Problemet med Jesus-filmen: Et drama

I anledning af Cinematekets januarvisning af en af de mest hædrede film om Jesu liv, Pier Paolo Pasolinis sort/hvide The Gospel According to Matthew, besluttede VINK sig for at dykke ned i filmhistoriens skildringer af Jesu liv. For hvordan hulan skal man behandle en så delikat person som selveste Jesus? VINK forsøgte at dramatisere problemet, og resultatet kan du læse nedenfor.

 

 

Dramastykket vil indledes med en prolog efterfulgt af tre akter. Aktørerne i stykket tæller:

 

 

Undertegnede:  En fordrukken journalist på jagt efter den ultimative Jesus-film.

Martin Scorsese:  Instruktør af The Last Temptation of Christ

Mel Gibson:  Instruktør af The Passion of the Christ

Pier Paolo Pasolini:  Instruktør af The Gospel According to Matthew

Roberto Rossellini:  Instruktør af Il Messia

Richard Dawkins:  Militant ateist, humorforladt gnavpot og slave af Darwin

Jesus:  Guds søn. Kan efter sigende gå på vandet

 

 

Prolog

 

 

De skumle, frosne øjne kigger på mig, men de ved det ikke selv, for de er frosne. Og derfor kigger jeg på dem.

 

De tilhører en række skyggefulde skikkelser placeret i mærkværdig, overmåde komisk, spatial relation til hinanden. Jeg kan skimte ud af min øjenkrog, at den ene er dækket i kridhvide klæder.

 

Nå ja. Det var Jesus. Hvad med de andre?

 

Hvad?

 

Du må undskylde, hvis jeg ytrer mig lidt fragmenteret. Og med højkomiske, ekvilibristiske ord. Sådan er det lige nu.

 

Deres kroppe er stille, indtil jeg tager mig sammen. Indtil kameraet tager sig sammen.

 

Sveden er begyndt at pible af min pande, med hvad der svarer til sneglehastighed, omkring 0,05 km/t. Jeg kommer instinktivt til at tænke over, hvor fandens langsomt dette egentligt er, hvilket får mig til at stille spørgsmålstegn ved, om ordet ’pible’ nu også er den rette betegnelse for denne dovne proces. Måske har den forringede svedafpiblingshastighed noget at gøre med, at tiden er frosset fast. Ikke i reel temperaturforstand, thi dette giver ingen mening, men på en mere drilsk vis, som i ’jeg rør mig ikke, før du rør dig’-agtigt. Jeg klemmer et ord ud af den halvfrosne mund, som slet ikke er halvfrossen, men blot føles som om, i håb om, at lyset i det mørke rum måske er på vej tilbage, at kroppene vil begynde at tale til hinanden, og at tiden vil holde op med at lege kispus med mig.

 

Mig: Vidste I, at jeg er ven af Ivan Lapshin?

 

Mens lyset i sendrægtigt tempo bryder frem fra en gammel glødepære i rummet, undrer jeg mig over mit pudsige ordvalg – sikke en åbningsreplik! – og smager længe på navnet: Ivan Lapshin. Men vi skal for helvede slet ikke tale om Ivan Lapshin! Raserianfaldet får mit hoved til at kaste sig mod gulvet, hvor jeg til min begejstring ser, at små pøle af vand har dannet sig på det gamle trægulv. Skikkelserne omkring mig er begyndt at tø. Jeg tæller fem, og jeg venter blot på at kunne bede dem alle til bords. Jeg kender dem alle sammen. Den ene er Jesus. Pasolini burde være død nu. Rossellini også. Og ja, i særdeleshed Jesus. Men så igen, jeg ved ikke, hvilket år vi er i. Mel Gibson er der også. Fuck! Og Martin Scorsese.

 

Det bliver pludseligt klart for mig, at Ivan Lapshin er en filmkarakter. Men tanken dør lige så hurtigt, som den opstod. Jeg har ikke set nok af Alexei Germans film til, at Lapshin vil overleve blandt virvaret af selektivt-egoistisk kæmpende tankebidder. Udenfor vinduet står et kirsebærtræ, for jeg ved, at alle filmelskere elsker kirsebærtræer. Også mig. Jeg har altid elsket farven. Lyserød og uskyldig. Og skrøbelig. Lidt som en lillefinger på en elsket person der er ved at dø.

