de her mennesker skulle ikke have meget tilfælles i hverdagen,” fanger jeg mig selv i at tænke. Men fælles for alle var, at de var kommet for at more sig over en film, der er berygtet for at være en af de værste film i filmhistorien.

 

Jeg har hørt om fænomenet før. I USA er det en populær tradition at vise filmen på 35 mm filmruller i lokale biografer, hvor publikum kan få lov til at grine, råbe og skrige så højt over filmens replikker, som man har lyst. En populær øvelse i denne tradition er at gentage ikoniske replikker fra filmen (såsom den ikoniske ”You’re tearing me apart, Lisa!”), slynge interne jokes og kaste plasticskeer mod lærredet, da indrammede skeer er et centralt tema i filmen – hvad der oprindeligt startede som startede som masseindkøbte billedrammer med dertilhørende placeholder billeder, som Wiseau af en eller anden grund ikke skiftede ud, er blevet ophøjet til et symbol for filmen og dens fanbase.

 

På en måde føles det for mig som et sæt indforståede traditioner og riter, som man skal indvies i for at forstå og deltage i filmoplevelsen. Og alt at dømme fra beskrivelsen på Huset KBHs hjemmeside, har de til intention at vedholde traditionen.

 

Jack Stevenson, der er hovedarrangør af begivenheden, fortæller gennem min mailkorrespondance med ham, at sådanne traditioner omkring kultfilm ikke er fremmede for Danmark; i 1970’erne skulle der, hvis der ellers er hold i rygterne, have været en biograf på Strøget, der viste Mel Gibsons Blazing Saddles hver weekend. Men det, der gør The Room anderledes, er for Jack Stevenson gruppeoplevelsen forbundet med at se filmen og at følge med i de indforståede jokes.

 

”Det hele handler for os om gruppeoplevelsen af at se film live,” siger Jack Stevenson.

 

”The Room er virkelig kun en gruppeoplevelse. Du må se den i en gruppe, og så kan det være en magisk oplevelse. At se den alene hjemme på din computer ville være en ligegyldig oplevelse,” siger han.

 

Plasticskeer // Foto: Max Pixel

 

Lille, dedikeret fangruppe

Klokken er nu 18:15. ”Den er så dårlig, at den er god,” udbryder en af de ventende gæster pludseligt til bartenderen. En gruppe siddende omkring et bord ved siden af mig begynder at snakke om den nye film The Disaster Artist, der er baseret på Greg Sesteros bog af samme navn, og som handler om den kaotiske produktion af The Room. Åbenbart skulle den være ”god-god, frem for dårlig-god.”

Det er tydeligvis en lille, men dedikeret gruppe af mennesker, der er kommet for at se filmen. Drinksene flyder over baren, stemningen er i høj gear nu. Alle folk omkring mig snakker, drikker, griner og glæder sig tydeligvis til filmen. Jeg har dog stadig en ambivalent følelse over at skulle se filmen – skal jeg glæde eller græmme mig?

 

Klokken slår 18:45. Der er rigtig mange mennesker i baren nu. Jeg køber en øl i baren og falder i snak med bartenderen, en mørkhåret og skægget mand, der snakker engelsk med en tydelig (måske spansk?) accent. Ifølge ham viser Huset KBH The Room hver måned – det eneste sted i København, hvor de gør det. Han kan ikke umiddelbart forklare mig, hvorfor filmen er så populær, men der kommer altid mange mennesker til visningerne, og der er altid udsolgt. Åbenbart kom selveste Greg Sestero en gang forbi til en fremvisning.

 

Greg Sestero er en af skuespillerne i The Room, og han har måske været den mest indforståede og oplysende omkring The Room og de myter, legender og historier (såsom Wiseaus tilsyneladende endeløse tegnebog i finansieringen af filmen. Selv Sestero kan ikke komme på et tilfredsstillende svar på, hvor alle pengene kom fra), der omgiver den – som han også beskriver i sin bog, The Disaster Artist. Det er meget vildt, tænker jeg, at han af alle mennesker kom forbi Huset KBH til en visning af The Room – men nok også meget passende. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne ham med en slags profet, der åbenbarer sig for den dårlige films kult, komplet med en samling af evangelier og det hele. Måske slog den øl hårdere, end jeg lige havde troet.

