Postkort fra CPH PIX # 10: QEDA

QEDA // Foto: CPH PIX

 

I forbindelse med CPH PIX er fire af vores skribenter taget ud på en rejse i filmfestivalens program. De fokusere på hver deres gren af filmprogrammet, således at en skribent tager på imaginær “backpacking” gennem Asien. En anden bliver hjemme i trygge rammer og dækker de skandinaviske film, mens en tredje tager på “interrail” i Europa. Den sidste er gået i filmisk barndom og koncentrerer sig om børnefilmene i årets program. Undervejs sender de postkort og fortæller om deres oplevelser.

Mandag aften den 9. oktober var vores skribent, der er blevet hjemme, taget til en visning af Max Kestners danske science fiction-film QEDA i Grand. Her er hans postkort.

 

Selvom jeg var usædvanligt aftentræt, og visningen af Max Kestners QEDA fandt sted kl. 21.30 en mandag aften, måtte jeg se den. Hvor ofte ser man lige en original dansk science fiction-film? Ikke særlig ofte, så man må gribe chancen, når den er der!

QEDA foregår i et syret fremtidsunivers i et dystopisk København i 2095, hvor tidsrejse er blevet muligt. En naturkatastrofe har lagt store dele af verden under saltvand, ferskvand er blevet en luksusvare, og én mand vil redde os fra undergang. Så er scenen sat, og vi kan kun følge med på rejsen mod enten frelse eller afgrunden.

Nogle af filmens allerstærkeste øjeblikke er kærkomne henvisninger til tidligere klassikere i genren såsom Ridley Scotts Blade Runner (1982) og Luc Bessons Det femte element (1997). Min favoritscene er som taget ud af en af de to film og foregår på det mystiske, såkaldte ”Ministerium” om aftenen, hvor en kvinde, iført gylden kjole med opsat hår og et væld af smykker hængende foran ansigtet, synger ”Tainted Love” i baggrunden. I forgrunden sidder hovedkarakteren og planlægger en tidsrejse til år 2017, inden verden gik af lave.

Efter filmen lød klapsalver fra publikum, som var godt tilfreds med oplevelse. Herfra kan jeg kun ønske mig flere ambitiøse genrefilm i dansk filmindustri.

 

Hilsen skribenten, der er blevet hjemme – Kjartan.

 

Instruktør: Max Kestner

Land: Danmark

Visninger: Dansk biografpremiere den 16. november

 

Kjartan er filmredaktør med masser af plads i hjertet for filmhistorie - hvad enten det vil sige nostalgiske Hollywood klassikere, Tarkovsky-film eller aktuelle biograf film. Når han ikke er opslugt af en god film, har han også en svaghed for pasta, en afsky for bladselleri og har angiveligt pænt krøllet hår.