 

Pasolini begynder at bevæge sig, og jeg får i en solipsistisk gendrivelse af min egen solipsisme at vide af mig selv, at vi skal tale om Jesus. Jesus på film, vel at mærke. Jeg kigger rundt på kameraerne omkring mig. Vi taler i billeder. Hvornår starter vi? Silentium.

 

Med ét bryder Mel Gibson fri af den sidste is og udstøder et brunstigt råb, der pludseligt og eksplosivt dræber den venterumslignende stilhed, der indtil nu har domineret, skabt kaos og leveret en parfumeret duft af alderdom og ungdom i ét –

 

Mel Gibson: Ned med jøderne!

 

Mel Gibson fortsætter mekanisk med at spytte ord ud af munden. Stereotypt. Og det hele handler om jøder. Og lidt om et alkoholmisbrug. Jeg rammes pludseligt af en frygt åh så dyb og ond, da jeg ser, at de andre kroppe langsomt er begyndt at røre på sig. Åh… problemet med Jesus-filmen… det evindelige problem! Jeg mærker, vi ikke kommer til at nå i mål. Og vi er ikke engang startet.

 

1. akt

 

Med en tro kopi af Maria Falconettis martyrtårer i øjnene presses ordene ud af min mund –

 

Mig: Men hvordan skal vi finde frem til Jesusfilmen med kun fire menneskers blik! Satans! Dæmonisk! Gudsforladt! Åh så menneskeligt, menneskeligt som ind i helvede! Hvad med Cecil B. DeMilles passionerede epos om Jesu liv, hvad med…

 

Scorsese (afbrydende): De er her ikke…

 

Mig: Men kan vi ikke tale om ham?

 

Scorsese: Nej. Sådan fungerer spillet ikke.

 

Mig: Det er ikke et spil! I afmystificerer jo alle Jesus… Hvor er den egentlige spiritualitet, den, jeg elsker af hele mit hjerte, den, jeg finder i Tarkovsky, i Dreyer, i Reydagas – selv i den religiøse propagandamaskine Malicks hyperæstetiserede, selvforherligende naturpornobilleder? Alle spirituelle film er jo for helvede uden Jesus!

 

Rossellini: Ja. Fordi han har en krop i vores film. Det er klart og logisk, at Jesusfilmen må være den mindst spirituelle af alle film. Igennem afmystificeringen mystificerer vi ham. Kroppen er manifestationen af begrænsning. Den menneskelige hud er det skrøbeligste af alt, der er skrøbeligt. Jeg kan kigge på min hud og forestille mig, at den brydes. Som en æggeskal. Forstår du?

 

Mig: Ja. Måske har du ret. Jesus, du sidder så stille, med foldede hænder og et saligt blik. Hvad plager dig? Jeg glemmer helt din rolle i det her, så stille som du sidder – som en bog næsten! En stor, tyk bog…

 

Jesus: Hvorfor har I bragt mig her?

 

Mig: Vi har fået en række… klager.

 

Jesus: Klager? Fra hvem?

 

Mig: Fra dine følgere.

 

Jesus rejser sig op og vender ryggen til i dramatisk, Hollywood-agtig stil. En kort aggressiv trommesolo akkommoderer, inden den filmiske modus skifter i rummet, der pludseligt domineres af et Blade Runner-blåligt lys –

 

 

 

Jesus: Hvem er de?

 

Mig: Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke se dem, og jeg kan ikke… jeg kan ikke forudsige deres handlinger! Din genfødsel vil blive filmisk nærmere end kødelig!

 

Gibson: Jeg hader journalister… Jeg hader dem virkelig.

 

Jesus: Det var derfor, du bragte mig her? Dette rum ligner ikke noget, jeg har set før. Hvad er alle de tingester, der står rundt omkring?

 

Mig: Det moderne menneskes øje. Vi kalder det…. ’kamera’.

 

Jesus: Kamera…? Jeg forstår ikke denne verden!

 

Mig: Sig det ikke! I Guds navn, sig det ikke, din djævel!