 

Det bliver hurtigt klart for mig, at det her er noget, som arrangørerne bruger rigtig meget tid og ressourcer på at stable på benene. De går op i den her film, måske lige så meget som publikum.

 

Døren til biografsalen går op. Filmen skal til at begynde. En ung pige står i døråbningen med en kurv fyldt med plasticskeer, som man kan kaste mod lærredet under filmen. Jeg tager en håndfuld af dem.

 

18:50 nu. Filmen skal lige til at begynde. Vi sidder alle i biografsalen, spændte og ventende. Folk snakker højlydt, hygger sig og glæder sig åbenlyst. Jack Stevenson taler på scenen, før filmen skal vises. Han starter med at holde en quiz med resten af publikum om fakta og sjove detaljer om filmen – såsom ”Hvor mange år har Johnny og Lisa kendt hinanden? 5 eller 7 år?” (trickspørgsmål; begge dele bliver sagt i filmen på forskellige tidspunkter. Filmens dialog og karakterer kan heller ikke bestemme sig for det) Jack Stevenson beder folk om at holde øje og ører åbne for uregelmæssigheder i filmen, mens folk svarer og griner. Jeg får indtrykket af, at alle i salen har en personlig relation til The Room på en eller anden måde, og det er denne relation, som får folk til at vende tilbage igen og igen. Jack Stevenson bekræfter min formodning gennem sine anekdoter om filmen, som han underholder med.

 

”Jeg har set den mindst 80 gange,” siger han.

 

Tommy Wiseau // Foto: Wikimedia Commons

 

Indvielsen

Filmen går i gang. Åbningen viser scener fra San Francisco, Californien. Folk i salen hujer og hepper. Og nu begynder ritualerne.

 

En pudekampsscene løber hen ud af det blå over lærredet. På trods af konteksten (eller manglen på samme) er det en scene, der virker dragende, og man får helt lyst til at være med i pudekampen eller helt starte sin egen. Der er andre, der tydeligvis har tænkt det samme, for folk begynder at kaster puder rundt i salen. En ung mand ser indrammede skeer i en af filmens scener, råber ”Spoon!”, og alle kaster deres plasticskeer mod lærredet. En anden hører en af filmens mange utilsigtede sjove replikker og gentager den, så alle kan høre. Snart gentager vi alle i salen den sjove replik i kor – ”I did not hit her, it’s not true. It’s bullshit! I did not hit her, I did not. Oh, hi, Mark.”[KH1]

 

Vi alle? Hvad pokker?! Nu stopper legen! Det kan da ikke passe, at jeg også skal til at te mig, som alle andre her i salen – kan det? Jeg, der skulle være så alvorlig og upartisk i min reportage? Jeg burde egentlig være pinligt berørt over det, og det er jeg måske også til dels, men det slår mig lige pludselig: det er jeg ikke rigtig, og det bør jeg ikke være, for jeg deltager også i traditionerne. Skekastningen, pudekampen, de interne vittigheder, anråbelserne – det hele. Og jeg har det sjovt, hyggeligt og er glad, nærmest euforisk, over at gøre det. At gøre det sammen med andre. Det at gøre alle traditionerne forbundet med filmen falder mig naturligt ind, når jeg gør det sammen med hundrede andre mennesker i biografsalen. Jeg er blevet indviet i den dårlige films kult.

 

Vi stimes ud af biografsalen, tydeligt opløftede i et godt humør efter filmen. Ventesalen er fyldt til randen med en ny gruppe af mennesker, der skal se den næste fremvisning af The Room. Bartenderen med accenten møder mig på vej ud.

 

”Ser du det nu? Forstår du nu, hvorfor den er så populær?” spørger han med henvisning til filmen. Det eneste, jeg kan gøre, er at smile skævt, krybe til korset og indrømme over for ham: ”Ja, det gør jeg nok nu.”