 

Ordene ryger ud af munden på mig, ukontrollerbart og med en dæmonisk odør.

 

Mig: Det var forventet af mennesker med økonomiske interesser, at vi havde en ateist her… Vi har to… Det var dog ikke nødvendigvis meningen, at de skulle sidde sammen med os.

 

Jesus kigger med stadigt mere forvirrede, udspilede og afkrævende øjne.
Mig: Du er en skuespiller… Du skal spille dig selv. Ligesom de andre.

 

Scorsese: Goddamn, det her ligner mere og mere South Park.

 

Jesus: South Park?

 

Mig: Well… Nogle steder er farlige at befinde sig, hvis man ynder at prædike. Et af de steder er South Park.

 

Scorsese griner af min velformulerede og på kort tid kløgtigt udtænkte joke.

 

Jesus: Jeg forstår ikke…

 

Mig: Og det kommer du aldrig til.

 

Som pludseligt ramt af en dramatisk-narrativ kraft rejser jeg mig, bryder fri af de seneste minutters tomgang og spyer ordene ud med en sjældent stærk, diktatorisk firepower –

 

Mig: Én gang for alle, vil Jesus-filmen blive til!

 

Scorsese: The Final Cut?

 

Mig: Yes!

 

Scorsese: Jeg mener: Hvem har final cut?

 

Jeg griner over spørgsmålet, der lyder en anelse, hvis ikke absolut og fuldkomment, retarderet i mine ører.

 

Jesus rejser sig og stiller sig foran bordet. Rossellini, der de seneste minutter stille, men taktfast har døset hen, hæver blikket mod Jesu øjne –

 

Jesus: Jeg vil blive forrådt.

 

Mig: Det er præcis det, der er problemet! Men fortæl mig så, Jesus, hvordan filmen skal være!

 

Jesus: Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!

 

Mig: Det kan jeg jo ikke bruge til en skid!

 

Scorsese: Han er hæmmet af bogen! Kan I ikke se det?! Må jeg spørge om noget: Klonede de bogen eller Jesus?

 

Jesus: Hvilken bog? Og hvilken kloning?

 

Spontant flyver ordene ud af Jesu mund:
Jesus: På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes!
Gibson: Han virker… mekanisk. Ned med jøderne!

 

Jesus skimter djævelsk mod Gibson, men renser omgående sig selv med et tilgivende blik. Jeg går i samme øjeblik bønfaldende på knæ –

 

Mig: Fortæl mig, hvilken linse jeg skal bruge på kameraet!

 

Jesus vender sig med ryggen til og folder hænderne. Med en svag, men fast stemme, siger han:

 

Jesus: 18 mm vidvinkel. Intet mere, og intet mindre.

 

Jesus vender sig igen om mod mig, denne gang dramatisk og med fægtende arme –

 

Jesus: Men vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil. Kamera! I er kun mennesker, der leger guder! Kamera!

 

Pasolini: … Og du kun en Gud, der leger menneske!

 

Simultant med Gibsons hånende grin i retning mod Pasolini forsvinder Jesus med ét. Foran bordet, på gulvet, står nu adskillige Jesus-skikkelser som forstenede statuer. Et skizofrent museum. Den ene Jesus har et blodrødt sværd i hånden. Den anden er på knæ, med tårer i øjnene. En tredje står med en kvinde. Blikket flakker mellem de forskellige statuer placeret i disharmonisk relation til hinanden. Fra dette skyggespil træder en anden person langsomt ind, gående i slowmotion imellem statuerne. Det er Richard Dawkins. Militant ateist. Beklædning: demonstrativt militærtøj.

 

Dawkins renser stemmen, idet han svinger sit arrogante blik rundt i lokalet.

 

Mig: Mr. Dawkins… Jeg er ærgerlig over, vi ikke kunne betale dig for at være her. Skal jeg gå på knæ?

 

Dawkins skal til at svare, idet hans blik pludseligt fanger en vis herre –

 

Dawkins: Gibson, er det dig?
Dawkins’ stigende blodtryk viser sig øjeblikkeligt i de yderste, sprængte kapillærer i ansigtet, ude af syne for Gibson, der som en forarget teenagepige har vendt ryggen til.
Dawkins: Din film repræsenterer den slemmeste, mest demagogiske…
Gibson: Ned med jøderne!
Dawkins: …filistine, fundamentalistiske, skismatiske højrefløjskatolicisme, jeg nogensinde har set!

 

Gibson: Ned med jøderne!

 

Mig: De herrer. Så er det nok! Det er tid til vores diskussion om Jesus-filmen. Dawkins, du kan være med på sidelinjen, hvis du har lyst.

 

Gibson: Hele dette filmiske setup er jødisk! Jeg smutter! I forsøger at dræbe Jesus!

 

Mel Gibson stormer mod vinduet, hvorfra kirsebærtræet kan skimtes – han springer igennem det, vinduet splintrer, og kirsebærtræet forsvinder.

 

Mig: Gibson, vi har brug for dig! Kom tilbage, Gibson! Vi elsker din brutalitet! Den ultimative Jesusfilm er intet uden dig! Intet! Gibson!

 

Men Gibson er længe væk, og vodkaflasken på bordet nær vinduet ligeså. Jeg tænker i mit stille sind over, hvad jeg dog skal gøre med to fjerdedele pietisme, én del militant ateisme og én del Scorsesiansk omskrivning af historiske fakta. Det er jo ubrugeligt! Jeg kaster et blik på den lidende Jesusfigur på gulvet i håb om inspiration, men dens simple karakterfasthed synes blot at provokere. Og de andre figurer er ligeså udueligt stille. Hvor gik Jesus hen?

 

Det er som om alle venter på, at den egentlige diskussion begynder. Gibson er væk, og Dawkins virker ikke synderligt interesseret. Lyset daler i rummet. Vi venter på næste akt.

 

2. akt.

 

 

Til alles fryd bryder Scorsese det ubehagelige vakuum.

 

Scorsese: Tænd det fucking lys! Jeg starter samtalen nu, comprende?

 

Jeg kan endelig læne mig tilbage i stolen og lade kameraerne klare resten. Lad filmen begynde!

 

Scorsese: Pasolini, hvorfor er din film så… fremmedgørende, så… distanceret? Du ser helbredelserne, men du ser dem ikke rigtigt… Forstår du hvad jeg mener?

 

Pasolini: Jeg forsøgte at lave en analogi. Det vil sige: Jeg forsøgte ikke at rekonstruere Palæstina, men at finde lokationer, som var analoge dertil. Derfor brugte jeg også amatørskuespillere. Hvis du rekonstruerer, så dramatiserer du, men jeg var interesseret i at re-mystificere, det vil sige: at modernisere det mytiske aspekt af Jesus. Og det mytiske aspekt er altid fremmedgørende.

 

Mig (til mig selv): Yes! Nu kører det! Og kameraerne kører!

 

Rossellini: Men du viser stadig helbredelserne, og de overnaturlige aspekter, på relativt direkte vis?

 

Pasolini: Måske, jo. Det er ikke en del af filmen, jeg er stolt af. På den ene side er de med for ikke at uhelliggøre. Uhelliggørelse er en småborgerlig akt, jeg hader. En akt, der er parallel med mode. Småborgerlighed er det mest korrumperende, du kan finde. Renheden findes kun i de laveste og siden i de allerhøjeste stadier af menneskelig kultivering. Filmen blev derfor lavet på indirekte vis – jeg er ateist, men det var vigtigt for mig, at den blev lavet med en troendes synspunkt. På den anden side er disse scener næsten pinlige i deres anti-revolutionære barokhed. Skiftene mellem disse hellige scener og de mere passionerede, politiske scener er ikke noget, jeg er stolt af.

 

Scorsese: Du hader dem ligefrem?

 

Pasolini: De er eksempler på en modbydelig pietisme, en nøgenhed, som aldrig forenes med den passion, der også er at finde i Jesu liv. Så de får en falsk urenhed over sig, som er kontra den effekt, de egentlig burde have. Fordi det bliver for pietistisk. Uden passion.

 

Mig: Som i Mel Gibsons Passion?

 

Pasolini: Nej. Husker du? Mel Gibson er væk. Han er her ikke. Sí? Nej, jeg taler om den reformistiske passion. Men det var svært som ateist at se miraklerne med en troendes øjne.