 

Åbenbaringen

Normalt ville det være mærkeligt, tænker jeg, at kaste med skeer og skabe sig mod en film – det er jo bare en film, ikke? Men når det foregår sammen med andre, er det anderledes. Oplevelsen har vist mig, at man opnår en fællesskabsfølelse over at se en så dårlig film som The Room. Men hvorfor lige den her film? Jack Stevenson forklarer:

 

”Folk vil se film, der ikke er perfekte mesterværker,” siger Jack Stevenson.

 

”Der gør ikke noget, at det ikke giver mening; Hollywood er fyldt med folk, der skaber ’kompetente’ film, og denne kompetence dræber film. Det er bedre, at der er nogle, der putter deres sjæle i det – who cares, at man kan se mikrofonen i baggrunden?” spørger han.

 

Så hvad kan vi så lære af en film som The Room? Hvad kan jeg lære af den? Hvad har jeg helt præcist lært af oplevelsen? Hvad har den film lært mig om, hvordan jeg og alle andre skal forholde mig til de film, jeg ser – især de dårlige af slagsen – hvilken betydning de har for mig personligt, for andre filmseere, og hvordan fællesskaber kan bygges op om dem?

 

Jeg henvender mig til Jack Stevenson i et forsøg på af få bare nogle svar på alle de mange spørgsmål, der lige nu svirrer inde i mit hoved. Måske kan jeg tage noget videre herfra, tænker jeg. Men hans svar går i en anden retning, end jeg regner med. Han afviser for det første den simple betegnelse ”dårlig film” – for ham er rigtig gode nogle, der er produkter af passion og besættelse, og som kan indvirke noget i publikum på dets egne skøre præmisser, selvom alt gik galt i produktionen.

 

”The Room lærer os, at film er ligesom andre kunstformer: hvis det ikke er skabt ud fra en personlig vision, passion og inspiration, så er det bare underholdning eller journalistik, men ikke kunst i den reneste forstand,” siger han.

 

Jeg tygger lidt på svaret. Måske har jeg haft den forkerte indstilling til at se film – har jeg måske fokuseret for meget på nettoresultatet i filmen, og ikke så meget på selve processen i det at lave film? Måske er det derfor, at man kan have guilty pleasures, jeg selv inkluderet, og måske er det derfor, at de guilty pleasures kan spænde så vidt: Fra B-film i 1950erne af tvivlsom produktionsmæssig kvalitet, til storslåede Hollywood blockbusters med masser af special effects, men ikke noget plot, til totalt ”dårlige” film med store drømme og visioner bag sig, såsom Ed Woods film om invaderende aliens fra det ydre rum, Plan 9 From Outer Space – eller The Room, for den sags skyld.

 

Guilty pleasures eller ”dårlige” film er ikke ukendte for mig. Men det er som om, at oplevelsen med The Room har lært mig noget med hensyn til dem. Det er som om, at oplevelsen har lært mig at værdsætte de ”dårlige” film eller i det mindste se dem på en ny måde. Det er som om, at oplevelsen har lært mig, hvor meget fællesskabet kan betyde for en film.

 

En central replik fra The Room, som hovedrolleindehaveren og instruktøren Tommy Wiseau på et tidspunkt siger, lyder:”If a lot of people love each other, the world would be a better place to live.”

 

Det er en favoritreplik blandt publikum, som ynder at grine over den. Jeg ved ikke, om det passer, men jeg følte i hvert den samme slags fællesskabsfølelse med de mennesker, der så den samme film som jeg. Måske havde han fat i noget.

 

Den næste visning af The Room i Huset KBH foregår den 3. november, kl. 19:00 og 21.00.

En nævenyttig medienørd, der til dagligt læser journalistik på Roskilde Universitet. Kronisk storforbruger af litteratur, film, musik og øl. Tænker alt for meget over, hvordan forskellige medier påvirker vores tilværelse i samfundet og i hverdagen.