 

Jeg har svært ved at acceptere påstanden om, at Gibson er væk. Han flyder jo i æteren!

 

Dawkins: Hvis Jesus havde levet i dag – intelligent som han er – ville han også have været ateist.

 

Rossellini: Jeg tror det ikke. Men jeg kan lide idéen. Både denne og din idé, Pasolini – det reformistiske aspekt og ophøjelsen af dette. Dette er det væsentligste. De mest væsentlige aspekter af Jesus er langt fra erstattelige.

 

Scorsese: Så du viser ikke miraklerne?

 

Rossellini: Nej. Hvis du vil have religiøs propaganda, kan du gå andetsteds hen. Jeg portrætterede Jesus som en arbejder. Jesus bevidstgjorde underklassen om deres mulighed for lighed, og korsfæstelsen markerer intet andet end overklassens frygt for revolution. Jesus er en tikkende selvmordsbombe, men loven er det ikke, for den har intet kødeligt objekt. Loven kan ikke dræbes.

 

Scorsese: Men samtidig er du helt tro mod Jesu ord – hans ord i filmen stammer direkte fra Bibelen? Og du underspiller dem… næsten til det absurde.

 

Rossellini: Ja. For ordene selv er det vigtigste, ikke deres amplitude. Jeg er ikke interesseret i amplitude. Og jeg ved, du gik i modsatte retning. Det er Jesu ord, der er i stand til at skille ham fra hans krop. Jeg ville vise Jesus som én, vi kan og bør være. Som ikke er uopnåelig, men som samtidig heller ikke er almindelig. Ved at gøre ham almindelig forsvinder idealismen med ét. Kristus er blot den perfekte mand. Inter mere. Intet mindre.

 

Scorsese: Du ved jeg elsker dine film, og du ved også, at vi er uenige på dette punkt.

 

Rossellini: Jeg er ærlig når jeg siger, at jeg afskyr din film. Jeg er ikke interesseret i det hellige, men i det konkrete. Ved at anvende zoomkameraet, de langstrakte scener, de mange mennesker og handlinger på samme tid forsøgte jeg at sikre, at tilskueren ville være i stand til at danne sig sin egen syntese af de forskellige elementer. Hver prædiken af Jesus vises igennem en mangel på gestik – både fra Jesus og dem, han taler til. Så jeg bevæger mig ikke tæt på ham, og kameraet interesserer sig ikke for ham. For jeg er ikke privilegeret – som din film føler sig. Jeg er interesseret i at vise idéerne, ikke de ekvilibristiske helligakter, som undertrykker og gennemsigtiggør de humanistiske idéer og idealer, der var og stadig er relevante. Gestikkens kraft, som en søster af den overnaturlige kraft, indebærer en implicit løgn om, at ordene bliver modtaget – eller bør blive modtaget. Men det gør dem i virkeligheden impotente.
Scorsese: Men har marxisterne ikke allerede deres egen Messias?

 

Rossellini bliver tavs et øjeblik, og jeg vender mig om mod Scorsese, der stirrer stift på mig med et forventningsfuldt udtryk i ansigtet.

 

Mig: Scorsese… Pasolini mystificerede Jesus… Rossellini fokuserede på den marxistiske Jesus. Gibson viste Jesu lidelse og smerte. Hvor placerer du dig?

 

Scorsese: Hvis jeg skal bruge dine ord, så forsøgte jeg at afmystificere ham. Muligvis fordi jeg selv er katolsk. Hele pointen med filmen er, at ingen bærer skylden. Ikke engang romerne. Min hensigt var at gøre Jesus mere menneskelig. At gøre ham fejlbarlig, én, der kæmper mod sig selv – og mod Gud. For det kan jeg – og andre – relatere til. Jeg kan ikke relatere til en fejlfri, distanceret Jesus, der står og råber på en klippe. Hvad skal jeg bruge det til? Jesus er ikke en masochist, men det, vi ser, er en eksternalisering af den indre krise, Jesus har – kampen for at undertrykke de menneskelige sider af ham – de fejlbarlige sider.

 

Mig: Min søn sagde, da han så filmen, at han kom i tanke om Adam under filmen. Hans kommentar var, at Adam er et ”’fuck-mix’ af Jesus og Judas, fordi Adam gav os synden, så Jesus kunne korsfæste sig selv.” Vi er langt fra en pietistisk version af Jesus her. Han virker mere… for nu at gå til grænsen… muslimsk – en fatalist plaget af en følelse af at ’være valgt’.

 

Scorsese: Well. Fristelses-elementet var væsentligt, ikke? Det hele handler om den sidste fristelse: Fristelsen, Jesus får, da han hænger på korset – fristelsen for at undlade at lade sig korsfæste.

 

Pasolini: Men i din film er det Jesus, der frigøres, da han dør på korset, nærmere end folket. Er du enig?

 

Scorsese: Nej. For er det ikke nemmere at tro på noget menneskeligt? Det er det for mig. Det ene udelukker ikke det andet.

 

Mig: Er det derfor, du lod Jesus tale som en normal mand – ingen bibelcitater, ingen stoisk ro i stemmen?

 

Scorsese: Ja, selvfølgelig. Det var nødvendigt. Men jeg kan sagtens se, hvorfor nogle folk foretrækker Pasolinis version. Der er en rapporterende, cinema verité-agtig stil over det, som bekræfter folk i det, de allerede ved, men det er ikke progressivt i mine øjne – det er det samme som at gentage ikoner ud i det uendelige. Hvad fører det til ud over blind tro eller passivitet? Jeg forsøgte at udfordre det typiske billede.

 

Mig: Folk har anklaget filmen for at være blasfemisk.

 

Scorsese: Sagen er meget simpel: Der er ikke én Jesus – de fleste Jesus film er baseret på evangelierne, men det resulterer i kopier af samme stereotype billede. Hvis folk siger, at filmen er blasfemisk, har de ikke…

 

Scorsese forstyrres i sin tale, idet en rumlende lyd vokser sig større. Det er Mel Gibson, der som en LSD-sprængt edderkop kravler ind ad vinduet igen og vender sig mod os. Vodkaflasken er tom. Gibson bærer et stort, brutalt udseende kors på ryggen.

Rossellini: Åh nej…
Mig: Der skal være plads til Gibson også! Plads til alle!
Gibson trækker vejret dybt ind, inden han eksploderer:

 

Gibson: Djævelen er overalt, kun Gud kan redde os! Djævelen er overalt! Overalt! Hvor er jeres slowmotion-billeder, jeres farvefulde æstetik og ekspressive closeups, hvor er de henne, de billeder, som alene er i stand til at vise den ene lidelse i verdenshistorien, der har nogen værdi! Hvor er de stupide, knæfaldende romerske soldater, de undertrykte romerske ledere, de jødiske svin, de ondskabsfulde krager, der arbitrært hugger i Jesu kød på korset, hvor er ondskaben henne, hvor er virkeligheden henne i jeres naive, arrogante portrætter?!

 

Mig: Vil du vise ondskab? Hvad er effekten udover medlidenhed? Ud over utilgængelighed? Hvor er Jesus’ godhed, hans visioner for samfundet, i dit billede?

 

Gibson bliver tavs og sætter sig ned på gulvet, stærkt forpustet. Efter en kort pause, tager Dawkins langt om længe bladet fra munden.

 

Dawkins: Sagen er jo, små børn, at alle de ting, I viser, ikke er bundne til Jesu krop eller til det I kalder Gud – hvorfor er Jesus nødvendig? Hvorfor er Gud nødvendig? I viser jo kun det, I allerede kan acceptere inde i jer selv – det, der allerede er til stede. Folk, der anvender Bibelen som moralsk lære… har de overhovedet læst den?
Gud er en blodtørstig, etnisk afrenser, en misogynistisk, homofobisk racist, en sadomasochistisk, ondartet mobbedreng – som troende åbenbart falder på knæ for.
En film om Jesus er skadende, hvis den lader folk være tilfredse med ikke at forstå. Må den ikke nødvendigvis være hensynsløs over for alt det, vi rationelt kan tænke os frem til er forkert? Eller i det mindste vise det i et objektivt perspektiv?

 

Dawkins holder igen, da Jesus-statuerne langsomt begynder at røre på sig. Jeg skynder mig at klemme et ord ind, inden det er for sent, og Jesus igen er dommer!

 

Mig: Så hvor langt er vi kommet med Jesus-filmen?
Dawkins: Der er en grund til, at få film er lavet om Jesus, og endnu færre film, der rent faktisk har fået succes – fordi Bibelen i sin essens ikke blot er amoralsk, men også ulogisk og helt uhåndterbart inkonsistent i sin lære. Alle bruger tro forskelligt – og hvad fortæller det os? At vi ikke længere har brug for en bog skrevet af hundredevis af mennesker i fragmenteret stil over hundredevis af år.

 

I samme nu er statuerne væk. Jesus står igen foran os – levende og hel. Jeg kommer til at tænke på, nu hvor jeg igen ser hans krop og hans hud og hans lange hår, hvor svært det er at sige noget som helst – han stirrer på én, hel, men samtidig så forbandet fragmenteret. Jeg tænker på al den spiritualitet, på film og i virkeligheden, som er langt fra Gud og langt fra Jesus, langt væk fra kroppens irriterende mangel på vægtløshed og åndens al for kropsløse vægtløshed.

 

Rossellini stirrer Jesus direkte ind i øjnene:

 

Rossellini: Hvis dommeren har i sinde at slå dig ihjel, så dræb dommeren.

 

Mens jeg funderer hårdt og længe over sætningen, vender den i min mund og hænger den til tørre, ligner Jesus  ikke en, der hører efter. Det er, som om hans krop er der, men hans sind er der ikke. Det gør det blot endnu mere provokerende. Jeg fjerner modvilligt blikket fra Jesus-figurens grumsede tilstedeværelse og retter blikket mod Rossellini:

 

Mig: Men hvad med den ultimative Jesus-film?

 

Rossellini: Tror du, der er en?

 

Sveden kommer langsomt tilbage i mit ansigt. Denne gang er afpiblingshastigheden væsentligt højere. Og jeg skimter rundt på de mange kameraer, der kører, og jeg får rettet blikket mod Jesus, der nu har tape for munden.

 

Jeg skynder mig hen til vinduet, ude af kameraernes synsfelt. Jeg betragter kirsebærtræet. Henover lyden af filmstriben, der furiøst spæner igennem lukkemekanismen, hører jeg et skænderi i baggrunden, lettere utydeligt. De diskuterer. Det er smukt. En form for harmonisk dissonans. En kombination af tolerance og intolerance. Jeg tørrer sveden af panden.
Pasolini: Men din film er jo usand på alle punkter! Det er jo ren småborgerlig imagination! En selvopfyldende profeti! Hvor sygt er det ikke, at lade Jesus have sex med en prostitueret!

 

Scorsese: Tror du på, at Jesus var fri for menneskelige ønsker? At han ingen ønsker havde om at stifte familie, at have sex med en af det modsatte køn?

 

Rossellini sidder og tager noter. Måske arbejder han på en ny film. Jesus står stadig lettere frossen med gaffertape om munden. Gibson ser ud til at sove på gulvet, men kommer dog med en kort bemærkning, en bemærkning, der får støvet på gulvet til at fyge op i luften –

 

Gibson: Ned med jøderne!

 

3. akt

 

 

Kameraerne slukkes, og figurerne er igen ved at fryse til. Dawkins er for længst skredet. Jeg samler rekvisitterne sammen.

 

Åh, jeg ville ønske, jeg levede i en fast tid!

 

I dette tidløse filmrum, hvor jeg har gemt mig, diskuterer jeg heftigt og skizofrent med mig selv, verdenshistorien, med disse karakterer, der havde noget at sige, men som blev frosset til is! Kom tilbage!

 

Det her er min perfekte Jesusfilm, dialogisk og patetisk, og den flyder i æteren indtil den dag, hvor jeg tager mig sammen, som Pasolini, som Rossellini, som Gibson, som Scorsese! Måske vil kirsebærtræerne den dag være mindre smukke.

 

 

Forsideillustration: Andreas Juul Blinkenberg

 

Skriv en kommentar

kommentarer